Handlinger tilknyttet webside

Samarbejde om genressourcer forstærkes

Det nordiske genressourcecenter NordGen skal tilføres flere midler, mener de ansvarlige ministre.

06/04 2011

Arbejdet med at sikre en bevarelse og bæredygtig udnyttelse af genetiske ressourcer inden for landbrug og skovbrug, er en vigtig opgave inden for det internationale arbejde om at sikre den biologiske mangfoldighed.

Det nordiske genressourcecenter NordGen er de nordiske landes fælles institution, når det kommer til arbejdet med den biologiske mangfoldighed indenfor landbrug og skovbrug i Norden. NordGen administrerer derudover det internationalt kendte frølager på Svalbard, som sikrer bevarelse af frø fra hele verden.

Det er ikke mindst de nordiske landes forpligtelser om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af de genetiske ressourcer, som NordGen varetager for landene, som løber op. Det er derfor nødvendigt at sætte den årlige bevilling op, mener de nordiske fødevare-, skov- og landbrugsministre.

De besluttede 29. marts at øge den årlige bevilling til NordGen fra 2012 med to millioner danske kroner, taget fra det samlede nordiske budget på området for fiskeri, jordbrug, fødevarer og skovbrug..

Det er nu op til de nordiske samarbejdsministre at vurdere, om en yderligere bevilling kan komme på tale.

NordGen blev dannet i sin nuværende form ved en sammenlægning af Nordisk Genbank Husdyr, Nordisk Genbank Planter og det Nordiske Skovbrugs Frø og Planteråd. Den planlagte øgning i bevilling til dette nordiske samarbejde vil sikre institutionens arbejde med bevaring og bæredygtig udnyttelse af de genetiske ressourcer i Norden

Arbejdet med bevarelse og bæredygtig udnyttelse af genetiske ressourcer spiller en stigende rolle i forhold til at udvikle en mere mangfoldig landbrugs- og fødevareproduktion, men har også betydning i forhold til tilpasningen af produktionen i både landbruget og skovbruget i forhold til klimaforandringerne.

På globalt plan er arbejdet med de genetiske ressourcer vigtigt i forhold til at adressere udfordringerne med stigende fødevareusikkerhed

Kontakter

Mads Randbøll Wolff
Telefon +45 33 96 02 56
E-mail mrw@norden.org

Michael Funch
Telefon +45 33960332
E-mail mifu@norden.org

Relateret indhold