Lotte Hansen
Fogh cykler med Bush, mens de lesbiske er i fokus hjemme
Politikerne holder utrolig lav profil, imens de forhandler for fuldt blus om de sidste brikker til den nye velfærdsreform. Det hører vi ikke så meget om. Men lesbiskes ret til kunstig befrugtning har for en stund været ved at splitte Danmarks største parti, regeringspartiet Venstre. Statsministeren spilder ikke tiden på den slags, han tager på cykeltur med præsident Bush i Camp David og fortæller ham et par sandheder på vejen.
Politikerne holder utrolig lav profil, imens de forhandler for fuldt blus om de sidste brikker til den nye velfærdsreform. Det hører vi ikke så meget om. Men lesbiskes ret til kunstig befrugtning har for en stund været ved at splitte Danmarks største parti, regeringspartiet Venstre. Statsministeren spilder ikke tiden på den slags, han tager på cykeltur med præsident Bush i Camp David og fortæller ham et par sandheder på vejen.
’Hvad udad tabes, skal indad vindes’ hed et dansk mundheld efter at Danmark ved krigen i 1864 mistede Sønderjylland til Tyskland. I dag er det som om Venstres formand, den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen har vendt mundheldet den anden vej rundt. ’Hvad indad tabes, skal udad vindes’. For Venstre har haft bedre dage. Fremtrædende venstrefolk anklager anonymt Anders Fogh Rasmussen for at udvise magtarrogance. Venstres tidligere gruppeformand Christian Mejdahl har i sin egenskab af formand for Folketinget anklaget regeringen for på fremtrædende politikområder at støtte sig til for snævre flertal med Dansk Folkeparti. Venstres tidligere formand og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen har ligeledes stillet sig op i kritikerkoret og krævet en uafhængig undersøgelse af tonen overfor indvandrere. Det er sket efter, at venstres top har meldt ud, at sådan en undersøgelse ønsker man ikke at spilde tid og penge på. Selv meningsmålingerne går den forkerte vej. Socialdemokraterne har forholdt sig tavse, og det har måske været Venstres uheld. Partiet er gået tilbage, og Socialdemokraterne og venstrefløjspartiet SF er gået frem.
Statsministeren kritiserer Abu Ghraib og Guantánamo
Men Anders Fogh har ikke ladet sig slå ud af skvulpene i de hjemlige farvande. Han har besøgt præsident Bush. Deres efterhånden årligt tilbagevendende ’komsammen’ var denne gang henlagt til præsidentens sommerhus Camp David for at markere Danmarks særlige status som et af de allierede lande, der endnu ikke har forladt Irak. Ud over at statsministeren og præsidenten tog sig en fælles cykeltur, så ville skæbnen, at det forudgående pressemøde var præsidentens første siden elimineringen af den irakiske terrorist
Abu al-Zarqawi. Derfor var alle store medier mødt talstærkt op. Den danske statsminister benyttede lejligheden til både at kritisere Guantánamo og Abu Ghraib.
Antinyhed: Antallet af kvindelige chefer stiger fortsat ikke
I denne min sidste analyse vil jeg også forholde mig til en ’ikke-nyhed’: Antallet af kvindelige topchefer i Danmark er 4 %, og det tal har stort set ikke ændret sig de sidste par år. I forhold til bestyrelsesposter ser situationen endnu værre ud.
I den forløbne måned har Dansk Industri og Ligestillingsministeren indbudt en række direktører og meningsdannere til et topmøde, hvor vi skulle give ministeren og Dansk Industri nogle idéer til, hvordan den situation kunne ændres. Fem grupper gik i tænkeboks, og en stribe forslag kom på bordet, blandt andet en karrierepause, samt en belønning til virksomheder, der har flest kvindelige chefer.
Alle grupper var dog enige om en ting: Den danske lovgivning, herunder skattesystemet, blokerer for at familier med to karriereforældre kan få den fornødne hjælp til børnepasning, hentning, strygning og rengøring.
Dansk erhvervsliv holdes oppe af, at flere hundrede, måske tusinde piger fra Asien og Østeuropa holder hus og børn oppe i store dele af Nordsjælland og andre ”direktørområder”. Pigerne udgør en miniversion af de sydspanske drivhuse, hvor legale og illegale indvandrere sørger for billige grøntsager til hele Europa.
Alle grupper var enige om, at det var svært for en karrierekvinde med ditto mand at få work/life-balance til at gå op i en højere enhed. Men det er jo altid nemt at skyde på lovgivningen, - lige så nemt, som det er svært at ændre den. En gruppe mente, at man ligesom i Norge skulle opstille minimumskvoter for antallet af kvinder i danske bestyrelser. En norsk ligestillingsekspert var dog skeptisk overfor det forslag. Hun advarede om, at man i Norge opfattede de kvindelige bestyrelsesmedlemmer som ”anstandsdamer”, og at de ikke blev tillagt nogen særlig status. Men faktum er, at mens ’velfærdsnorden’ var først til at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, så er Danmark i gang med at trække læsset den stik modsatte vej. Selv lande i Sydeuropa er bedre til at fordele topposterne mellem kønnene.
Lesbiske kan få børn på statens regning
For at blive ved kvindekønnet, og for at illustrere at der ikke har været meget ’at skrive hjem om’ i den danske debat, så skal det nævnes, at ét emne har skilt vandende: Lesbiskes ret til kunstig befrugtning. Tidligere på året havde regeringen lovet at ændre loven om kunstig befrugtning, og åbnet op for lægelig befrugtning på private klinikker.
Da man alligevel ikke ville fremsætte det lovforslag, tog opposition teten og fremsatte det samme lovforslag, men nu på statens regning, således at lesbiske kvinder fremover skulle kunne få lægehjælp til kunstig befrugtning på offentlige sygehuse. Fordi spørgsmålet var af etisk karakter valgte partiet Venstre at fritstille sine medlemmer. Det endte med, at forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal ved 2. behandlingen. Regeringen var derved kommet i mindretal.
Oppositionen var ellevild, og jublede og dansede i Folketingssalen. Det var ikke sket siden 2001, og i ugen der fulgte, skulle nederlaget rettes op med alle midler. Der var panik før lukketid i Folketinget, for lovforslaget skulle 3. behandles en uge efter og dermed endeligt vedtages eller stemmes ned. Lige pludselig var der 179 jurister og ikke politikere i Folketinget. Nogle foreslog, at man teknisk kunne dele loven over i to bidder og så blot vedtage den mindst problematiske. Andre stillede et ændringsforslag til den beslutning, som Folketinget havde vedtaget. Og andre igen mente, at det var for svært at vedtage loven nu, derfor skulle den skubbes til efter ferien. Men kreativiteten rakte ikke langt nok, utilfredsheden med lovjongleringen vandt, og lovforslaget blev endeligt vedtaget i begyndelsen af juni.
Kommunal velfærd bliver det næste
Regeringen og kommunerne har været gennem langt hårdere forhandlinger om den kommende kommunale økonomi end tidligere. Ikke mindst ældreområdet har været under pres efter at en tv-udsendelse afslørede at forholdene på de danske plejehjem kan være meget uværdige og nedslående. Selvom der, efter et stort kommunalt pres, kommer flere penge til de ældre, er ingen danske borgmestre glade for den nuværende situation. 1. januar skal mange danske kommuner lægges sammen som følge af en stor reform af det kommunale system. En sådan øvelse kan, hvor meget indenrigsministeren ellers håber på det modsatte, ikke ske uden ekstraudgifter. Der bliver i 2007 en stor velfærdskamp i Danmark. Mange borgere vil på egen krop mærke ændringer i alt fra skoletandpleje til ældreomsorg. Og i årene der følger, vil de demografiske ændringer i hele befolkningen komme til at presse kommunerne endnu mere. Som borgmester Jesper Bach (V) sagde efter aftalen om den kommunale økonomi var i hus: ”Inden for de næste ti år vil antallet af borgere over 80 år blive mere end fordoblet.”
