Så galt kunne det åbenbart gå. Selvom der i den danske debat er stor diskussion om hvorvidt man overhovedet skulle have bragt de nu både berømte og berygtede tegninger, så er landet stadig ramt af granatchok over at ”Muhammed-krisen” har taget den form og det omfang den har.

Der er nok ikke en eneste læser, der ikke ved at den danske avis Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte 12 tegninger af profeten Muhammed. Ej heller er det en overraskelse, at selv samme tegninger i midten af januar blev centrum for en storstilet boykot af danske varer. En protestaktion der i de kommende uger udviklede sig til store demonstrationer i muslimske lande i Mellemøsten og i Asien, og til at nogle demonstrationer førte til vold mod danske ambassader og af Dannebrog.

(Hvis man er interesseret i en oversigt over begivenhederne samt krisens udvikling er der en glimrende oversigt på følgende link: (http://ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=333385#1)

Skyld og uskyld

Der var ikke fjernet mange Arla oste fra de arabiske butikshylder før diskussionen om, hvorvidt Jyllands-Posten overhovedet skulle have bragt tegningerne brød ud. Hvor de fleste var enige om, at nu hvor de var trykt, så skulle de af hensyn til ytringsfriheden ikke trækkes tilbage - så var der meget delte meninger om det hensigtsmæssige i at trykke tegningerne i første omgang. Tilhængerne, heriblandt Jyllands-Posten selv og ikke mindst den nu verdenskendte kulturredaktør Flemming Rose (som i mellemtiden er sendt på ferie i ubestemt tid af sin ledelse), mente at tegningerne tjente til en debat om selvcensur. Modstanderne mente, at den måske udmærkede debat ikke havde megen gang på jord i Danmark med et debatklima, der ifølge modstanderne var blevet markant mere indvandrerfjendsk i de seneste 5-10 år. De mente derimod at tegningerne ene og alene tjente til at håne muslimer og såre deres tro.

Hvad udad tabes skal indad vindes

Diskussionen om det hensigtsmæssige i trykningen blev i takt med de voksende skader på danske interesser i udlandet til en kamp på point i forhold til at vise ’flaget’ indenrigspolitisk. Statsminister Anders Fogh Rasmussen havde de første dage travlt med at forsikre danskerne om, at han intet forkert så i det danske debatklima og at han ikke ville forholde sig til tegningerne ud over, at han i generelle vendinger i sin nytårstale havde sagt ”Jeg fordømmer enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund.”. (Læs hele nytårstalen her: http://www.stm.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&h=2&t=14&d=2467&s=1 ).

Han blev sekunderet af formanden for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som en af de første dage af krisen understregede, at Danmark på ingen måde skulle sige undskyld eller bøje efter for nogle af muslimernes krav. Dette blev dog senere modificeret af statsministeren som på både dansk og siden arabisk tv udtrykte at han personligt aldrig ville fremstille religiøse figurer på en måde, der kunne såre andres følelser. Økonomi- og erhvervsminister Bent Bendtsen tog et par dage senere også personlig stilling til tegningerne - han ville ikke have trykt dem.

To tunger

Der var nok af syndebukke at skyde skylden på i frustrationsdagene. En af de mest oplagte var imamen Abu Laban, som ud over at have medgivet, at en rejse til muslimske lande havde optrappet problemerne – også præsterede inden for kort tid at sige ét til en arabisk tv-kanal og det stik modsatte i fredagsbønnen i Danmark. Det så ikke godt ud, og Dansk Folkeparti markerede sig hurtigt med et synspunkt om at imamen burde udvises. Det populære synspunkt fik de ikke lov til at være alene med særligt længe, hurtigt bakkede først konservative, men siden også Venstre og Socialdemokraterne op. Det budskab at de danske politikere ville smide imamerne ud af landet var ikke længe om at nå gaderne i de demonstrerende lande, det blev til den dags benzin på bålet, den globale landsby er rykket rigtig tæt på.

Tredeling af magten

Selvom vendingen ’det skal undersøges om imamerne kan udvises’, blev brugt, så var den politiske markering ikke køn set i lyset af tredelingen af magten. Det er domstolene, der skal tage sig af den slags afgørelser, og hvis retsstaten skal fungere bedst muligt, er det ikke gavnligt at politikere for at tækkes vælgerne kommer med tilråb fra siden. Hvor imamerne tydeligt talte med to tunger havde regeringens støtteparti også lidt svært ved at støtte op om statsministerens tolerante og åbne stil overfor blandt andet arabiske medier. I sit ugebrev skrev lederen af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard blandt andet: ’Det er nærliggende at konkludere, at Islamisk Trossamfund er befolket med ynkelige, løgnagtige mænd med et bekymrende betændt demokrati- og kvindesyn. De er fjenden indefra. Den trojanske hest i Danmark. En slags islamisk mafia, der giver os et tilbud, vi ikke kan sige nej til: Sig undskyld, ellers…’

Et nyt politisk landkort er brudt frem

I forhold til at tækkes de danske vælgere har Pia Kjærsgaard med hendes direkte linje mod fundamentalistiske muslimer dog scoret mange nye vælgere. Ikke mindre end 8 nye mandater er partiet gået frem i en ny meningsmåling og partiet er nu kun 6 mandater fra Socialdemokraterne, som i samme periode er gået markant tilbage med ni mandater. Et andet parti som har markeret sig stærkt i debatten er det Radikale Venstre, der med politikeren Naser Khader i spidsen har lagt stor afstand til imamerne og i stedet betonet, at der er langt flere moderate muslimer i landet, som ikke får ørenlyd. Naser Khader har dannet et netværk af moderate muslimer, og gruppen har allerede haft sit første møde med statsministeren.

Nordiske disharmonier

I modsætning til i det danske Folketing er der ikke lavet noget borgfred mellem de nordiske lande, og i denne sag er det tydeligt, at landene har hver deres måde at tackle problemerne på.

I de første dage efter at krisen var brudt ud valgte det kristne norske blad Magazinet at følge i Jyllands-Postens fodspor og trykke tegninger af profeten Muhammed i ytringsfrihedens navn. Det blev dog senere trukket tilbage og redaktøren undskyldte. I modsætning til Norge tog den danske regering ikke som regering stilling til, om den ville have handlet som Jyllands-Posten, men kun som nævnt personligt.

Muhammed-krisen har ikke just givet det nordiske sammenhold på toppolitisk plan vind i sejlene. Da den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev spurgt af det tyske magasin Der Spiegel, hvordan han forholdt sig til den svenske statsminister Göran Perssons kritik af den danske regeringsleders håndtering af sagen svarede han følgende: For det første er Persson ikke i min situation. For det andet ville jeg ikke blande mig i indre svenske anliggender. For det tredje føler jeg mig særligt beæret , når jeg bliver angrebet fra svenske socialdemokrater. Så er jeg sikker på, at vi ligger helt rigtigt politisk. (se hele interviewet på Spiegels engelske hjemmeside på http://service.spiegel.de/cache/international/spiegel/0,1518,400526,00.html ).

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger