Selvom gaveræset for mange op til jul har taget overhånd, er det nok de færreste, der vil synes om at fejre jul uden en gave under træet. I hvert fald kan den festlige aften godt blive lang, hvis man som den eneste ikke kan rive papiret af blot én pakke. Set i det perspektiv var det alt andet end overraskende, at både Danmarks statsminister og Socialistisk Folkeparti’s (SF) formand åndede lettede op, da de allerede den 21. december 2004 kunne modtage ”deres” julegave. Den dag blev resultatet af urafstemningen om EU’s forfatningstraktat blandt SF’s medlemmer nemlig offentliggjort. Over 60% af partimedlemmerne havde fulgt partiformandens anbefaling og stemt ja til forfatningstraktaten.

En milepæl i dansk europapolitik

Statsminister Fogh Rasmussen var ikke længe om at finde de store ord frem. Ifølge statsministeren var SF’s ja intet mindre end en ”milepæl” i dansk europapolitik. Ikke alene ville det blive lettere at hive et ja hjem i den kommende folkeafstemning om forfatningstraktaten; Danmark kunne også få en langt mere frugtbar EU-debat, nu da SF havde lagt EU-skepsisen bag sig. For helhedens skyld skal det dog nævnes, at den yderste venstrefløj med Enhedslisten fortsat vil anbefale et nej. Dertil kommer de to bevægelser uden for folketinget, som ligeledes har mange tilhængere fra venstrefløjen.

Tungen på vægtskålen

For en udenforstående kan det måske være lidt vanskeligt at forstå, hvorfor et så lille parti (med 12 ud af 179 mandater) i det danske Folketing kan få så stor betydning for Danmarks europapolitik. Pointen er imidlertid, at SF over tid ofte har indtaget rollen som tungen på vægtskålen, når danskerne blev kaldt til valgurnerne. Med én undtagelse er resultatet blevet, som SF anbefalede. I 1992 var SF med til at sikre ”nej’et” til Maastricht, hvorimod SF’s støtte til de danske forbehold året efter var med til at sikre et ja. I 1998 stemte danskerne, trods SF’s anbefaling om det modsatte, ja til Amsterdam-traktaten, men allerede i 2000 var SF på ny på bølgelængde med vælgerne. Helt som SF ønskede det, blev det derfor et nej til dansk deltagelse i euroen.

At SF spiller en afgørende rolle, bekræftes blot af nyere meningsmålinger. De peger således på, at et ja fra SF ikke kun påvirker SF’s egne vælgere, men også kan overbevise mange EU-skeptiske socialdemokrater om at sætte deres kryds sammesteds.

Ikke mere tid at spilde

Reelt er der da heller ingen tvivl om, at SF’s ja til forfatningstraktaten kan få langsigtede konsekvenser for den danske EU-debat. Sat på spidsen er urafstemningen et tegn på, at Danmark i stigende grad er blevet ”normaliseret”, dvs. rykket nærmere på de andre medlemsstater, når man ser på EU-skepsisen. I 2005 og fremover vil venstrefløjen, helt ligesom deres partifæller i resten af Europa, indtage en positiv holdning over for EU. Det skyldes i stort omfang optagelsen af de mange nye lande, som med ét har understreget, at EU ikke er en lukket, men ”solidarisk” klub. Dertil kommer, at den danske venstrefløj nu støtter mange andres venstreorienterede politikere i, at EU er den eneste mulige modvægt til verdens supermagt, USA. Hvis verden skal gøre sig håb om at fremme andre synspunkter end nødvendigvis de amerikanske, må europæerne finde fælles fodslag. Reelt har SF med afstemningen derfor også understreget, at EU er en kampplads, som Danmark skal være på. Det nytter ikke noget at spilde mere tid på, om Danmark skal være medlem eller ej, da Danmark kun kan spille en rolle på verdensplan som EU-medlem.

Hvor den danske venstrefløj i stigende grad er blevet mere positiv over for EU, har højrefløjen bevæget sig den modsatte vej. Forklaringen her er en ”cocktail” bestående af bekymring for den nationale suverænitet, skuffelse over EU’s dårlige økonomiske ”performance” og senest EU’s beslutning om at åbne optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Ganske karakteristisk er netop Tyrkiets ansøgning populær på venstrefløjen, men det diametralt modsatte på højrefløjen.

Folkeafstemning måske rykket nærmere

Selvom resultatet den 21. december kan få længerevarende konsekvenser, er fokus her og nu naturligvis på det korte sigt, dvs. på folkeafstemningen om forfatningstraktaten. Meget tyder her på, at SF’s ja vil påvirke ”timingen” af folkeafstemningen. Ikke overraskende holder statsministeren kortene tæt ind til kroppen. Hans eneste melding går på, at Danmark ikke nødvendigvis skal være blandt de første til at stemme, og at der er god tid inden den danske ratifikation behøver at være i hus. Efter planen skal forfatningstraktaten først træde i kraft i november 2006. Ikke desto mindre har vedholdende rygter peget på, at statsministeren har været fristet af at udskyde den danske afstemning til efter den britiske. Med SF’s ja er det imidlertid langt fra givet. I hvert fald vil det være alt andet end overraskende, hvis statsministeren foretog følgende kalkule: Hvis chancerne for et ja er større i Danmark end i Storbritannien, hvorfor så vente på et britisk nej? Er det så ikke bedre, hvis Danmark stemmer før briterne? Frem for en folkeafstemning sidst på foråret i 2006 kan det derfor ikke længere afvises, at danskerne allerede skal til stemmeurnerne i 2005; dog næppe før sidst på året.

For eller imod tyrkisk optagelse – det er spørgsmålet

At dømme på meningsmålingerne (og ikke mindst december måneds intense debat) kan det meget vel tænkes, at Tyrkiet bliver én af jokerne i den kommende folkeafstemning. Dansk Folkeparti har f.eks. allerede meldt ud, at de vil bruge Tyrkiet som et afgørende argument imod forfatningstraktaten. Samtlige målinger peger da også på, at Tyrkiets mulige optagelse er særdeles upopulær. En dugfrisk måling, foretaget af det danske meningsmålingsinstitut EPINION på foranledning af Dansk Industri, har dog sat spørgsmålstegn ved, hvor dybtgående modstanden er. I målingen giver 51% udtryk for, at de er imod tyrkisk medlemskab, hvorimod 38% er for. Da meningsinstituttet efterfølgende læste to udsagn op for de adspurgte, og bad dem om at give udtryk for, hvilket udsagt der var mest i overensstemmelse med deres holdning, så situationen noget anderledes ud. Hele 72% tilsluttede sig udsagnet om, at ”Tyrkiet bør blive medlem af EU en gang i fremtiden, hvis landet gennemfører de nødvendige politiske og økonomiske reformer”. Kun 24% var derimod af den opfattelse, at Tyrkiet ”aldrig bør optages i EU på grund af landets historiske og kulturelle forhold”. I realiteten kan det derfor godt være, at de fleste danskere er villige til give tyrkerne chancen. Hvis de pludselig skulle vise sig at opfylde kriterierne, bør de også optages. Derimod skal de ikke optages her og nu, da landet mangler intet mindre end et tigerspring for at blive klar til medlemskab.

Forbeholdene følger med

Selvom regeringen, med SF’s hjælp, formår at tilbagevise bekymringen for Tyrkiet og opnå borgernes accept af forfatningstraktaten, vil Danmark langt fra være fuldt og helt medlem af EU. Også efter forfatningstraktaten vil Danmark fortsat være i besiddelse af de fire forbehold. Som en del af den politiske aftale med SF har regeringen nemlig lovet, at de fire forbehold ikke kommer til afstemning samtidigt med forfatningstraktaten. Reelt betyder det, at der vil gå minimum et år efter et dansk ja til forfatningstraktaten, før et muligt opgør med forbeholdene kan indledes. Da regeringen muligvis vælger at tage forbeholdene et af gangen, er der lagt op til et langvarigt maraton med adskillige folkeafstemninger. Også ved disse folkeafstemninger vil det være klogt at holde øje med SF. Som landet ligger i øjeblikket, er det alt andet end sikkert, at partiet vil anbefale et ja til samtlige forbeholds afskaffelse. Selvom partiet nu opfatter sig selv som et ”ja-parti”, er det med Holger K. Nielsens ord ikke et ”ja-ja-parti”. Man forbeholder sig ganske enkelt retten til at tage stilling fra sag til sag, og også til tider anbefale et nej. Selvom den 21. december 2004 kan have været en ”milepæl” i dansk europapolitik, er der næppe tvivl om, at statsministeren om nogle år på ny vil holde vejret og med spænding afvente, om SF har lagt en gave under træet til ham.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger