De danske skolebørn får et endog særdeles godt 2005. Folketingsvalg og afstemninger er nemlig ensbetydende med lukkede skoler, og det betyder ekstra, uventede fridage, når gymnastiksalene omdannes til stemmelokaler. Kort tid efter den første afstemning i år, folketingsvalget den 8. februar, meldte statsministeren ud, at danskerne allerede skal til stemmeurnerne næste gang den 27. september, hvor temaet er ja eller nej til EU’s forfatningstraktat. Og med et kommunalvalg i november, er 2005 altså et jubelår for de danske skolebørn. Om 2005 også bliver et jubelår for den genvalgte statsminister er straks et helt andet spørgsmål. Denne artikel vil se på perspektiverne omkring den kommende danske EU afstemning og give nogle bud på, hvilke temaer der vil præge de kommende måneders debat.

Hurtig udmelding om EU-valg

Der har været en del spekulationer i Danmark om, hvornår afstemningen skulle finde sted. Ville den blive afholdt, før eller efter briterne har stemt? Der har også været forslag oppe om, at Danmark skulle stemme samme dag som i Storbritannien. Det eneste, der har været helt givet var dog, at Danmark senest den 1. november 2006 skulle have taget endelig stilling til forfatningstraktaten. 1. november 2006 er nemlig den deadline, der er fastsat i traktaten. Efter folketingsvalget i februar måned gik der imidlertid ikke lang tid, før statsministeren meldte ud.

Mindre end én uge efter valget havde statsministeren udarbejdet et såkaldt regerings-grundlag, der på godt 50 sider – punkt for punkt – ridser op, hvad befolkningen kan forvente sig af regeringen inden for den næste fire års periode. Det europæiske samarbejde fylder omkring 1 side i grundlaget. Og ét af de vigtige budskaber er, at befolkningen får lejlighed til at tage stilling til den nye EU-traktat ved en folkeafstemning. Regeringen har samtidig lovet, at der inden afstemningen ”vil blive god tid til en debat om traktaten”.

...mens jernet er varmt

Et par uger efter regeringsgrundlaget løftede statsministeren så sløret for, hvad man skulle lægge i begrebet ”god tid”. Folkeafstemningen skulle finde sted den 27. september og dermed ville der være ½ år til debatten. Som forklaring på netop denne dato pegede Anders Fogh Rasmussen også på, at ”der var plads i kalenderen”. Afstemningen kunne så at sige blive kilet ind mellem vedtagelsen af kommunalreformen (forsommeren 2005) og afholdelsen af kommunalvalget i november 2005. Med til billedet hører dog nok også, at statsministeren den 21. december fik en ”forjulegave” af Socialistisk Folkeparti’s formand (SF), Holger K. Nielsen.

Gaven var kort sagt, at SF ville anbefale sine medlemmer at stemme ja til traktaten. Og det er ikke et hvilken som helst parti, der dermed bakker statsministeren op. Et kig på de danske afstemninger om EU viser nemlig, at sandsynligheden for et dansk ja stiger, når SF anbefaler et ja. Bortset fra ved afstemningen om Amsterdam-traktaten i 1997, har den danske befolkning stemt som SF har anbefalet. Med SF som støtte følte statsministeren sig åbenbart klar til at tage en hurtigere afstemning, end der oprindeligt lå i kortene.

Dansk tradition for EU-afstemninger

Mange EU-forskere og jurister har allerede peget på, at forfatningstraktaten ikke er et tigerspring fremad i integrationsprocessen. Det rejser naturligvis spørgsmålet, hvorfor forfatningstraktaten så overhovedet skal til folkeafstemning i Danmark. Det formelle svar findes i den danske grundlovs §20. I henhold til denne paragraf skal regeringen overvinde en række skrappe krav på hjemmefronten for at kunne sig god for traktater, hvor Danmark overfører suverænitet ”i nærmere bestemt omfang”. Enten skal regeringen kunne samle 5/6 flertal i Folketinget (dvs. 150 af Folketingets 179 medlemmer), eller også må man overbevise den danske befolkning om at stemme ja ved en folkeafstemning.

Regeringens jurister har vurderet, at Danmark på 9 konkrete tekniske områder vil overføre suverænitet til EU. Det drejer sig f.eks. om EU-beføjelser til at udvikle en europæisk rumpolitik og muligheden for at indføre fælles EU-bestemmelser om udformning af identitetskort. Da der imidlertid ikke er det nødvendige flertal i det nye Folketing, er regeringen nødt til at spørge befolkningen. Ren juristeri er det nu ikke. For statsministeren havde allerede inden Justitsministeriets redegørelse slået fast, at den danske befolkning skulle afgøre forfatningstraktatens skæbne i Danmark. Med 6 tidligere folkeafstemninger in mente er der også nærmest tradition for dette.

To klassikere....

Når danskerne drager ned på deres lokale skole, skal de kun sætte ét kryds på stemmesedlen. Diskussionen om hvorvidt de fire danske forbehold skal ophæves, er nemlig udskudt til senere folkeafstemninger.

Hvis vi trækker krystalkuglen frem, er det allerede muligt nu at få øje på de første temaer, der vil præge de kommende måneders debat. Uden tvivl skal vi dog hen forbi sommerferien, før debatten vil køre på de høje nagler. Af temaer, der kommer til at dominere debatten, vil der formentlig være to klassikere, som går igen og igen i den danske EU debat. Og så en joker.

De to klassikere handler om, hvorvidt danskerne skal acceptere ”mere Union”. Vil vi med et ja til den kommende traktat tage endnu et skridt på vejen mod Europas forenede stater, hvor det alene bliver Folketingets opgave at ”blåstemple”, hvad ministre og bureaukrater allerede er blevet enige om i Bryssel? Eller er forfatningstraktaten dybest set kun en omredigering af de eksisterende traktater, der dermed ikke vil medføre de store ændringer for Danmark?

Den anden klassiker handler om konsekvenserne af et nej. Vil et dansk nej være ensbetydende med, at vi påbegynder første fase af en dansk udslusning fra EU samarbejdet? I hvert fald har statsministeren allerede meddelt, at Danmark i forvejen har så mange undtagelser, at det efter et nej kun vil være muligt at tage et forbehold over for hele samarbejdet! Eller er et nej bare et ”ja tak til status quo”, forstået på den måde, at forfatningstraktaten så bare vil falde til jorden, og at alt vil blive, som det er i dag? Som bekendt er Danmark jo langt fra det eneste land, der skal til folkeafstemning.

...og en joker

Og endelig er der jokeren, nemlig Tyrkiet. Vil et dansk ja (eller for den sags skyld et samlet ja) til EU traktaten føre til, at Tyrkiet nu bliver medlem af EU? Hvis vi ønsker at sende et klart signal til EU’s stats- og regeringschefer om, hvad vi mener om Tyrkiets optagelse i den europæiske union – er det så ikke bedst at stemme nej? Dansk Folkeparti har allerede meldt ud, at et nej til traktaten vil betyde, at Tyrkiet ikke skal gøre sig forhåbninger om medlemskab af EU. Omvendt peger regeringen på, at forfatningstraktaten intet har med spørgsmålet om Tyrkiets eventuelle medlemskab at gøre. Vanen tro skal der nok dukke en stribe andre enkeltsager op, som pludselig vil overskygge selve traktaten. I 2000, i forbindelse med euro-afstemningen, blev Østrig- sanktionerne, f.eks. pludselig det altoverskyggende emne.

Netop muligheden for, at jokere pludselig kan komme i spil, gør, at ingen i Danmark er villig til at lægge hovedet på blokken og komme med at et klar bud på valgresultatet. Meningsmålingerne peger ellers på, at kun hver 5. dansker vil stemme nej. Slår man op i historiebogen, plejer det også at gå sådan, at ja-siden fører voldsomt inden debatten går i gang, for så løbende at tabe terræn.

Hvis resultatet af afstemningen bliver et klart ja, vil regeringen sandsynligvis relativt hurtigt forsøge at sætte de danske forbehold til debat. At dømme efter hidtidige udtalelser fra regeringen tyder meget på, at forbeholdene (forsvar, euro og det retlige samarbejde) vil komme til afstemning enkeltvis. Hvis det er rigtigt, kan de danske skolebørn godt begynde at glæde sig til endnu flere fridage.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger