Den største politiske konflikt på Island dette forår handler om ejendomsret til vand. Regeringen ønsker, at der bliver vedtaget en ny lov om vand, og derfor fremlagde industriministeren forslaget på Altinget før jul: En lov om rindende vand, smeltede gletschere, indsøer, vandfald, kilder og islandsk regn. Det omhandler vand i alle dets former. Men oppositionen er imod lovens vedtagelse, og spørgsmålet om, hvem der ejer vandet, har været låst fast på det islandske Alting i næsten to uger. Der er nu opnået aftale om at lukke sagen. Uenigheden om sagens kerne er dog endnu uløst.

En låst situation som den, der har været på Altinget om forslaget til en ny vandlov, er ualmindelig, hvis ikke ligefrem enestående. Særlig fordi befolkningen ikke synes at have stærke holdninger til sagen og måske endda ikke forstår, hvad konflikten drejer sig om. Det er ikke så sært, for man har skændtes dag efter dag om, hvorvidt konflikten handler om noget eller ingenting. Nu kan man se en ende på behandlingen af sagen på Altinget. Oppositionen er gået med til at slippe sagen igennem tinget. Regeringen går ind på at udsætte lovens ikrafttræden til 1. november 2007. Denne udsættelse rækker til efter næste altingsvalg. Det er derfor et nyt parlamentsflertal, der afgør, om loven skal træde i kraft, om den skal laves om, eller om den skal bortfalde.

Individuel eller fælles ejendom?

Oppositionen fastholder, at med industriminister Valgerdur Sverrisdóttirs forslag til ny vandlov bliver en rettighed taget fra befolkningen. Det er et storpolitisk principspørgsmål, om vandet er befolkningens eller enkeltpersoners ejendom. Endvidere mener oppositionen, at vand vil blive mere værdifuldt end olie. Regeringen siger derimod, at forslaget ingenting ændrer substantielt, man tilpasser blot nogle lovtekniske detaljer i den gamle vandlov til nutiden. Konflikten handler om den paragraf i det nye vandlovsforslag, der fastsætter bestemmelser om og indskærper ejendomsretsbestemmelsen, dvs. jordejerens ejendomsret. Den lyder således: ”Med enhver fast ejendom, heri medregnet landområder i nationens eje, følger ejendomsret til det vand, der findes på den eller under den eller løber igennem den”. Regeringen og Islands Juristforbund siger, at håndhævelsen af loven ikke vil ændre sig. Den er blevet retspraksis, og dommene er gennem tiderne faldet således ud, at vandet er jordejerens ejendom. Om vandet hedder det i den gamle lov fra 1923: ”Med ethvert ejerskab til land følger ret til disposition over og udnyttelse af det vand, strømmende vand eller stillestående vand, der findes på det, på den måde, som denne lov giver hjemmel til”.

Vand er en grundlæggende ressource og menneskeret, som aldrig må blive privateje, siger altingsmedlemmer fra mindretalspartierne, Samlingsfronten, Det Grønne Venstre og Det Liberale Parti. Samlingsfronten, det største oppositionsparti, siger, at det er en passende hovedregel, at jordejere har ret til udnyttelse af vand. Det vil være naturligt at revidere de love, der angår vandet, beskyttelsen af det og udnyttelsen af det. Men formålet med en ny lov skal være at understrege, at vand er nationens fælles ejendom. Samtidig bærer nationen ansvar for vandet, beskyttelsen og udnyttelsen af det. Industriministerens forslag er i modstrid med den europæiske lovgivning om vand, hvori det hedder, at vand ikke er en handelsvare, men nationernes arv.

Ingen bliver nægtet adgang til vand, siger parlamentsmedlemmerne fra regeringspartierne, Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet. Ingenting bliver ændret, har ministre gentaget dag efter dag, under en parlamentsdebat, der varede i mere end fyrre timer.

Industriminister Valgerður Sverrisdóttir siger, at den nugældende vandlov er et barn af sin tid. Den er godt og vel firs år gammel.

Vand for alle

Folkekirken, Landvernd (en parply-miljøorganisation i Island), Islands Naturbeskyttelsesforening, Unifem på Island, Islands Menneskerettighedssekretariat, Landsforeningen af ældre borgere og invalider samt flere organisationer står sammen om en erklæring, på grund af vandet, ”Vand for alle”. Man henleder regeringens, kommunernes, institutioners, firmaers og offentlighedens opmærksomhed på vandets vigtighed og særlige betydning for land, folk og miljø. Selv om der er mængder af rent vand på Island, giver det ikke anledning til at fare uforsigtigt frem ved fastsættelsen af love. Tværtimod skal lovmiljøet være sikkert. Man bør sikre den rigtige prioritering, vandbeskyttelse og udnyttelse, som et forbillede for andre nationer. Man skal stedse have almenhedens interesser og naturbeskyttelsen for øje.

Organisationerne peger på, at vand er en begrænset ressource og basis for alt liv og sundhed. Adgangen til det er derfor en grundlæggende menneskeret, sådan som det siges i FNs vedtagelser. Regeringen siger, at dette fortsat vil være sikret i den nye lov.

Oppositionen i krigshumør

Af enkelte udtalelser fra de lange taler af oppositionens parlamentsmedlemmer kan man se de politiske brydninger. Jón Bjarnason, altingsmand for Det Grønne Venstre, sagde, at industriministeren havde så travlt med sin privatisering, at hun var bange for, at vandet skulle løbe væk, inden det lykkedes hende at privatisere det. Magnús Þór Hafsteinsson, Det Liberale Parti, sagde, at han hellere ville lægge sig til at dø end acceptere, at ressourcen vand blev enkeltindividers ejendom. Han ville slås for vanddråberne til sidste blodsdråbe. Lúðvík Bergvinsson, Samlingsfronten, sagde, at det ville være mere hæderligt af regeringen, simpelt hen at sige: ”vi vil privatisere landets naturressourcer.”

Regeringen: Loven ændrer kun lidt

Statsminister Halldór Ásgrímsson opfatter oppositionens holdning til forslaget som højst besynderlig og uforståelig. Det eneste, man gør, er at revidere en gammel lov på en rimelig måde. Det er fremgået klart af hele debatten, at der ikke bliver ændret ved lovens ånd. Man har altid skullet have jordejerens tilladelse til anlæg i forbindelse med vand. Vil nogen bygge et vandværk på en anden mands ejendom, skal man have tilladelse til det. Sådan har det været, og sådan bliver det ved med at være. Han siger, at det er en mærkværdig rolle, oppositionen har påtaget sig, at slås i ugevis på Altinget om ingen verdens ting. Der er ikke fra oppositionens side blevet fremført nogen som helst juridiske argumenter. Ministeren spørger, hvorfor man ikke må bringe lovgivningen i overensstemmelse med de seneste årtiers praksis i spørgsmålet. Først og fremmest kan man i den forbindelse henvise til mange domme, der er faldet i vandsager. Retsreglerne har udviklet sig og er ude af trit med loven.

Dette kalder oppositionen et skalkeskjul. De har i de seneste dage fremført, at man vil sikre vandet for private interessenter af hensyn til kraftværksanlæg og en mere intensiv udnyttelse af nationens ressourcer, end regeringen har villet oplyse om.

Som følge af vandets store betydning for den islandske nation og landets miljø anser de organisationer, der arbejdede under overskriften ”Vand for alle”, det for nødvendigt, at der i den islandske forfatning nedfældes bestemmelser om myndighedernes og befolkningens pligter og rettigheder med hensyn til retten til og beskyttelsen og udnyttelsen af vand. En revision af den islandske forfatning er for tiden forestående. Oppositionen stiller det samme krav.

Gammel uenighed

Selv om konflikten om vandet og den private ejendomsret er faldet som en bombe ind på Altingets forårssamling 2006, er den ikke ny. Ved vedtagelsen af den gamle vandlov fra 1923, opstod der splittelse i det udvalg, der arbejdede med at forberede loven. Dette udvalg blev kaldt for vandfaldsudvalget, og noget af det, som udvalget ville sikre, var, at udlændinge ikke kunne eje vandfald.

Det er temmelig sjældent, at parlamentsmedlemmer taler flere døgn i træk, eller endda flere uger i træk i en sag, for at spænde ben for, at den bliver behandlet på Altinget. Til trods for en ny aftale kan mange islandske elve og bække stadig nå at strømme til havet, før der opnås et endeligt resultat om vandet i islandsk politik. Først efter det næste altingsvalg får man det på det rene, hvem der får lov til at eje de dyre dråber, det bedste vand i verden, ifølge islændingene selv.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger