Handlinger tilknyttet webside

Skibstrafik i Nordvestpassagen bør reguleres ved internationale aftaler

Canadas transportminister John Baird har oplyst, at Canada fra 1. juli i år vil indføre et tvungent skibsregister for alle større skibe, der sejler gennem Nordvestpassagen ved Grønland. Nordisk Råd protesterer mod dette tiltag i en region, som i mange år har været i fokus for de nordiske landes internationale samarbejde.

05/03 2010

Registreringsreglerne, som Canada foreslår, vil gælde både canadiske og internationale fartøjer. Ikke desto mindre er det et uacceptabelt indgreb i reguleringen af den internationale skibstrafik, mener Niels Sindal, formand for den danske delegation i Nordisk Råd.

Den canadiske beslutning er en del af de senere års debat om rettigheder til råstoffer og skibstrafik i områderne ved Arktis. Canada har traditionelt anset Nordvestpassagen for at være nationalt canadisk farvand. Dette farvand ventes som følge af klimaforandringerne at blive sejlbart en stor del af året og vil kunne reducere sejllængden markant for skibstrafik fra Europa til Asien.

- Det er af stor betydning, at sejlads i Nordvestpassagen bliver reguleret ved internationale aftaler igennem IMO. Det vil sikre forankring på tværs af landene gennem FN, udtaler Niels Sindal.

IMO, International Maritime Organization, varetager som FN-organ internationale søfartsforhold, og Nordisk Råd har i årevis arbejdet for at sikre, at spørgsmål, som har med det arktiske område at gøre, kun løses gennem internationale aftaler, udtaler Sindal.

- Nordvestpassagen er internationalt farvand. Søfartssikkerheden i dette område bliver stadigt mere kritisk i takt med, at der er mere og mere sejlads i området. Alene sejlads med krydstogtsskibene omkring Grønland er steget voldsomt de seneste år.

Til syvende og sidst handler det også om kroner og ører.

- Canada har som andre arktiske stater travlt med at positionere sig i forhold til de kommende forhandlinger efter 2014 om retten til kontinentalsoklen i det arktiske område, og herigennem adgang til at udvinde naturressourcerne i området, afslutter Niels Sindal, som vil tage emnet op på næste møde i Nordisk Råd til april.

Kontakt:
Niels Sindal, MF, Socialdemokratiet
Formand, Danmarks delegation til Nordisk Råd og medlem af komiteen af arktiske parlamentarikere
Tlf. 33 37 40 19