Vi har et fælles ansvar for havet

10.04.18 | Nyhed
Fiskerbåd ved Grindavik på Island
Photographer
Yadid Levy / Norden.org
Norden står sammen om at sikre havet og livet deri som vores vigtigste naturressource. Havet og FN's verdensmål 14 var temaet på Nordisk Råds temasession i Akureyri.

 – Havet er hele Nordens spisekammer. Det skal det også være i fremtiden. Det giver mad til millioner af mennesker over hele verden. Vi er nødt til at behandle havet på en bæredygtig måde, siger Annette Lind fra Den Socialdemokratiske Gruppe i Nordisk Råd.

Havet er et særligt prioriteret område i det nordiske samarbejde i år under Norges præsidentskab for Nordisk Råd. I det norske program for 2018 står der blandt andet, at præsidentskabet skal arbejde for, at de nordiske lande i fællesskab arbejder for en "reguleret og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne i havet".

Klimaforandringerne kan påvirke havstrømmene og dermed økologien i havene. Både teorien og empiriske undersøgelser viser, at den globale middeltemperatur stiger på grund af udslippet af drivhusgasser. Energibalancen mellem solen og jorden er påvirket af menneskelig aktivitet. Generelt vil jorden blive varmere, men der kan være store regionale forskelle. Højere havtemperaturer vil kunne medføre, at fisk migrerer nordpå fra havområder, der er blevet for varme. Det vil betyde et øget fangstpotentiale. Men det er forbundet med risiko, og effekten kan være meget negativ på grund af klimaforandringernes mulige påvirkning af havstrømme, forsuring og lavere iltindhold i havet.

Globalt problem 

Klimaforandringerne er globale og kan kun adresseres gennem en global indsats. Parisaftalen fra 2015 er fundamental i kampen for at reducere udslippet af drivhusgasser. Norden kan være med til at tage lederskab og vise vejen mod det klimaneutrale samfund. Men klimaforandringer kan ikke undgås. Norden kan samarbejde om at skaffe viden om, hvordan forsuring og ændringer i havstrømmene påvirker havets økologi, og hvordan de kystsamfund, som vil blive påvirket af dette, kan forberede sig.

– Når vi ser på, hvordan det moderne samfund har udfordret havet med plastik, CO2 og forurening generelt, er det meget vigtigt, at hele verden fokuserer på havet, også vi i Norden, siger Solfrid Lerbrekk fra Nordisk grønt venstre i Nordisk Råd.

Spisekammeret

Norden har store havområder. Det er derfor ikke overraskende, at de nordiske lande er relativt store fiskerinationer. Fiskeriet spiller en afgørende økonomisk rolle for de nordiske kystsamfund i det nordlige Atlanterhav. VIdensbaseret, bæredygtig brug af havets ressourcer og sunde økosystemer er afgørende for fiskeriets fremtid. Dette optager især Vilhjálmur Árnason fra Island og Den Konservative Gruppe i Nordisk Råd.

– Det har stor betydning for Island, at Nordisk Råd sætter fokus på havet, idet Island bygger hele sit samfund på og omkring havet. Island er et ørige og er derfor helt afhængig af havet. Vi har haft succes med at udnytte havets ressourcer på en god måde. Det er centralt for vores samfund og for kommende generationer, at ressourcerne også findes i fremtiden, siger Árnason.