Hvis der var noget den danske valgkamp i januar og februar ikke var præget af, så var det politisk debat. Den var desværre blevet aflyst allerede inden valgkampen. Aflysningen skyldtes, at formændene for landets to største partier Statsminister Anders Fogh fra Venstre (V) (liberale) og tidligere formand for Socialdemokratiet (S) Mogens Lykketoft allerede før valget lovede vælgerne, at de i en kommende regeringsperiode ikke ville ændre på skatten, pensionsområdet og overførselsindkomsterne, heller ikke Statens Uddannelsesstøtte. De ville i øvrigt heller ikke ændre på linjen i udlændingepolitikken. I stedet lovede de vælgerne næsten enslydende forbedringer på skole og familieområdet. Tja, og så var der ikke meget debat tilbage, for i Danmark er det ikke moderne at debattere udlandsstof eller miljøstof i en valgkamp.

Trendy parti i valgkampen

Hvis stjerner står helt stille er det lettere at få øje på de flyvende kometer. Den første komet fløj allerede hen over den politiske himmel under valgkampen. Det var partiet Det Radikale Venstre, der er et gammelt husmandsparti, men består i dag mest af gymnasielærere, kunstnere og intellektuelle. Det lille midterparti oplevede under valgkampen kolossal medvind ikke mindst fordi de i modsætning til de store partier gerne ville diskutere omtålelige emner som velfærdsreformer og skattepolitik. Undersøgelser af vælgergrupper viste massiv tilslutning fra studerende i de store byer og i enkelte trendy bydele i København opnåede partiet højeste stemmeandel. De unge var vilde med partiets, som under valgkampen ikke hed de Radikale men de ”Radicoole”.

En ny højre-venstreskala toner frem

Det Radikale Venstre er et typisk moderne parti, som ikke entydigt kan placeres på den klassiske politiske linje fra venstre til højre. På den klassiske højre-venstre skala, er det den økonomiske fordeling af goderne i et samfund, der bestemmer hvor partiet ligger på aksen. Altså hvis man mener, at dem der tjener flest penge skal have skattelettelser, så ligger man til højre. Hvis man derimod mener, at de rige skal dele med dem der tjener knap så godt, så ligger man til venstre på skalaen.

Det Radikale Venstre vil gerne som højrefløjen, (hvis vi havde en) have skatten på arbejde ned. Samtidig er partiet meget globalt, miljøvenligt og innovativt for nu at bruge et moderne ord. Overfor de Radikale står på den nye højre venstreskala ”Dansk Folkeparti” som lægger vægt på nationale værdier og som er imod udbygningen af EU. I denne nye pol på det politiske spektrum er det fællesskab inden for landets grænser og frygten for globaliseringens følger, der bedst beskriver politikken.

Der står to kvinder i spidsen for de to partier. Det er Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Ingen af de to kvindelige ledere er bange for at debattere. De gik begge frem ved valget, og under valgkampen dannede de to da også makkerpar og modpoler til til debatmøderne rundt om i landet.

Trendy leder hos Socialdemokraterne

Efter valget skete der flere ting både med kvinderne og med tavshedspolitikken.

Socialdemokraterne valgte den 12. april Helle Thorning Schmidt som ny kvindelig leder af partiet.

Hun havde indtil for nylig ikke betrådt Folketingets talerstol, men havde til gengæld fem år på bagen som europaparlamentariker. Hun kom som en komet ind fra højre og slog tidligere Justitsminister Frank Jensen. Kritikere kaldte ham for manden, der stod for beton og klassekamp, hvorimod hun fik tilnavnet GucciHelle, fordi hun altid viser sig i trendy designertøj. Men navnet passer også, fordi hun i sin tilgang ikke ligner en socialdemokrat ”classic”, men blandt andet gør op med ’en til dig en til mig’-politikken.

Og der er måske flere kvinder på vej i toppen af dansk politik. I SF stemmer medlemmerne i disse dage om ny formand og to af de tre kandidater er kvinder. I fremtiden kan partiet de Konservative måske vælge mellem de to kronprinsesser Connie Hedegaard eller Lene Espersen.

Tavsheden brudt på pensionsområdet

Men tilbage til Socialdemokraterne. Med Helle Thorning som leder har partiet ifølge en meningsmåling overhalet Venstre i størrelse og er kommet over de ’magiske’ 30 % af stemmerne. Allerede under formandsopgøret satte Helle Thorning de ellers aftalte ”Dem snakker vi ikke om temaer” på dagsordenen. Hun ville både tale efterløn og pensionsalder, og efter hun er blevet valgt, er det så regeringen, der skal vise om den tør bryde med den såkaldte ”kontrakt- og løftepolitik”. –Altså løftet til vælgerne om, at reformer bliver der ingen af. For at forstå hvor problematisk en efterlønsreform er, hører det med til historien at Socialdemokraterne senest tabte regeringsmagten på, at daværende statsministeren Poul Nyrup Rasmussen i valgets sidste dage udstak et såkaldt ”Efterlønsbevis”. I regeringsperioden der fulgte, lavede partiet alligevel en efterlønsreform, og det blev af vælgerne opfattet som et løftebrud. Den socialdemokratiske regering betalte prisen og tabte regeringsmagten ved næste valg. Med sine markante holdninger har Helle Thorning brudt tavsheden og generobret vælgere fra Det Radikale Venstre, men hun har også sikret sig, at vælgerne ikke flygter til den anden modpol Dansk Folkeparti ved at love at fastholde linjen overfor flygtninge og indvandrere.

Tryghed luner kun så længe den varer

I en rapport som kommissionen lavede for et par år siden kom Danmark i øvrigt sammen med Sverige og Holland ud som nogle af de lande, der havde forberedt sig bedst på de demografiske ændringer i befolkningen. -Den såkaldte ’ældrepukkel’ der om mindre end ti år kan blive et af Europas største problemer. Om 50 år er hver tredje europæer over 15 år på pension. Selvom man ikke skulle tro, at det kan komme som en overraskelse for nogen, at mennesker bliver et år ældre for hvert år der går, er store dele af Europa blevet overrumplet af det faktum.

Når Danmark ligger lunt i svinget sammenlignet med situationen i de fleste andre europæiske lande, skyldes det, at folkepensionen sikrer alle en minimumspension. Tilsvarende ligger vi også i førerfeltet, når det gælder arbejdsmarkedspensioner, idet otte ud af ti danskere er dækket af en arbejdsmarkedspension.

Alt er dog ikke lutter idyl. Hvis der i fremtiden skal blive råd til de danske ordninger, kræver det, at der kommer flere i arbejde. Med udflytningen af arbejdspladser de seneste år, ser planen ikke helt skudsikker ud. EU-kommisionen kaldte da også i sin rapport regeringens planer for „ambitiøse“. Spørgsmålet er, om Danmark kan skaffe nye hænder nok til at erstatte dem, der forlader arbejdsmarkedet.

I forhold til den realpolitiske debat om emnet er spørgsmålet dog snarere om det lykkedes socialdemokraterne at fastholde pensionsdebatten. Indtil videre vil regeringen vente til Velfærdskommissionen har talt til efteråret, og så sover vi trygt så længe.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger