"Østersøregionen kan afgøre EU's fremtid"
Nordisk Ministerråds generalsekretær, Halldór Ásgrímsson, og bestyrelsesformanden for Baltic Development Forum, Uffe Ellemann-Jensen, ønsker et udviklet samarbejde mellem landene rundt om Østersøen. I en debatartikel som er blevet publiceret i aviser i flere lande kommer de med konkrete eksempler på områder hvor der er behov for at styrke samarbejdet på tværs af grænserne med udgangspunkt i den finansielle og økonomiske krise.
Konkurrencekraften skal styrkes, innovationsevnen skal udvikles og markedsintegrationen skal forbedres samtidig med at vi skal blive bedre rustet i forhold til globale kriser. Dette er nogle af hovedtrækkene i de forslag som bliver fremlagt. Samtidig kommenterer Ásgrímsson og Ellemann-Jensen forslaget om en nordisk-baltisk repræsentation i G-20.
- De nordiske lande og de øvrige Østersølande har brug for at skabe en fremtid i fællesskab. Omkring en femtedel af EU's befolkning bor omkring Østersøen, og Østersøregionens udvikling har derfor en stor indflydelse på EU's fremtid. Derfor bør det politiske lederskab have gennemslagskraft når de store beslutninger skal tages. Dette kan opnås via EU, men også i et bredere internationalt perspektiv er der behov for at Østersøregionens interesser bliver varetaget. Det er en debat som er blevet aktualiseret med forslaget fra den norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, om en nordisk-baltisk repræsentation i G-20, indleder artikelforfatterne.
Nordisk Ministerråd, som er en stærk medspiller i forhold til udviklingen af Østersøregionen, har sat et stort aftryk på den Østersøstrategi som forventes at blive vedtaget på Det Europæiske Råds møde i oktober. Strategien vil vise sig at have en stor indflydelse velstanden, tilgængeligheden, trygheden og sikkerheden i hele regionen omkring Østersøen. Ásgrímsson og Ellemann-Jensen mener at strategien meget vel kan blive en forgænger for flere regioner i EU.
Artiklen er blevet publiceret i forbindelse med at Baltic Development Forum Summit blev gennemført for 11. gang, denne gang på Stockholmsmässan. Se og hør kommentarer fra Sveriges statsminister og EU's formand, Fredrik Reinfeldt, Finlands statsminister, Matti Vanhanen og Letlands statsminister, Valdis Dombrivskis, om det nordiske samarbejde og udviklingen af hele Østersøregionen.
Se og hør flere kommentarer om udviklingen af Østersøregionen.
I forbindelse med Baltic Development Forum Summit har Nordisk Ministerråd udgivet rapporten 'State of the Region Report'. Forfatteren Christian Ketels var en af hovedtalerne ved konferencen. Se og hør ham her.
