Handlinger tilknyttet webside

Stoltenberg: ”Det danske forsvar sakker bagud uden Norden”

De nordiske lande vil sakke bagud hvis de ikke intensiverer forsvarssamarbejdet. Det mener Norges tidligere udenrigsminister, Thorvald Stoltenberg. Den internationalt anerkendte fredsmægler, som deltager ved Nordisk Råds septembermøder, minder blandt andet om at udgifterne til højteknologi hele tiden stiger.

29/09 2009

Martti Ahtisaari og Thorvald Stoltenberg

Fotograf
Silje Bergum Kinsten/ norden.org

- Uden et nordisk samarbejde og således en fordeling af udgifterne har man i Norden ikke råd til at opretholde forsvarets nuværende standard. Om cirka 25 år vil vi være langt bagud i forhold til de store, eksempelvis Frankrig og Tyskland, sagde Stoltenberg ved tirsdagens pressekonference.

Stoltenberg præsenterede i foråret en rapport om et intensiveret nordisk udenrigspolitisk- og sikkerhedspolitisk samarbejde, eksempelvis omkring luftovervågning og anskaffelse af materiel. Nordisk Råds præsident, den svenske parlamentariker, Sinikka Bohlin, var noget mere forsigtig i sine udtalelser om et fremtidigt nordisk forsvarspolitisk samarbejde.

- Vores verden forandres, og det er naturligt at også Nordisk Råd følger udviklingen. Vi har allerede sat fokus på spørgsmål vedrørende samfundets sikkerhed. Men hvordan og om vi skal samarbejde om netop forsvarspolitikken vil fremtiden vise, mener Bohlin.

Video: Thorvald Stoltenberg: Det kan Nordisk Råd gøre indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik.

På grund af historisk følsomme forhold er forsvars- og sikkerhedspolitik ikke en del af det officielle nordiske samarbejde. Men Nordisk Råd, som er samlet til efterårsmøderne i Mariehamn, har ifølge Stoltenberg en vigtig opgave - nemlig at holde debatten i live.

Stoltenberg deltog desuden, i selskab med Finlands tidligere præsident, Martti Ahtisaari, ved et seminar om Nordens rolle i forbindelse med international krisehåndtering. Ahtisaari minder om at Norden har meget at tilbyde det internationale samfund når det gælder krisehåndtering og fredsopbygning.

- Vi har et godt ry i udlandet, og vi har en lang erfaring inden for samarbejde i internationale organisationer, ikke mindst hvad angår bistand, sagde Ahtisaari, som sidste år fik Nobels Fredspris for sin indsats som international fredsmægler.

Han mente også at Åland, som er blevet kendt som Fredens Øer, i højere grad kunne bruges til møder i forbindelse med international fredsmægling.

Stoltenbergrapporten

Nordisk Råds septembermøder