I Islands næststørste politiske parti, Samlingsfronten (Det Socialdemokratiske Parti), er et formandsopgør begyndt, hvor familieforbindelser spiller ind i bogstavelig og overført betydning - dels pga. de nære relationer mellem de to kandidater, dels pga. det slægtskab mellem socialdemokraterne og fagbevægelsen, som i Skandinavien opfattes som en af livets kendsgerninger, men på Island er overmåde omstridt.

Formandsvalg i Samlingsfronten

Samlingsfronten vil holde landsmøde i maj. Her vil det komme til valg af ny formand, hvor valget står imellem den nuverænde formand, Össur Skarphédinsson og Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, næstformand for partiet og fhv. borgmester i Reykjavik. Össur blev valgt til partiets første formand i 2000. Året inden var Samlingsfronten blevet til som et valgforbund af tre venstrefløjspartier: Folkealliancen, Folkepartiet (det “gamle” Socialdemokrati) og Kvindelisten. På det landsmøde, hvor Össur med stor majoritet valgtes til formand, blev Samlingsfronten formelt et politisk parti. Den er det mest vellykkede forsøg på at forene islandske socialdemokrater og socialister i ét parti. Normalt har de partier, der er blevet dannet med det erklærede formål at forene socialdemokrater og socialister, bidraget til at skabe større splittelse på venstrefløjen, end der i forvejen var.

Samlingsfrontens vælgertilslutning

Samlingsfronten opnåede ved valget i 2003 det resultat at få 31,7% af stemmerne, hvor man i 1999 havde fået 26,8%. For mange medlemmer af Samlingsfronten var det psykologisk af stor vigtighed at få gennembrudt “30%-muren”, også selv om det ikke var tilstrækkeligt til at fælde den koalitionsregering af Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet (dvs. det liberale bondeparti), som har siddet ved magten siden 1995. Samlingsfronten kan nu sammenligne sig med andre nordiske socialdemokratiske partier, hvad vælgertilslutning angår - dog med det forbehold, at de fleste søsterpartier befinder sig i en bølgedal for tiden. Dette resultat blev nået under Össurs og Ingibjörg Sólrúns fælles lederskab. Sidstnævnte blev ved valget ført frem som partiets specielle statsministerkandidat, hvilket er en nyskabelse i islandsk politik, idet man ellers normalt har set på partiernes formænd som deres statsministerkandidater. Selv opnåede Ingibjörg Sólrún ikke at blive valgt ind i Altinget ved valget; hun var opstillet som nr. 5 på listen i den nordlige del af Reykjavik-kredsen. Össur var opstillet på listens førsteplads.

Omstridt beslutning

Indtil valget 2003 havde Ingibjörg Sólrún i ni år været borgmester i Reykjavik, som populær og ubestridt leder af Reykjaviklisten, der havde haft flertal i bystyret siden 1994. Hun kommer oprindelig fra Kvindelisten, men efter stiftelsen af Samlingsfronten har mange betragtet hende som den stærke leder, som partiet havde brug for på landspolitisk plan. Før - og umiddelbart efter - kommunalvalget i 2002 nægtede Ingibjörg pure, at hun agtede at skifte arena og gå ind i landspolitik. Dette ændrede sig omkring årsskiftet 2002-03, hvor hun gik ind på at lade sig opstille som nr. 5 på Samlingsfrontens liste i Reykjavik Nord, hvad der synes at skulle have været et forsigtigt skridt ind i landspolitikken, uden at hun ville give afkald på borgmesterstolen. Ingibjörg forregnede sig dog, hvad angik reaktionerne hos Samlingsfrontens sammarbejdspartnere på Reykjaviklisten, nemlig Fremskridtspartiet og Det Grønne Venstre. De kunne ikke acceptere, at hun modarbejdede dem på landspolitisk plan, og stødte hende fra borgmesterembedet.

To års valgkamp

Efter dette besluttede Ingibjörg og Össur i forening at vende den opståede situation til et angreb, og Ingibjörg blev gjort til Samlingsfrontens statsministerkandidat. Men til trods herfor kunne ingen af dem, der fulgte godt med, undgå at bemærke, at Össur med det samme betragtede hende som en trussel, og han begyndte da også allerede før valget at modarbejde hende bag kulisserne. Efter valget, som ikke bragte Samlingsfronten i regering, mente mange, at Ingibjörg var nødt til at styrke sin position i partiet og stille op imod Össur til formandsvalget.

Situationen var og er unægtelig mere kompliceret end som så, eftersom Össur og Ingibjörg er i nær familie med hinanden, gift med søskende som de er. Dette, og nødvendigheden af at holde sammen på partiet, kan godt have haft indflydelse på Ingibjörgs beslutning om kun at stille op til valget af næstformand, til trods for, at hun ifølge meningsmålinger ville kunne forvente overvældende støtte fra partiets medlemmer til formandsvalget. Hun fremsatte derfor den erklæring - som er endnu en nyskabelse i islandsk politik - at hun agtede at gå efter formandsposten ved landsmødet 2005. Og eftersom ingenting tydede på, at Össur ville vige formandspladsen, begyndte tidligt i 2003 i realiteten to års valgkamp med tilhørende kulisseintriger, der har forpestet atmosfæren inden for partiet.

Forskellen mellem kandidaterne

Össur har benyttet sig af, at han har bedre styr på partiets organer end Ingibjörg, samtidig med at han i modsætning til hende har haft sæde på Altinget. Han har derfor kunnet udnytte massemediernes projektørlys en del bedre end hun. Det må anses for sikkert, at Össur nyder betragteligt større støtte hos den hårde kerne af partimedlemmer, men over for dette står, at Ingibjörg kan regne med meget større støtte hos de menige Samlingsfrontkammerater. Eftersom Samlingsfronten holder en tradition i hævd med det mest demokratiske formandsvalg blandt alle Islands politiske partier, dvs. afstemning pr. brev blandt alle partiets medlemmer, må det anses for sandsynligt, at hun vil stå endnu stærkere end Össur, selv om hendes position har været svækket de seneste to år.

Den saglige uenighed mellem Ingibjörg Sólrún og Össur synes ikke at være stor. Der er faktisk dem, der har gjort sig forhåbninger om, at en valgkamp mellem de to ville bidrage til at tydeliggøre partiets kurs i forskellige spørgsmål, men Össur har benyttet sig af, at partiet er ungt og programmet endnu ikke udformet, til simpelt hen at vælge den kurs, der passer bedst til at være i opposition. Denne oppositionstaktik har medført det resultat, at Samlingsfronten nu i meningsmålinger står til at opnå samme tilslutning som Selvstændighedspartiet, nemlig omkring 34%. Ingibjörg Sólrún har på sin side påtaget sig at lede en såkaldt fremtidsgruppe, som skal udforme partiets fremtidige kurs op til landsmødet. De ideer, der indtil nu har set dagens lys fra fremtidsgruppen, synes mere kendetegnet ved midterpolitik end Össurs opppositionskurs, og tager sigte på, at partiet skal have realistiske muligheder for at arbejde sammen med andre i en regering.

Og dermed er vi måske fremme ved forskellen mellem Össur og Ingibjörg. Ifølge mange af Samlingsfrontens medlemmers opfattelse er Össur en livlig oppositionsleder, mens Ingibjörg forekommer mere troværdig som politiker med magt, og det må anses for mere sandsynligt, at lederne af andre partier vil arbejde sammen med hende.

Tilbagevenden til fortiden?

Noget af det, der har arbejdet imod Össur inden for partiet, er, at han i begyndelsen gik ind for et forslag, udgået fra regeringspartierne, om at rette kraftigt op på pensionen til tidligere ministre og altingsmedlemmer, samtidig med at forslaget lagde op til, at lønnen til lederne af oppositionspartierne på Altinget blev forhøjet betydeligt. Efter at Samlingsfrontens fagpolitiske fløj havde vendt sig imod forslaget, trak formanden sin støtte til forslaget tilbage. Mange fagbevægelsesledere inden for partiet har derimod ikke glemt denne sag. I slutningen af januar erklærede Gylfi Arnbjörnsson, administrativ direktør i Islands LO og et indflydelsesrigt medlem af Samlingsfronten, i Morgunbladid, at der var sket et brud på tilliden mellem partiets fagpolitiske gren og formanden pga. pensionssagen. Gylfi sagde, at han og andre ledende personer inden for fagbevægelsen, som arbejder inden for Samlingsfronten, efter al sandsynlighed ville arbejde for at få Ingibjörg Sólrún valgt.

Denne udtalelse blev senere gentaget endnu tydeligere i Islands Radio, der citerede Gylfi for at have sagt, at “fagbevægelsen” gik utvetydigt ind for Ingibjörg Sólrún. Bekendtgørelsen satte alting i bål og brand, både inden for Samlingsfronten og inden for Islands LO. Gylfi blev anklaget for at misbruge fagbevægelsens navn i et internt partiopgør. Hans udtalelser fik bl.a. Gunnar Guttormsson, tidligere medarbejder i Islands LO, til at skrive en lang artikel i Morgunbladid, hvor han kritiserede det, som han kaldte en tilbagevenden til fortiden, nemlig at de ledende folk inden for Islands LO påny var bedgyndt at se sådan på det, at forbundet havde særlige forbindelser til ét bestemt politisk parti, i dette tilfælde Samlingsfronten.

Stridigheder med historiske rødder

Den historiske baggrund for denne konflikt er, at lige siden sin oprettelse i 1916 havde Folkepartiet (det gamle Socialdemokratiske Parti og en af forløberne for Samlingsfronten), og Islands LO haft tætte organisatoriske forbindelser, samtidig med at samme person var formand begge steder. Folkepartiet blev imidlertid aldrig noget stort parti sådan som sine søsterpartier i Skandinavien, og både kommunister og konservative blev på Island hurtigt indflydelsesrige inden for fagbevægelen. Allerede 1940 blev Islands LO og Folkepartiet skilt ud fra hinanden, hvorved Islands LO blev et upolitisk fagforbund.

Gunnar Guttormsson anklager nu Islands LO for at vende tilbage til fortiden før 1940 og minder om, at Islands LO i år 2000 blev medlem af SAMAK, det fælles samarbejdsudvalg for de nordiske socialdemokratier og samvirkende fagforbund, hvor såvel de nordiske landes landsorganisationer som deres socialdemokratiske partier er medlemmer. Der opstod betydelig diskussion om sagen inden for Islands LO i kølvandet, og visse af forbundets ledere, som ikke også tilhører Samlingsfronten, stiller sig nu tvivlende over for medlemskabet af SAMAK.

På denne måde afspejler formandsopgøret i Samlingsfronten nogle stridigheder, der i forvejen er årtier gamle, men som stadig synes at skulle være den faste rejseledsager for islandske socialdemokrater.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger