”Skilsmisse i kongehuset”. Da dette nyhedstelegram tikkede ind hos de danske medier den 16. september, stod alt stille i Kongeriget Danmark. Danskerne sad klistret foran ekstranyhedsudsendelserne, og samtalestoffet til frokost- og middagsselskaber var givet på forhånd, Hvordan kunne det komme så vidt for eventyrparret, prinsesse Alexandra og prins Joachim?

Mens medierne er gået i ”skilsmisse-selvsving”, har statsminister Anders Fogh Rasmussen indledt forhandlinger med de politiske partier i Folketinget om EU’s forfatningstraktat. Selvom hele formålet med denne ”nationale politiske aftale” er at sikre det danske EU-medlemskab, kan det faktisk ikke afvises, at nyhedstelegrammerne om et par år på ny kan melde om skilsmisse i Kongeriget – Danmark melder sig ud af EU! Indtil videre er der i hvert fald ikke nogen i Danmark, der har kunnet pege på, hvordan det danske EU-medlemskab kan blive reddet, hvis danskerne på ny stemmer nej til en ny traktat. I modsætning til de øvrige lande har Danmark jo allerede fire forbehold i forvejen og kan derfor næppe satse på at redde situationen ved at få nogle nye.

EU’s forfatningstraktat blev vedtaget i midten af juni 2004, og siden er EU-debatten, med Europa-Parlamentsvalget som en kort undtagelse, nærmest gået i dvale. De få gange EU-temaet overhovedet har været oppe at vende, har omdrejningspunktet været dato og taktik. Hvornår vil det være klogest af regeringen at lægge forfatningstraktaten ud til folkeafstemning? Før eller efter briterne?

SF i nøglerolle

Med regeringens melding om, at den vil gå efter en bred politisk aftale med folketingets partier, er der på ny kommet lidt gang i debatten om forfatningstraktaten. Regeringens formål med aftalen er først og fremmest at sikre sig så bred opbakning i Folketinget til forfatningstraktaten som muligt. Dansk Folkeparti og Enhedslisten har på forhånd vendt tommelfingeren ned over for forfatningstraktaten, og i oktober fulgte Kristendemokraterne trop. Tilbage er imidlertid socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (SF).

Sidstnævnte er uden tvivl nøglepartiet for regeringen. I de sidste tre EU-afstemninger har SF været tungen på vægtskålen. I hvert fald er det gået, som partiet har anbefalet! I 1992, da danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten, lagde partiet sig i selen for netop et nej. I 1993 gik SF med i det såkaldte nationale kompromis, som indeholdt forbeholdene, og var bagefter en af drivkræfterne, der sikrede et ja i folkeafstemningen. I 2000 svingede partiet imidlertid tilbage på ”nej-kursen”, da danskerne skulle tage stilling til euroen. Som bekendt svingede befolkningen samme vej og sagde nej til euroen og ja til kronen.

Selvom regeringen næppe på forhånd vil kaste håndklædet i ringen, hvis SF nægter at gå med i en aftale, er det svært at komme udenom, at et ja fra SF vil legitimere en positiv EU-linie langt ind i socialdemokraternes række. Ganske vist er Socialdemokratiet i dag et EU-positivt parti, men der findes stadig skepsis blandt dets vælgere.

Udover at få SF med på ja-vognen er regeringens formål med den politiske aftale at lukke af for en række potentielle farlige flanker i den kommende folkeafstemning. Det drejer sig for det første om forfatningstraktatens såkaldte ”passarelle-bestemmelse”. Af den fremgår det, at EU-landene fremover vil kunne ændre i traktaterne, uden at det kræver en ny regeringskonference. F.eks. vil regeringscheferne kunne blive enige om, at flere politikområder fremover skal kunne afgøres ved hjælp af flertalsafgørelser. En sådan beslutning forudsætter dog, at alle 25 medlemslande er enige, dvs. at blot et enkelt land vil kunne nedlægge veto.

”Folkeafstemningsdræber”?

Allerede i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet hævdede Junibevægelsen og Dansk Folkeparti, at forfatningstraktaten var lidt af en ”folkeafstemningsdræber”. Fremover ville befolkningerne nemlig slet ikke blive spurgt, når der blev ændret i traktaterne. I den nationale politiske aftale vil regeringen derfor love at konsultere Folketinget, når ”passarellebestemmelsen” bliver anvendt.

En anden flanke er den danske velfærdsstat. Med forfatningstraktaten kan visse bestemmelser inden for socialpolitikken nu vedtages med flertalsafgørelser. Alle lande er imidlertid udstyret med en nødbremse, der bevirker, at de kan blokere for lovgivning, hvis centrale del af det nationale velfærdssystem pludselig sættes under pres. I den nationale politiske aftale vil regeringen fastlægge nogle spilleregler, der sikrer, at folketingets partiet får en markant indflydelse på, hvornår nødbremsen skal aktiveres.

Udover at lukke flankerne af er det også planen, at partierne skal blive enige om nogle fremadrettede ”pinde” om Danmarks EU-politik. Hvad er det egentlig, Danmark vil satse på i EU-sammenhæng i de kommende år, nu da mærkesagen over dem alle, nemlig EU’s østudvidelse er sikret? Selvom det måske kan blive vanskeligt for partierne at enes om nye mærkesager, bør denne fremadrettede del af kompromiset ikke undervurderes. Hvis partierne bruger al krudtet på at understrege, hvor de i fællesskab vil blokere for EU-beslutninger, vil der hurtigt brede sig et indtryk af, at forfatningstraktaten er farlig. Hvorfor skulle partierne ellers kun koncentrere sig om de beslutninger, man vil undgå frem for dem man vil opnå?

Fronterne trækkes op

Efter planen skal aftalen vedtages i løbet af november. Umiddelbart efter den 29. oktober, hvor forfatningstraktaten skal underskrives i Rom, vil regeringen offentliggøre to centrale redegørelser. Den første er Justitsministeriets såkaldte §20-redegørelse, der vil kortlægge, på hvilke områder Danmark afgiver suverænitet med forfatningstraktaten. På papiret er det denne rapport, der afgører om danskerne overhovedet skal til folkeafstemning. I henhold til den danske grundlov skal der nemlig afholdes folkeafstemning, hvis Danmark afgiver suverænitet til EU – og hvis dette ikke støttes af 5/6 flertal i Folketinget. Da statsministeren imidlertid allerede har meldt ud, at der skal stemmes, samler spændingen sig denne gang primært om, hvor megen suverænitet vi afgiver.

Den anden redegørelse står udenrigsministeren for. Traditionen tro er der her blot tale om en kortlægning af betydningen af den nye EU-traktat. I et klima, hvor ja- og nej fronterne allerede er ved at blive trukket skarpt op, vil redegørelsen dog uden tvivl give anledning til betydelig debat. Reelt er den da også regeringen første samlede bud på forfatningstraktatens betydning.

Hvis det lykkes at få SF med på den politiske aftale, vil spændingen herefter samle sig om SF. Vil SF’s ledelse, med Holger K. Nielsen i spidsen, anbefale et ja til SF’s medlemmer? Og vil denne anbefaling blive fulgt af SF’s medlemmer, der for første gang i en urafstemning skal tage stilling til en EU-traktat? Resultatet vil foreligge lige inden jul.

Langstrakt kampagne

Umiddelbart skulle man tro, at et ja fra SF og den politiske aftale skulle tale for, at regeringen vil tage en hurtigt folkeafstemning. Det er der imidlertid intet, som tyder på. Ligesom i Storbritannien vil regeringen først satse på at blive genvalgt; derefter skal der holdes folkeafstemning. Reelt betyder det også, at det først bliver det nye folketing, der skal tage stilling til forfatningstraktaten. Da regeringen p.t. synes fristet af tanken om at vente på briternes afstemning, kan en dansk afstemning meget vel først komme til at ligge i foråret 2006.

Hermed er der lagt i kakkelovnen til en meget langstrakt kampagne. Netop kampagnens længde vil give anledning til stor diskussion. For hvordan vinder man en folkeafstemning i Danmark? Ved at tage en lang debat – eller ved at udskyde hele debatten til de sidste to måneder? Derimod vil der næppe være den store diskussion om selve valgtemaet. Det har både ja- og nej-siden nemlig allerede taget hul på. Temaet bliver ganske enkelt, om Danmark skal blive i EU eller ej? Eller for på ny at vende tilbage til septembers måneds store danske begivenhed: temaet bliver, om Danmark skal give ægteskabet en ny chance eller gå efter en skilsmisse, der – helt ligesom prinsesse Alexandra – dog sikrer Danmark en vis tilknytning til den gamle ægtefælle.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger