Sikker nordisk mad fik opmærksomhed i Kina
Salmonellabekæmpelse og andre løsninger med henblik på at fremme fødevaresikkerheden i Norden fik mandag god opmærksomhed i Shanghai. Et nordisk-kinesisk forum om fødevaresikkerhed fik nemlig fuldt hus. Af de cirka 160 deltagere var omkring halvdelen fra Kina.
Hensigten med forummet var at udveksle erfaringer om fødevaresikkerhed og etablere kontakter med henblik på at fremme samarbejdet mellem Norden og Kina på området.
Kontrasterne mellem de nordiske lande og Kina er store – niveauet for fødevaresikkerheden i Norden anses for at være et af de højeste i verden, mens Kina ligger på et betydeligt lavere niveau. Kinesiske madskandaler, senest omkring forgiftet mælkepulver, dukker med jævne mellemrum op i overskrifterne.
Forummet havde deltagelse af kinesiske og nordiske ministre samt højt placerede tjenestemænd fra levnedsmiddelsektoren. På talerlisten kunne man blandt andre finde Danmarks og Finlands fødevareministre, Henrik Høegh og Sirkka-Liisa Anttila, samt Pu Changcheng, viceminister for AQSIQ (Kinas myndighed for kvalitetskontrol, inspektion og karantæne.
Deltagerne fik også helt konkret mulighed for at stifte bekendtskab med nordisk mad – frokosten var tilberedt af nordiske råvarer af tre nordiske topkokke. Under konferencen blev der desuden arrangeret to velbesøgte pressekonferencer, en om fødevaresikkerhed og en med de nordiske kokke.
Forummet blev arrangeret af Nordisk Ministerråd i samarbejde med AQSIQ. Der er blevet afholdt adskillige arrangementer i det rustikke Nordic Lighthouse som er det nordiske knudepunkt under den igangværende verdensudstilling, EXPO 2010 Shanghai. Nordisk Ministerråd har finansieret eller eller deltaget i flere af arrangementerne som et led i ministerrådets globaliseringssatsning.
Kontakter
Lene Breum Larsen
Telefon
+4533960243
E-mail
lbl@norden.org
Nina Talvela
Telefon
72276807
E-mail
nita@fvst.dk
