Handlinger tilknyttet webside

Professor Peter Bjerregaard tildeles Nordisk folkesundhedspris 2013

Nordisk Ministerråd (NMR) og Nordic School of Public Health (NHV) ønsker med den nordiske folkesundhedspris at skabe opmærksomhed om vigtige indsatser inden for sundhed og velbefindende. I 2013 gives prisen til professor Peter Bjerregaard for hans betydelige indsats for den oprindelige befolkning i Norden igennem flere årtier. Prisen uddeles af socialminister Göran Hägglund i forbindelse med de nordiske sundheds- og socialministres møde i Stockholm i dag.

10.06.2013

Socialminister Göran Hägglund og professor Peter Bjerregaard.

Fotograf
Louise Hagemann

Via den nordiske folkesundhedspris skaber Nordisk Ministerråd (NMR) og Nordic School of Public Health (NHV) opmærksomhed om vigtige indsatser inden for sundhed og velbefindende i Norden. Dette omfatter sociale, fysiske og psykiske forhold i miljøet. Disse faktorer har indflydelse på livsstilen, men også på sundhedsvæsenets organisation og arbejdsform. Udmærkelsen gives til en person, organisation eller institution som yder en værdifuld indsats for at forbedre folkesundheden i Norden.

I 2013 gives prisen til professor Peter Bjerregaard med begrundelsen: "For en betydelig indsats for den oprindelige befolkning i Norden igennem flere årtier. Professor Peter Bjerregaard har viet sit akademiske liv til at styrke folkesundheden i Grønland gennem forskning, monitorering og udvikling af de grønlandske folkesundhedsprogrammer. Peter Bjerregaard har været videnskabeligt aktiv inden for folkesundheden blandt inuitter i det cirkumpolare arktiske område."

– Vi er uhyre stolte af, sammen med Nordisk Ministerråd, at uddele denne pris til Peter Bjerregaard. Professor Bjerregaard har i kraft af sit omfattende arbejde og engagement i forhold til folkesundheden hos den arktiske befolkning bidraget til at styrke den nordiske folkesundhedsvidenskab på en meget værdifuld måde," siger Marie Beckman Suurküla, rektor for Nordic School of Public Health (NHV).

– Folkesundhedsprisen bidrager til at sætte fokus på sundheden blandt den oprindelige befolkning i de nordiske lande. Der er et stort behov for indsatser som er tilpasset de specifikke kulturelle og samfundsmæssige forhold i Arktis. De nordiske lande har gode muligheder for at fremme menneskers sundhed i Arktis – et område som ellers ikke prioriteres højt på nationalt niveau, siger professor Peter Bjerregaard.

Peter Bjerregaard er ansat ved Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet hvor han siden 1996 har haft et professorat i arktisk sundhed. Han er desuden tilknyttet Grønlands sundhedsministerium.

Kontakter

Vilborg Hauksdóttir
Telefon +45 40 24 57 78
E-mail viha@norden.org

Louise Hagemann
Telefon +45 21 71 71 41
E-mail loha@norden.org

Louise Teurneau, kommunikationsmedarbejder, Nordic School of Public Health NHV Telefon: +46 (0)31-69 39 84, e-mail: louise.teurneau@nhv.se