I Danmark holder vi den moralske Fane højt og længe har vi prydet os af at vi lå i toppen i internationale målinger af god moral. Når det kom til temaer som tillid til andre mennesker ligger Danmark også i førerfeltet, og når der blev målt på graden af korruption lå Danmark helt i top. Indtil for nylig var spørgsmålet, om danskerne overhovedet vidste, hvordan man stikker en hundrede-kroneseddel under et bord til ham, der sidder overfor. I de seneste måneder er der pillet noget ved den glorie. Det danske firma Grundfoss har bestukket folk i Irak, for at få del i opgaverne under ”Olie for mad-programmet".

Hjemme under mere fredelige himmelstrøg har de danske ejendomsmæglere sommeren igennem måtte læg ryg til en stime af kritik. Når man kigger nærmere på deres metoder, hvor de uden at kny, kan repræsentere flere parter i en og samme bolighandel, så ligner det knap så meget en hetz. Danmarks største ejendomsmægler ægtepar var viklet ind i sag, hvor køberne gav 50.000 i depositum for en bolig, som de så ikke fik lov til at købe alligevel. Mægleren, som viste sig også til dels at være en af ejerne af byggegrundene fratog køberne retten til boligerne, da de fandt ud af at de kunne sælge boligerne dyrere til nogle andre. Om det kun var moralsk forkasteligt eller også korrupt diskuteres stadig i juridiske kredse, men tilliden til ejnedomsmæglerbranchen fik et knæk. Det har ejendomsmæglernes indtjening ikke fået. Ejendomsmæglere, hvis betaling udgør en procentdel af boligens handlede værdi, har i de seneste år haft kronede dage.

Siden den danske regering åbnede op for afdragsfrie lån og tillod en stribe nye lånetyper blandt andet lån med fleksibel rente, er huspriserne i de større byer kun gået en vej, og det er opad. Festen varer måske nok ved, da ingen ved om boligboblen nogen sinde sprænger, men i de seneste måneder har nationalbankdirektøren talt om den, og henvist til bankernes rådgiveransvar. Økonomiminister Bent Bendtsen har understreget, at staten ikke går ind og leverer et sikkerhedsnet under de boligejere, som ikke kan klare huslejen ved en rentestigning. Danmark bliver mere og mere delt i to lejre; dem der kan tale med om, hvad friværdien i deres bolig er steget til, og dem der ikke kan. Politisk er boligejerne indtil videre fredet. Vælgergruppen er for stor og emnet for vigtigt for folk til, at politikere med hang til ministertaburetter har lyst til at rykke ved det privilegium.

Til gengæld havde alle politikere lige pludselig lyst til at give penge til det danske jernbanenet. Der er stadig masser af vælgere med toget hver dag, og alt for mange tog er forsinkede, fordi banenettet ikke er vedligeholdt og togene derfor af sikkerhedsårsager må køre langsommere end køreplanerne tillader.

I Grønland går det til gengæld hurtigt med de hvide snepletters forsvinden fra landkortet. Dele af Grønland er smeltet og blevet grønnere, fordi årstidernes egenlogik er gået i udu:

Sneen smelter og naturens regnskab har røde streger på bundlinjen. Så meget var 20 miljøministre enige om, efter at de i august på Danmarks initiativ besøgte isfjorden ved Ilulissat. Fjorden er et eksempel på, at det ikke kun er årstidernes skiften, der bestemmer temperaturen. For ti år siden var fjorden frosset til is om vinteren, det er den holdt op med. Initiativet til mødet kom fra Miljøminister Connie Hedegaard. Hun havde forment embedsmænd adgang til mødet og ønskede den frie politiske dialog, til gengæld måtte der ikke refereres fra mødet. Da ministeren sagde til dansk fjernsyn om aftenen, at hun synes dialogen var vigtigst, kunne man næsten se mistroen lyse ud af journalistens øjne. Men spørgsmålet er, om idealet fra demokratiets fødsel om fri dialog i kaffestuer med højt til loftet ikke er en mangelvare i moderne politik. Angsten for at ”love” mere i et udbrud, som kunne risikere at komme fra hjertet, er så store, at internationale møder består i milimeter-forskydninger af bisætninger, som kun embedsmænd med juridisk embedseksamenen kan holde rede på. Initiativet om dialog er godt og gavner sikkert miljøet til det næste ”rigtige” miljøtopmøde. Man kan så håbe, at næste gang nogle holder politiske dialog møder, må vi andre gerne få at vide, hvad de talte om.

Der var i de samme dage som miljømødet også andre varme sager nordfra. Årsagen var dog en anden. Det handlede om enorme privatforbrug af offentlige midler, og der var ikke basis for at give miljøet eller vejrliget ansvaret for miseren. To af de tidligere medlemmer af det grønlandske Landstyre politikerne Jens Napãtôk og Rasmus Frederiksen fra regeringspartiet Siumut havde brugt flere hundrede tusind kroner på repræsentationskontoen på alt for kort tid. Det viste en revisionsrapport. Alene i 2004 havde det nu tidligere landstyrermedlem for boliger, infrastruktur og miljø Jens Napãtôk brugt 412.221 kroner på sushi, dyre vine, værtshuse, stripbarer og en privat familiemiddag.

Det andet nu afgåede medlem Rasmus Frederiksen pegede efter sin afgang på, at hvis han skulle undersøges, så kunne man lige så godt undersøge hele Landsstyret, for så ville man finde endnu flere enorme repræsentationsudgifter. Sagen fik den grønlandske opposition til at kræve nyvalg og Landstyrets koalitionspartner det socialistiske parti Inuit Ataqatigiit raslede også med sablen ved at true med at forlade regeringen, hvis de ikke fik indflydelse på, hvem der skulle erstatte de to afgåede medlemmer af regeringen.

I Danmark gav sagen anledning til at diskutere graden af kontrol med bloktilskuddet på over tre mia., som hvert år sendes til Grønland. Et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre ønskede mere kontrol med midlerne. Et af forslagene er, at Rigsrevisionen skal kontrollere de penge, som Danmark sender til Grønland. Rigsrevisionen er det organ, der som de eneste kan kontrollere budgetterne hos Regeringen og de statslige institutioner. Revisionen er uafhængig af det øvrige statsapparat og hører direkte under Folketinget. Det er dog Rigsrevisionens politiske overbygning, statsrevisorerne, der udtaler sig på baggrund af rigsrevisionens indstillinger. Statsrevisorernes dom er frygtet af alle i statsadministrationen og blandt ministre. Hvis kontrollen med de Grønlandske bloktilskud skulle kontrolleres af den danske statsrevision ville det derfor svække deres selvstændighed, da de ville blive behandlet på linje med de danske statsinstitutioner og ikke som et selvstændigt parlament. Til gengæld ville en model, der svarer til den danske, hvor man oprettede en egen grønlandsk statsrevisionsenhed give mening. Et parlament som ikke har sine egne indbyggede kontrolmekanismer, er alt for afhængigt af politiske vinde. Når så sagen som denne omhandler svindel med repræsentationskonti, så bliver det personlige forhold og politiske studehandler der kan slå plat om hjemmestyret som institution - den slags karaktermord har ingen politiske systemer fortjent. Det må være mængden af sushi og stripbarer, der skal bestemme en person eller et partis fremtid og ikke parlamentariske konstellationer på et bestemt tidspunkt.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger