Handlinger tilknyttet webside

Ofrer Norden de unge i krisetider?

Nordisk Råds Velfærdsudvalg opfordrer de nordiske regeringer til nye nordiske initiativer inden for social- og sundhedsområdet. Udvalget ønsker, at regeringerne prioriterer forebyggende arbejde og konkrete indsatser i forhold til de unges situation på arbejdsmarkedet.

26/06 2009
Siv Friðleifsdóttir

Siv Friðleifsdóttir

Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org

– Under finanskrisen er der risiko for at mennesker, eksempelvis de unge som ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, får det værre. Forebyggende tiltag og konkrete initiativer med henblik på at imødegå en øget arbejdsløshed blandt unge i kølvandet på finanskrisen er meget vigtige, siger udvalgets medlemmer i en fælles udtalelse.

Udvalget mener, at initiativer inden for sundhedssektoren og den sociale sektor er af den største vigtighed i forhold til at fokusere på og prioritere effektive globaliseringsinitiativer i 2010 med henblik på at gavne Norden. Udvalget efterlyser derfor klar besked om regeringernes økonomiske prioriteringer vedrørende nordiske velfærdsinitiativer i det kommende år.

Velfærdsudvalgets forventninger til beslutninger om prioriteringer er store op til de nordiske socialministres møde på Island den 29. og 30. juni 2009. Formanden for Velfærdsudvalget, Siv Friðleifsdóttir, havde så sent som i sidste uge et møde med den islandske sundheds- og socialminister, Árni Páll Árnason, hvor dette blev diskuteret.

De nordiske lande regner med at få besked om hvilke prioriteringer man vil foretage med henblik på at udvikle nye globaliseringsinitiativer, når de nordiske samarbejdsministre mødes i september. De nordiske statsministre besluttede i 2007 at iværksætte en fælles nordisk satsning med henblik på at imødegå de globale udfordringer.

Nordisk Råds Velfærdsudvalg samarbejder på tværs af parti- og landegrænserne for at skabe et bedre velfærdssamfund i Norden og i nabolandene. I 2009 prioriteres først og fremmest arbejdet for at skabe et inkluderende og bæredygtigt arbejdsliv i Norden.

Læs mere om Nordisk Råds Velfærdsudvalg