Social- og sundhedsministrene vurderer den fælles indsats mod ebola

17.10.14 | Nyhed
De nordiske social- og sundhedsministre har i lyset af ebola-epidemien bedt Nordisk Ministerråds generalsekretær om at undersøge mulighederne for en koordineret nordisk indsats. Målsætningen er at bremse risikoen for smitte, skabe adgang til ressourcer og behandling samt en nordisk koordinering i forbindelse med sikker medicinsk evakuering af smittede.

Da de nordiske social- og sundhedsministre mødtes i København den 16. oktober, blev det besluttet at inkludere et punkt som er specifikt rettet mod ebola-epidemien i deklarationen om det fremtidige sundhedssamarbejde. De nordiske lande er på forskellige måder involveret i hjælpearbejdet og bliver også direkte berørt når smittede patienter kommer hjem.

Nordisk sundhedsberedskabsaftale

De nordiske lande indgik i 2002 en sundhedsberedskabsaftale som siden er blevet udvidet og forstærket.

– De nordiske lande har mange års tradition for samarbejde om sundhedsberedskab. Det er naturligt at bruge sundhedsberedskabsaftalen mellem landene i denne situation for at se hvordan en koordineret indsats fra nordisk side kan bidrage i den alvorlige situation, siger Nordisk Ministerråds generalsekretær, Dagfinn Høybråten.