Davíð Oddsson, manden, der ville have været skuespiller eller dramatiker, men blev politiker, forlader inden længe den politiske scene efter at have spillet en hovedrolle i 23 år. Han har stået i det kraftigste projektørlys længere tid end de fleste andre politiske ledere, ikke bare på Island, eller i de nordiske lande, men i Europa. Det er den største nyhed i islandsk politik dette efterår, sammen med retssagen mod lederne af den internationale koncern Baugur Group og Reykjaviklistens endeligt.

Davíð Oddsson bekendtgjorde på en pressekonference i sidste uge, den 7. september, at han ikke ville søge genvalg som formand på Selvstændighedspartiets landsmøde i oktober. I slutningen af september har han tænkt sig at give afkald på posten som udenrigsminister, og 20. oktober overtager han en post som nationalbankdirektør. Dermed ophører hans politiske virke efter ét år som udenrigsminister, 13 år som statsminister og 9 år som borgmester i Reykjavik.

Oddsson indflydelsesrig og omstridt

Det er næppe overdrevet at sige, at få, om overhovedet nogen, har haft en så omfattende indflydelse på islandsk politik i så lang en periode. Davíðs stil, at indgå få kompromiser og forlig, men i stedet køre omdiskuterede afgørelser igennem i kraft af et flertalsstyre, har gjort ham til en af Islands mest omstridte politikere. Folk er enten med ham eller imod ham. Men det kan næppe diskuteres, at han har opnået kolossale resultater. Han har sat sit politiske præg på det islandske samfund, øget individets frihed, privatiseret statsvirksomheder, åbnet landet for udenlandsk kapital, man kunne nævne meget mere endnu. Island har undergået store forandringer i den periode, hvor Davíð har været ved magten, og han har sin store andel heri. Bag ved islandske firmaers offensiv til Danmark, England og andre lande ligger de forandringer, som Davíð Oddsson har lagt sig i selen for.

Ny formand

Geir H. Haarde, som har været finansminister og næstformand for Selvstændighedspartiet, overtager nu udenrigsministerposten og stiller op til valget af ny partiformand. Det er sandsynligt, at han bliver valgt, og Davíð har da også erklæret ham sin støtte. Hvorvidt det betyder nogen ændringer i Selvstændighedspartiets linje, vil siden vise sig. Geir har en blødere politisk stil end Davíð. Han er også mere interesseret i udenrigsspørgsmål, men om det f.eks. vil føre til ændringer i Selvstændighedspartiets og Islands Europapolitik – som er det spørgsmål, der ustandselig stilles i de øvrige nordiske lande – er endnu fuldstændig uvist.

Baugurs ledere for retten

Davíð Oddssons navn nævnes ofte i forbindelse med en anden af de seneste ugers store nyheder, retssagen mod nogle af lederne af Baugur Group, som er et af de mest aktive firmaer på Island, både hvad angår investeringer hjemme og i udlandet, bl.a. i Danmark og England. To af selskabets hovedaktionærer, direktør Jón Ásgeir Jóhannesson og hans far Jóhannes Jónsson, er blandt de anklagede. Far og søn anklager Davíð for at have misbrugt sit hverv som statsminister til at foranstalte en politiundersøgelse af deres påståede forbrydelser for tre år siden, hvor politiet foretog ransagning af Baugurs kontorer. I det anklageskrift på 40 punkter, der er blevet forelagt Distriktsdomstolen i Reykjavik, er far og søn bl.a. anklaget for svindel med bogholderi og underslæb.

Adskillige konflikter

Baugur-familien har ikke fremført nogen beviser for disse alvorlige beskyldninger mod den forhenværende statsminister. En anden sag er, at der har været adskillige konflikter i forholdet mellem Baugur og Davíð Oddsson i de senere år. I marts 2003 offentliggjorde Fréttablaðið (Nyhedsbladet), et af de mange massemedier på Island, som Baugur har føjet til sin samling, en nyhed, der baserede sig på et referat af et møde i Baugurs bestyrelse. Her fortalte bestyrelsesformanden, Hreinn Loftsson – som i begyndelsen af 1990erne var statsministerens assistent – at Davíð Oddsson på et møde i London i 2002, inden politiundersøgelsen mod Baugur blev indledt, havde sagt, at han kendte en forretningsforbindelse til Baugur i USA, som nu er et af politiets hovedvidner i retssagen. David tilbageviste med det samme denne nyhed, men sagde, at Hreinn på mødet havde sagt til ham, at Jón Ásgeir Jóhannesson var kommet med det forslag, at statsministeren blev bestukket med 300 millioner kroner mod til gengæld at lade Baugur være i fred. Jón Ásgeir havde nægtet ethvert kendskab til den slags, men Davíðs udtalelser vakte, som man kan forvente, opsigt.

Davíð og Baugur kom atter op at toppes sidste sommer, da regeringen lagde sig i selen for at få vedtaget en lovbestemmelse om ejendomsret til massemedier, som ville have brudt Baugurs medieimperium, hvis ikke præsident Ólafur Ragnar Grímsson havde stoppet den. Det er faktisk en bemærkelsesværdig kendsgerning, at far og søn i Baugur besluttede på ny at anvende Fréttablaðið for at bringe deres syn på sagen frem. I bladet blev beskyldningerne imod dem offentliggjort, før de var blevet til et officielt dokument; med de anklagedes kommentarer til hvert anklagepunkt og store interviews med far og søn, hvori de bedyrede deres uskyld. Davíð Oddsson siger, at dette viser, at hans betænkeligheder ved, at én enkelt koncern ejer mange af landets største massemedier, ikke har været grundløse. Massemedierne bliver brugt til at tjene ejernes interesser.

Omfattende mediekampagner

Ejerne af Baugur har i de seneste uger iværksat en af de mest omfattende mediekampagner, man har set på Island, for at overbevise offentligheden om deres uskyld – argumentationen i retten får ikke lov til at være nok. Men i retssalen ser der ud til at skulle ske noget snart. I første uge af september blev det oplyst, at de tre dommere ved Distriktsdomstolen i Reykjavik, som skal dømme i Baugur-sagen, mener, at 18 ud 40 anklagepunkter er så dårligt begrundede, at man ikke kan dømme om indholdet af dem. Anklagemyndigheden har imidlertid fået lejlighed til at fremføre nærmere forklaringer, før end det står klart, om anklagepunkterne vil blive tilbagevist af retten.

Reykjaviklisten opløses

Opløsningen af Reykjaviklisten er den tredje store nyhed her ved efterårets begyndelse. Deres sejrsgang i Reykjaviks bystyre, som har stået på uden afbrydelser siden 1994, synes nu at være afsluttet, og den vil ikke stille op til kommunalvalget næste forår. Valgsejren 1994 var en stor sensation. De splittede venstre- og midterpartier havde lidt under at være i mindretal i bystyret i de seks årtier, hvor Selvstændighedspartiet havde regeret alene, med en enkelt undtagelse, valgperioden 1978-1982. hvor venstrefløjen opnåede flertal. Deres samarbejde gik til gengæld ikke særlig godt dengang. Det var i realiteten tre politiske borgmestre, der regerede byen, man ansatte den fjerde, en upolitisk embedsmand, som bar den egentlige borgmestertitel. Selvstændighedspartiet genvandt sit flertal i bystyret 1982 under ledelse af Davíð Oddsson (ja, han er også person i dette skuespil).

Reykjaviklisten vand tre valg

Venstre- og midterfolkene gik i1994 sammen om en, politisk borgmesterkandidat, Ingibjörg Sólrún Gísladóttir. Det var ikke mindst takket være hendes evner som politiker, at de vandt tre valg i træk. Efter at Ingibjörg Sólrún forlod borgmesterstolen, stillede op til Altinget og blev formand for Samlingsfronten, er det imidlertid gået ned ad bakke for dem. Ingibjörg Sólrúns efterfølger, Þórólfur Árnason, måtte gå af som følge af sin medvirken i ulovlige prisaftaler, da han var administrerende direktør for et olieselskab. For Reykjaviklistens tredje borgmester i valgperioden, Steinunn Valdís Óskarsdóttir, er det ikke lykkedes at blive det samlingspunkt og den stærke leder, som Ingibjörg Sólrún var.

Men ganske som Ingibjörg Sólrún i sin tid var fødselshjælper for Reykjaviklisten og til stede ved fødslen, er hun heller ikke langt borte ved begravelsen. Man kan hævde, at hovedårsagen til opløsningen af Reykjaviklisten er en øget selvtillid hos Samlingsfronten, efter at have fået over 30% af stemmerne ved de seneste altingsvalg – partiet fik dengang større tilslutning i Reykjavik end Selvstændighedspartiet – og som følge af valget af Ingibjörg Sólrún til formandsposten, for folk i Samlingsfronten mener, at hun vil trække et betydeligt antal stemmer ved altingsvalget 2007. I kraft af sin størrelse har Samlingsfronten stillet krav om flere pladser på kandidatlisterne, hvad især Det Grønne Venstre har haft vanskeligt ved at acceptere. I flere uger kævledes Samlingsfronten, VG og centrumsfolkene i Fremskridtpartiet om fordelingen af poster, og i desperation over ikke at kunne kom frem til et kompromis blev der søsat en idé om to viceborgmester, som unægtelig mindede om 1978-1982. Til sidst sprængte VG forhandlingerne, og de tre partier måtte stille op hver for sig.

Magtbalance

Opinionsundersøgelser viser, at Selvstændighedspartiet på ny vil opnå flertal i bystyret. Det er naturligvis for tidligt at sige noget om, hvordan valget vil gå, men de mere kyniske blandt de politiske kommentatorer hævder, at det egentlig ikke vil passe Samlingsfronten så dårligt, hvis Selvstændighedspartiet opnår flertal i Reykjavik igen. Islandske vælgere søger nemlig altid at skabe en magtbalance (de vælger f.eks. altid den mest venstreorienterede præsident, de kan få, for at skabe modvægt til Selvstændighedspartiets magt) og vil da sandsynligvis stemme på Samlingsfronten og gøre Ingibjörg Sólrún til statsminister ved parlamentsvalget i 2007. Det er muligvis temmelig langt ude, men utvivlsomt ikke værre end så mange andre opslag i det politiske skuespil.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger