Udtalelse fra Nordisk Råd om forebyggelse af ekstremisme

26.03.15 | Nyhed
Höskuldur Þórhallsson, Nordisk Råds præsident 2015 og Britt Bohlin, direktør for Nordisk Råd
Photographer
Nina Hviid Jørgensen
Fra minisession i København torsdag 26. marts 2015

"Angrebene i Paris og København er en påmindelse om, at vi må modarbejde ekstremisme og fordomme i vore nordiske samfund. Ytringsfrihed og demokrati er afgørende værdier, der er grundsten for de åbne, nordiske velfærdssamfund. Også i Nordisk Råd er vi mange forskellige partier med hver vore holdninger. Men vi respekterer, at der skal være plads til forskellige synspunkter.

Vi må i fællesskab værne om åbenhed og ytringsfrihed som helt afgørende for at kunne leve godt i Norden. Ytringsfriheden er ukrænkelig. De åbne, frie og demokratiske nordiske samfund kan forekomme sårbare, men det er netop ved at give plads til forskellige synspunkter, at vore samfund har vokset sig stærke.

Nordisk Råd bakker op om de nordiske regeringer, der har indgået en aftale om et styrket nordisk samarbejde om forebyggelse af radikalisering. Nordisk Råd lægger også vægt på, at lokale myndigheder og andre aktører i civilsamfundet involveres i arbejdet.

Netværket skal styrke indsatsen for at forebygge radikalisering i de enkelte lande. Som en del af samarbejdet skal landene kunne trække på hinandens erfaringer og konkret samarbejde om fælles forskningsprojekter for eksempel om udrejsende til udenlandske konfliktzoner. Det er vigtigt at forhindre at unge fra Norden rekrutteres til ekstremistiske netværk. Et tættere nordisk samarbejde om denne fælles udfordring kan være med til at styrke indsatsen."

 

Nordisk Råd havde oprindeligt planlagt at holde session i Bruxelles. Den skærpede sikkerhedssituation efter terrorangreb 7. januar i Paris på satirebladet Charlie Hebdo samt 9.januar på et jødisk supermarked komplicerede dog arrangementet i Europa-Parlamentet så meget, at møderne blev flyttet til København. Den 14.-15. februar blev København også ramt af dødelige angreb på først et debatmøde om satire og ytringsfrihed og natten efter på et arrangement i den jødiske synagoge. Nordisk Råd fastholdt at afholde session i København men nu med fokus på forebyggelse af ekstremisme.