Europadebatten bliver højaktuel i Island engang imellem, men er mindre diskuteret der imellem. Kun det Socialdemokratiske parti har sat Islands EU-medlemskab på sin agenda, men partiet har dog ikke sat emnet øverst i sin agitation i de seneste semestre. Det var også andre grunde til at emnet kom på dagsordenen i begyndelsen af det nye år. For det første overvejede mange, om udenrigsminister og formand for det konservative Selvstændighedsparti, Davíð Oddsson, havde skiftet mening vedrørende muligheden for Islands medlemskab af EU. For det andet rørte en anset professor ved Islands universitet op i debatten ved at foreslå, at Island opsiger traktaten om det Europæiske økonomiske samarbejde (EØS), uden samtidig at blive medlem af EU.

Et større og mere attraktivt EU?

Davíð Oddsson sagde for nyligt i en tale på et møde hos Selvstændighedspartiet, at EU har undergået store forandringer. „Efter denne store udvidelse, for ikke at tale om når og hvis Tyrkiet bliver medlem af Den Europæiske Union, bliver det en helt anden union end den vi har i dag. Det bliver umuligt at centralstyre den i samme pedantiske grad som det er tilfældet i dag. Således kunne EU´s videre udvidelse ændre Unionen til et EU som islændinge muligvis kunne tænke sig at være en del af.” Davíð Oddsson tilføjede i et interview med den statslige radios fjernsynsnyheder, at Ukraines medlemskab af EU også ville ændre unionen en del; det ville være umuligt at holde fast i det omfangsrige centralstyre i så et stort og folkerigt statsforbund og EU kunne ændres til det som han synes ville være mest ønskeværdigt; „ét egentlig hjemmemarked uden denne tendens til overcentralisering som vi kender det fra EU i dag.”

Kovending hos udenrigsministeren?

Mange har funderet over, hvorvidt denne udtalelse er et tegn på en kovending hos Davíð Oddsson, som under sine 13 år som statsminister ofte gentog, at Island intet ærinde havde i det Europæiske union. Det er dog næppe tale om en kovending. Davíð Oddsson har aldrig udelukket at Island engang i fremtiden muligvis bliver medlem; han har blandt andet sagt at hvis Danmark, Sverige og Storbritannien bliver medlemmer at ØMU-samarbejdet – en tredjedel af Islands udenrigshandel er med disse lande – bliver Island nødt til at genoverveje sin holdning til medlemskab. Davíð har muligvis villet tale positivt om EU på grund af de mange partifæller, der er positivt indstillede i forhold til medlemskab af Unionen, ikke mindst indflydelsesrige folk i erhvervslivet. Men den version af EU som han ser som den mest tiltrækkende for Island, realiseres næppe i den nærmeste fremtid.

Flere ting skal dog tages op til overvejelser i forbindelse med dette. Mange islændinge er, ligesom Davíð Oddsson, imod et „dybere” EU og ser hellere et mere løst forbundet forbund med færre overstatslige træk. Men EU´s historie viser, at hver gang Unionen er blevet udvidet, er samarbejdet ligeledes blevet dybere; samarbejdet er blevet mere overstatsligt, blandt andet af rent praktiske grunde. Desto flere medlemsstater der bliver, jo sværere bliver Unionen at styre, hvis alle stater har vetoret på alle områder.

Hvad med den fælles fiskeripolitik?

Hidtil har de fleste islændinge anset EU´s fælles – og nogenlunde unyttige - fiskeripolitik som den største tærskel i vejen for Islands medlemskab. Selvom EU bliver udvidet endnu mere mod øst, medfører det ikke nødvendigvis at den fælles fiskeripolitik bliver ændret. Stater som Ukraine og Tyrkiet har kun meget begrænsede interesser i forhold til fiskeri og deres indtræden vil næppe medføre store ændringer i fiskeripolitikken.

Mangel på initiativ eller tegn fra EU´s side vedrørende muligheden for at der bliver lavet ændringer på den fælles fiskeripolitik er faktisk begyndt at volde irritation hos de mange islændinge, der har arbejdet mest for at åbne døren til EU. Blandt dem er statsminister Halldór Ásgrímsson. I en af sine sidste taler som udenrigsminister, som han holdt i Akureyri i september sidste år, skældte han EU ud for: „ikke engang at have antydet at Unionen ville være villigt til at vise den bøjelighed som er nødvendig for at sikre Nordeuropas fiskerinationers fundamentale interesser.” Med disse ord antydede Halldór Ásgrímsson at han har gjort det han kunne på hjemmefronten for at skabe gunstige vilkår for Islands medlemskab af EU – nu må det være EU´s tur til at antyde at også Islands interesser bliver taget i betragtning.

Det kan tydeligt høres på mange politikere i Sverige, Danmark og Finland, at de gerne ser at Island bliver medlem af EU. De anser det som styrkelse af deres position, da Island sandsynligvis oftere vil være på deres side i afstemninger i Ministerrådet og sjældnere vil støtte de sydeuropæiske staters standpunkter. Men det er også klart, at hvis disse politikere ønsker en ekstra allieret i Ministerrådet bliver de nødt til at arbejde på at der bliver lavet ændringer i EU´s fælles fiskeripolitik eller at staterne ved Nord-Atlanten bliver fritaget fra den.

Islændingenes stilling til den fælles fiskeripolitik bygger kun i begrænset omfang på økonomiske præmisser. Fornuftige ræsonner er blevet fremført som antyder at endog under den nuværende fælles fiskeripolitik ville Island bestemme over kvoteuddelingen, udenlandske trawlere ville kun i en lille grad kunne komme ind i den islandske økonomiske jurisdiktion etc. Det er dog ikke det der har størst indflydelse på folks holdning, men det faktum at den formelle beslutningsmagt over det islandske fiskeriterritorium ville være hos Ministerrådet i Bryssel. I lys af historien – fiskeriets rolle i at gøre islændinge rige, kampen for selvstændighed og torskekrigene – ville islandske vælgere næppe acceptere sådan en ordning – og det er dem der sikkert vil have det sidste ord i forhold til Islands EU-medlemskab.

Det ville sandsynligvis have stor indflydelse på islændingene, hvis Norge blev medlem af EU og begyndte at øve direkte indflydelse på den fælles fiskeripolitik. Det kunne blive en fiskeripolitik som både ville være mere fordelagtig for Island, men samtidig ville det norske fiskeris konkurrenceevne sikkert forbedres en del i forhold til den islandske. Lignende argumentation er faktisk ofte brugt i Norge for at argumentere for landets medlemskab af EU; hvis Island bliver medlem før Norge, ville norsk fiskeriindustri ikke kunde holde længe ud udenfor EU.

Skal EØS-traktaten opsiges?

Nogle mener dog at Island ikke behøver et tættere forhold til EU, men tværtimod. Det vakte en del opsigt da professor i økonomi ved Islands universitet, Ragnar Árnason, i et avisinterview foreslog, at fordele og ulemper ved at opsige EØS-traktaten bliver granskede. Ragnar Árnasons hovedargumenter er firdelte. For det første påpeger han at told og handelshindringer generelt er blevet reduceret i verden siden EØS-traktaten blev lavet og derfor er der færre grunde til dens eksistens end tidligere. For det andet pointerer han, at de økonomiske reformer som traktaten har bidraget til er blevet rodfæstet og uigenkaldelige. For det tredje fremhæver han at mange af EU´s regler, som Island er nødt til at lovfæste, egner sig dårligt for islandske omstændigheder og medfører store omkostninger for landet. For det fjerde mener han, at medlemskab af EØS-traktaten er for dyr på grund af udgifter til EU´s udviklingsfond for at støtte mindre rige stater i EU.

Ragnar Árnasons forslag vakte enorm opmærksomhed, ikke mindst på grund af, at det er for første gang siden hårde stridigheder om Islands deltagelse i EØS blev afsluttet i 1990´erne, at en anset person foreslår opsigelse af traktaten. Ikke engang de politiske kræfter, som kæmpede hårdest imod EØS, det vil sige venstresocialister og midterpartiet Fremskridtspartiets bondefraktion, har foreslået opsigelse af traktaten. Mange har også fejet Ragnar Árnasons idé af bordet med den begrundelse at den er ufornuftig. Udenrigsminister Davíð Oddsson har dog sagt at den er værd at se nærmere på.

Ved nærmere overvejelse findes der selvfølgelig en del sandhed i, at det kan være upraktisk og bekosteligt for Island at lovfæste forskellige EU regler, som ikke egner sig til islandske forhold. Spørgsmålet er, hvilken løsning er bedst; at opsige EØS-traktaten eller at søge medlemskab af EU, og dermed få muligheden for at have politisk indflydelse på reglerne. Hvis Island fortsat ønsker at have adgang til EU´s indre marked, skal landet selvfølgelig i stor grad have de samme regler som Unionen, hvad enten det hedder EØS eller ej.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger