Radikaliseringen blandt unge kan modvirkes mere effektivt allerede i skolerne

27.04.15 | Nyhed
Gennem et mere aktivt samarbejde med civilsamfundet kan vores uddannelsesinstitutioner på alle niveauer få en endnu større rolle end hidtil i at modarbejde radikalisering blandt unge. Det var de nordiske undervisnings-, uddannelses- og forskningsministre enige om på deres møde i København mandag.

Uddannelsesministrene diskuterede radikaliseringen blandt unge i anledning af et initiativ fra de nordiske samarbejdsministre. Nordisk Ministerråds sekretariat vil inden samarbejdsministrenes møde i juni fremlægge en plan for, hvordan de nordiske lande kan effektivisere arbejdet for demokrati, inklusion og sikkerhed i vores samfund samt modvirke den øgede tendens til radikalisering blandt unge.

– Vi ved at danske unge og unge i Norden generelt ligger utroligt højt når det gælder viden om samfundet og demokrati. Men vi har en lille gruppe på 3-4 % som ligger ret dårligt inden for disse områder. Dem skal vi sørge for at nå ud til, siger Danmarks uddannelses- og forskningsminister, Christine Antorini.

– Forskningen viser at uddannelsessystemet spiller en helt afgørende rolle for, hvordan unge mennesker forholder sig til radikaliseringstendenserne, påpeger den norske kundskabsminister, Torbjørn Røe Isaksson. Risikoen for at unge mennesker radikaliseres er betydeligt mindre, hvis skolerne har tiltag som kan modvirke en følelse af marginalisering blandt de unge. Jo mere de unge opfatter sig selv som en inkluderet og jævnbyrdig del af samfundet, desto mindre er risikoen for at de bliver fristet af ekstremisternes budskaber.

– Regler og jura er en del af det forestående arbejde, siger Sveriges gymnasie- og kundskabsløftsminister, Aida Hadzialic. Men når det gælder det mere substantielle, er udfordringen at opbygge et mere samlet samfund, hvor mennesker helt konkret har mulighed for at påvirke og deltage i samfundsdebatten.

– Det er vigtigt at de tiltag som samarbejdsministrene vedtager til sommer ikke konkurrerer med, men supplerer den nordiske samarbejdsaftale om forebyggelse af radikalisering som i januar blev underskrevet af repræsentanter for de danske, svenske, finske og norske regeringer, påpeger Nordisk Ministerråds generalsekretær, Dagfinn Høybråten.

Ministrene var enige om at en vigtig del af arbejdet med at modvirke radikalisering af de unge, er at samarbejde om en målsætning om at skabe forskellige værktøjer med henblik på at involvere civilsamfundet på forskellige niveauer af uddannelsesområdet.