Handlinger tilknyttet webside

Skab et Nordenråd i NATO

De nordiske lande burde skabe et Nordenråd i NATO med henblik på at diskutere sikkerhedspolitiske spørgsmål med Rusland. Det sagde FOI's Ruslandsekspert, Carolina Vendil Pallin, på Norden i Fokus' velbesøgte seminar i forbindelse med den svenske Almedalsveckan.

09/07 2010

Geir Seljeseth, Irina Dergacheva og Carolina Vendil Pallin diskuterer de nordiske landes samarbejde med Rusland.

Ifølge Hufvudstadsbladets lederskribent, Yrsa Grüne, er der ingen i Norden som længere tror på at russerne vil krydse grænsen. Men risikoen for sikkerhedspolitiske gnidninger er stadig stor, sagde Carolina Vendil Pallin.

– Rusland er begyndt at få orden på deres militær. Det betyder at vi i fremover vil se en stadig mere intensiv aktivitet når det gælder militære øvelser i nærområdet fra både russisk og nordisk side. Det kommer formentlig til at skabe gnidninger, og vi har i øjeblikket ikke noget forum hvor vi kan drøfte eventuelle misforståelser.

Carolina Vendil Pallin udpegede NATO som en egnet organisation til at huse et Nordenråd for sikkerhedspolitiske spørgsmål. For at skabe det, er Finland og Sveriges nuværende samarbejde med NATO i Partnerskab for fred tilstrækkeligt.

Yrsa Grüne var inde på det samme og satte spørgsmålstegn ved grundene til den gamle russiske modvilje i forhold til et finsk medlemskab af NATO.

– Finlands gode samarbejde med Rusland betyder at et finsk og svensk medlemskab af NATO vil kunne påvirke Ruslands relation til NATO i en positiv retning.

Seminaret, som handlede om de nordiske landes relationer til Rusland, belyste det faktum at Rusland i løbet af det seneste år har sendt flere positive signaler til nabolandene i Nordeuropa. Den løste grænsekonflikt med Norge, Sveriges positive svar i forhold til den russiske gasledning og den forbedrede polsk-russiske relation efter flystyrtet, hvor Polens præsident omkom, synes at pege i retning af en lys fremtid for sameksistensen mellem Rusland og deres nordiske naboer.

Men de nordiske journalister som deltog i panelet udtrykte også skepsis i forhold til en mere varig optøning af relationerne mod vest. Geir Seljeseth, tidligere korrespondent for Aftenposten og Dagens Nyheter i Moskva, mente at Rusland blot søger pragmatiske løsninger på praktiske problemer.

– Jeg tror at vi kan forholde os bedst til Rusland hvis vi gør det i fællesskab, sagde Geir Seljeseth,

Lars Trier Mogensen, politisk redaktør på Politiken, sagde at Østersøregionen skal samarbejde for at undgå at Rusland spiller landene ud mod hinanden ligesom tilfældet var med Nord Stream.

Det fremgik af seminaret at Norden som begreb ikke eksisterer på russisk. I stedet er der tale om tre retninger i Ruslands samarbejde med de nordiske lande – den baltiske, den nordeuropæiske og den arktiske.

– Rusland betragter ikke sig selv som en regional medspiller, men relationen til Finland har altid været speciel. Finland udgør porten mod vest, sagde russiske Irina Dergacheva, korrespondent for nyhedsbureauet Itar-Tass.

Kontakter

Karin Wallton, Norden i Fokus - Nordisk Ministerråds informationskontor, Tlf.: +46 (0)8 506 113 26, Mobil: +46 (0)733 276 990, karin@norden.se

Relateret indhold
  • Norden i Almedalen 2010 (Begivenhed)

    Onsdag den 7. juli: Har naboerne svaret på jobkrisen? Torsdag den 8. juli: Job og klima – bare snak?