Handlinger tilknyttet webside

Ranking af universiteter en global værdikamp

Globaliseringen skærper konkurrencen om de kloge hoveder så Norden må samarbejde for at styrke sin position på det globale uddannelsesmarked. Det var blandt konklusionerne på en konference i København 15. april, hvor toppen af den nordiske uddannelses- og forskningssektor mødtes for at diskutere kvalitet og fælles profilering.

16/04 2010
Anteckningar

Hvordan man klassificerer og evaluerer højere uddannelsesinstitutioner er et afgørende konkurrenceparameter på det globale uddannelses- og forskningsmarked.

Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Ranking af universiteter er et spørgsmål af voksende betydning på den globale markedsplads, hvor alle kæmper om de bedste hoveder.

Repræsentanter fra uddannelsessektoren i de nordiske lande mødtes 15. april for at drøfte, hvordan akademiske ranglister kan bruges til at profilere og synliggøre kvaliteterne ved videregående uddannelse og forskning i Norden.

Videregående uddannelsesinstitutioner i de nordiske lande har en fælles interesse i at få beskrevet og profileret den høje nordiske kvalitet i lyset af den globale konkurrencesituation vi har i dag, sagde Danmarks videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen således i sin åbningstale.

Derfor er det vigtigt internationalt set at få etableret en mere nuanceret og flerdimensionel beskrivelse af højere læreanstalter - en beskrivelse, som inkluderer de ”blødere” nordiske værdier indenfor eksempelvis pædagogik og læring og giver plads til, hvad videnskabsministeren kaldte ”de mere krøllede hjerner”.

De førende ranglister for videregående uddannelser lægger hovedvægt på forskning frem for uddannelse.

Derfor er EU nu i gang med at lave et nyt sæt af kvalitetsparametre, som i højere grad fokuserer på undervisningskvalitet.

Målet er at skabe en ny måde at beskrive og ranke hele uddannelses- og forskningssektoren.

Samtidig vil et nyt system for at beskrive og klassificere højere læreanstalter gøre det langt lettere at finde egnede samarbejdspartnere både i forhold til erhvervslivet og i forhold til andre læreanstalter.

- Hvis vi kan få skabt større gennemsigtighed i institutionslandskabet, vil det gøre det lettere at sammenligne universiteterne, udtaler den danske videnskabsminister.

Nordic Master Program, som netop er gået ind i sin tredje udbudsrunde, er et godt eksempel på et sådant samarbejde, hvor institutioner i mindst tre nordiske lande går sammen om at udbyde et fælles master program.

Dagens hovedtaler, Professor Frans Van Vught, står bag det nye EU projekt U-Map. Han mener Norden står stærkt.

Vi fremmer kritisk og kreativ tænkning her i Norden. Vi må værne om den tradition og finde måder at gøre den synlig og målbar

- De nordiske lande har et unikt udgangspunkt for at udvikle en fælles profil på uddannelses- og forskningsområdet i kraft af den høje kvalitet, man finder i Norden, og den udførlige kortlægning af disse sektorer, alle landene løbende foretager, mener Van Vught.

- På den baggrund kan Norden give et værdifuldt bidrag til den europæiske proces, hvis man vælger at samarbejde tættere og vise vejen frem, uddybede professoren, som er leder af European Center for Strategic Management of Universities.

Måske har de nordiske lande mere at byde på end de selv er klar over.

Problembaseret læring, en tilgang til indlæring som tages for givet i Norden, er eksempelvis et stærkt brand i forhold til andre lande.

Det konstaterede en af dagens oplægsholdere, da hun fremlagde resultaterne fra et samarbejde med Harvard University i USA om universitetspædagogik.

- Vi troede, vi bare gjorde som alle andre. Men blev pludselig oversvømmet med henvendelser fra forskere fra hele verden, som ville vide, hvordan vi kunne opnå de resultater vi gjorde, fortalte professor Hanne Krogstrup fra Aalborg Universitet.

Eller som formanden for Nordisk Universitetssamarbejde, Pam Freedman, slog fast:

- Vi fremmer kritisk og kreativ tænkning her i Norden. Vi må værne om den tradition og finde måder at gøre den synlig og målbar.

Konferencen var arrangeret af henholdsvis det danske videnskabsministeriumog undervisningsministerium som et led i Danmarks formandskab af Nordisk Ministerråd.

Læs mere om konferencen og om EU's U-Map projekt

Kontakter

Michael Funch
Telefon +45 33960332
E-mail mifu@norden.org

Relateret indhold