Politisk pres for bedre havnemiljø i Østersøen
Østersøpolitikere vil sikre bæredygtige havnefaciliteter i regionen. En ny rapport anbefaler også styrket forskningssamarbejde omkring udvikling af alternative brændstoffer til skibe. Nordisk Råd hilste begge tiltag velkommen på det årlige møde for østersøparlamentarikere i Helsinki, 28-30. august.
Politikere fra hele Østersøområdet mødtes 28-30. august i Helsinki til det årlige parlamentariske forum for regionen, Baltic Sea Parliamentary Conference (BSPC). Temaet var grønt vækst omkring det fælles og forhåbentligt snart mere blå og rene hav.
Et af hovedpunkterne på mødet var en slutrapport fra BSPCs arbejdsgruppe for søfartspolitik, som blandt andet anbefaler en række tiltag for at udvikle havnefaciliteterne i Østersøen.
Fokus er ikke mindst på at fremme en bæredygtig udvikling på området, både for at skåne det skrantende havmiljø i Østersøen og for at styrke havnenes konkurrencedygtighed.
- Nordisk Råds miljøudvalg har længe kæmpet for bedre havnefaciliteter i Østersøen, ikke mindst for at mindske forurening fra toiletaffald og sikre en bedre håndtering af ballastvand. Vi ser frem til en styrket indsats som opfølgning på BSPCs meget ambitiøse rapport, udtaler Anita Brodén (Folkpartiet Liberalerna – Sverige) fra Nordisk Råds miljøudvalg.
Forsamlingen diskuterede også en FN beslutning om at begrænse indholdet af svovl i skibenes brændstof til 0,1 % fra 2015.
Forslaget fra FNs søfartsorganisation IMO indebærer en merudgift for søfarten på op til 75 % i øgede brændselsudgifter og mange frygter at transporten i stedet føres over på landjorden, til skade for miljøet.
Politikerne på BSPC opfordrede derfor til et forstærket samarbejde om forskning indenfor maritime anliggender, herunder alternative brændstofteknologier og innovation indenfor energieffektivitet generelt.
Baltic Sea Parliamentary Conference fejrer i år tyve års jubilæum og Nordisk Råd blev på mødet fremhævet som en væsentlig årsag til at dette forum tog form. BSPC samler politikere fra 27 nationale og lokale parlamenter fra ti lande omkring Østersøen og samarbejder blandt andet om tiltag mod trafficking af prostituerede, arbejdsmarkedsforhold, søfartspolitik samt klima, energi og miljø.
Kontakter
Michael Funch
Telefon
+45 33960332
E-mail
mifu@norden.org
Jan Widberg
Generalsekretær for BSPC
jw@norden.org
