Handlinger tilknyttet webside

Opfordring til konkrete tiltag for at styrke Østersøsamarbejdet

Det regionale samarbejde i Østersøregionen er et af de mest succesfulde af sin slags. Men der er brug for mere håndgribelige og målrettede projekter for at sikre et netværk af denne type i fremtiden. Dette understreger politikerne på den 20. parlamentariske Østersøkonference i Helsingfors den 28. – 30. august.

30/08 2011
Christina Gestrin

– Vi kan blive en foregangsregion for resten af verden når det gælder investeringer i vedvarende energi og fremme af grøn vækst, sagde afgående formand Christina Gestrin på BSPC-mødet den 29. august.

Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Den parlamentariske Østersøkonference (BSPC) fejrer sit 20 års jubilæum med stor hyldest og lidt kritisk selvrefleksion.

Ligesom mange andre institutioner i Østersøregionen blev BSPC oprettet i kølvandet på Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning. Og ligesom nogle af dens søsterorganisationer eller partnere, eksempelvis Østersørådet (CBSS) og Det parlamentariske forum for den nordlige dimension (NDPF) for at nævne nogle af de mest fremtrædende, kæmper BSPC til en vis grad med at finde sin plads.

– Der er sket store fremskridt, og for 20 år siden ville ingen have troet at samarbejdet i Østersøregionen ville blive så omfattende. Men der er stadig meget at gøre, og samtidig er Østersøen truet af enorme miljøproblemer som vi parlamentarikere bliver nødt til at gøre noget ved, sagde formand for BSPC, Christina Gestrin fra Finland.

Hun opfordrede også deltagerne til at støtte HELCOM's handlingsplaner for miljøet på trods af den aktuelle økonomiske krise.

– Vi kan blive en foregangsregion for resten af verden når det gælder investeringer i vedvarende energi og fremme af grøn vækst, konkluderede hun i sin åbningstale.

Dette kræver dog projekter som er langt mere målrettede og håndgribelige ifølge MEP og vicepræsident for Europa-Parlamentet, Diana Wallis.

– Der eksisterer over 80 projekter under de forskellige programmer for Østersøen, og jeg er sikker på at de alle er meget værdifulde. Men vi har brug for nogle centrale projekter som giver konkrete resultater. Ellers vil denne form for samarbejde være for vanskelig at forstå for både offentligheden og politikerne, sagde Wallis efter åbningen af konferencen.

Som eksempel nævnte hun det succesfulde rensningsanlæg i Sankt Petersborg som blandt andet blev etableret af Den Nordiske Investeringsbank og Det Nordiske Miljøfinansieringsselskab (NEFCO). Dette projekt har en kolossal betydning for de skrøbelige økosystemer i Østersøen.

En række talere på konferencen efterlyste et stærkere nationalt engagement i anbefalingerne fra internationale organer som BSPC. Talerne opfordrede de parlamentarikere som deltager i det regionale samarbejde til at tage diskussionerne og resolutionerne med til deres hjemlande for at fremskynde implementeringen og den transnationale policyudvikling.

BSPC samler 27 nationale og regionale parlamenter fra 10 Østersølande med henblik på at diskutere emner som menneskehandel, arbejdsmarkedsforhold, havpolitik samt energi og klima.

Kontakter

Michael Funch
Telefon +45 33960332
E-mail mifu@norden.org

Jan Widberg jw@norden.org

Relateret indhold