Flere og større fabriksanlæg

Hvis aftalerne falder på plads, kan nye og større aluminiumsfabrikker skyde op i løbet af de næste 5-10 år: Der planlægges en ny aluminiumsfabrik i Helguvík tæt op ad den internationale lufthavn i Keflavík, men også en ny aluminiumsfabrik på Nordlandet. Samtidig imødeses en udvidelse af de to aluminiumsfabrikker, der i forvejen findes i landet: Norðuráls fabrik på Grundartangi ved Hvalfjord nord for Reykjavik og Alcans fabrik i Straumsvík nær Reykjavik. Sidstnævnte er landets ældste aluminiumsfabrik, over 30 år gammel. Alle, der kommer til Island på vej fra Keflavík lufthavn til hovedstaden, kører forbi aluminiumsfabrikken i Straumsvík.

Alcoas nye aluminiumsfabrik i Reyðarfjörður på Østlandet begynder at smelte aluminium i 2007. Efter udvidelsen af aluminiumsfabrikken på Grundartangi i 2008 vil landets årlige produktion af aluminium være nået op på 800.000 tons. Men som allerede nævnt sigter man mod en aftale om udvidelse af aluminiumsfabrikken i Straumsvík og om etablering af endnu to aluminiumsfabrikker, én på Nordlandet og en anden i Helguvík tæt op ad den internationale lufthavn. Gennemføres alle disse planer, vil der blive tale om fem aluminiumsfabrikker. Dermed vil Islands aluminiumsproduktion nå op på 1,5 millioner tons om året. Island vil så ligge blandt de 10-12 største aluminiumsproducenter i verden.

Island bundet af Kyoto-aftalen

Island har iflg. Kyoto-aftalen ikke lov til at udlede mere CO2 som følge af storindustri, end hvad der svarer til 1.600.000 tons i perioden fra 2008 til 2012, og heraf er der allerede lagt beslag på 1.183.000. Hvad der er tilbage af forureningskvoten, dækker kun aktiviteten ved aluminiumsfabrikken i Straumsvík frem til 2012. Det er da også kommet frem, at regeringens ministre håber på en højere forureningskvote efter 2012, så det vil være muligt at sætte de andre planer i gang.

Kritik fra uventet kant

Miljøforkæmpere har protesteret mod regeringens linje, lige siden de første planer kom frem om bygning af det kæmpemæssige Kárahnjúkar-kraftværk på Østlandet. Dette kraftværk skal levere energien til den nye aluminiumsfabrik i Reyðarfjörður på Østlandet. Men det er ikke længere de grønne og gamle hippier, der er de mest højrøstede modstandere af anlægsarbejder ved storindustri. Nu kommer protesterne fra mændene med silkeslips, private jetfly og kapital. Fra erhvervslivets iværksættere og de nye grænsekrydserfirmaer, det vil sige firmaer som arbejder grænseoverskridene. Deres bekymring handler om det islandske økonomiske system: Hvor længe det kan holde til den udvidelse, der følger af opbygning af storindustri; hvorvidt eksporterhvervene – fiskeriet, rejsebranchen, industrien, højteknologien – kan leve med dén høje islandske kronekurs, som mange vil give storindustrien skylden for; og endelig hvorvidt de aluminiumsfabrikker, der ellers skulle bidrage til at sikre en fiskerination et mere varieret erhvervsliv, nu i stedet fremmer ensidigheden ved at skubbe andre erhvervsgrene ud af landet. Ágúst Guðmundsson fra firmaet Bakkavör, en ny magnat i islandsk erhvervsliv, var inde på dette, da han tændte op under en livlig diskussion af, hvad islandsk økonomi overhovedet kan holde til. Efter hans opfattelse kan øget aluminiumsindustri ikke være en fremtidsvision for islændingene. Tværtimod er det Ágústs overbevisning, at selv om Island når op blandt verdens største aluminiumsproducenter og man benytter sig af alle landets mest fordelagtige kraftværksfaciliteter, så vil det islandske samfund alligevel aldrig kunne tjene mere på det, end hvad der svarer til bidraget fra et enkelt livskraftigt grænsekrydserfirma.

“Hvilke eksportsektorer kan holde til en koordineret udvidelse af storindustrien i næsten et årti?” spurgte Ágúst på en erhvervskonference i februar, hvor alle landets finansfolk var blevet trommet sammen. “Konsekvensen kunne blive, at eksporten ikke gik i vejret, men blev flyttet rundt mellem sektorerne. Eksportsektorer, som har høj værditilvækst, og som bygger på know-how og indsigt, kunne risikere at gå ud af landet.”

Landområderne kræver aluminiumsfabrikker

Men også andre blander sig i diskussionen. Aluminium vedrører alt og alle. Landområderne råber på aluminiumsfabrikker. Højest bliver der skreget i den nordlige del af landet, som endnu ikke har fået nogen aluminiumsfabrik. Der lyder på den ene side jammerklager fra folk, der mener, at aluminiumsfabrikker vil rydde hele erhverv af vejen, og på den anden side højlydte ønsker fra de lokale i bygdesamfundene, som vil have en aluminiumsfabrik, og det lige med det samme.

Hvad er regeringens politik?

Da industriminister Valgerður Sverrisdóttir debatterede aluminiumsspørgsmålet på Nordlandet, blev der udtrykt stor interesse fra de lokale. Folk i Húsavík var dog dybt bekymrede over udtalelser fra miljøminister Sigríður Anna Þórðardóttir. Hun havde nemlig sagt, at så længe forureningskvoten forblev den samme, ville der ikke ville være mulighed for at give sig i kast med alle de planlagte anlægsarbejder, medmindre anden forurening blev reduceret betydeligt. Diskussionen om bygning af en aluminiumsfabrik på Nordlandet måtte desuden vente, indtil der forelå resultat af drøftelserne mellem Alcan og Landsvirkjun (Islands Vandkraftforsyning) om udvidelse af fabrikken i Straumsvík. Dette gjorde nordlændingene i Húsavík rygende arrige. Industriminister Valgerður Sverrisdóttir trøstede dem ved at sige, at de kunne stole på hende, og at man ikke behøvede at tage notits af miljøministeren. Industriministeren tilhører det islandske Fremskridtsparti, hvorimod miljøministeren kommer fra Selvstændighedspartiet. Det er disse to partier, der i fællesskab styrer landet.

Det er regeringens opfattelse, at de fabriksbyggerier og -udvidelser, som i øjeblikket ligger på tegnebrættet hos aluminiumsselskaberne, udmærket kan rummes inden for den islandske økonomi. Statsminister Halldór Ásgrímsson og industriminister Valgerður Sverrisdóttir har næsten dagligt måttet svare på kritik af regeringens holdning til storindustri og økonomisk udvikling. De tilhører begge Fremskridtspartiet, det lille parti i den nuværende regering.

Oppositionen har efterlyst en redegørelse for den holdning, som Selvstændighedspartiets ministre vil indtage i spørgsmålet, for man tvivler på, at de i virkeligheden støtter storindustri-linjen. Man har henledt opmærksomheden på modstridende udtalelser fra Selvstændighedspartiets miljøminister og Fremskridtspartiets industriminister, ligesom man har peget på, at fiskeriminister Einar K. Guðfinnsson og trafikminister Sturla Böðvarsson, der begge tilhører Selvstændighedspartiet, nødvendigvis må være bekymrede på vegne af deres erhverv. For de ser ud til at være i fare.

Tilslutning med forbehold

Selvstændighedspartiets ministre har nu tilsluttet sig den linje, der er lagt af regeringspartneren, men de ytrer diverse forbehold. Både fiskeriministeren og partiets formand, udenrigsminister Geir Haarde, har sagt, at de er positivt stemte over for alle anlægsplanerne. Disse skal imidlertid være ansvarlige, både over for landets natur og over for den økonomiske politik. Selvstændighedspartiets formand har på Altinget udtalt, at han betragtede det som en selvfølge at analysere aluminiumsselskabernes ideer med stor alvor og undersøge, om ikke det ville være muligt at gennemføre anlæggene rundt regnet inden for det kommende årti. Efter hans opfattelse hviler kritikken af aluminiumsanlæggene på en misforståelse. Det forholder sig ikke sådan, at folk er nødt til at vælge imellem aluminiumsfabrikker og andre erhvervssektorer. Begge dele kan sagtens lade sig gøre.

Det er fortfarende uklart, hvorvidt aluminiumsdrømme vil blive til virkelighed på Island, og i givet fald hvilke. Og hvorvidt det bliver de islandske erhvervsfolks eller den islandske regerings synspunkter der vejer tungest.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger