De partier, der ligger yderst til venstre og højre i islandsk politik, holdt landsmøder i oktober. På Selvstændighedspartiets landsmøde blev kursen lagt ind imod midten. På de venstregrønnes landsmøde efterlystes derimod en rendyrket venstreregering med Samlingsfronten. Problemet for de venstregrønne er, at det ikke er alle, der tror på, at Samlingsfronten er et venstreparti.

Davíð Oddson kritiserer Baugur Group

På Selvstændighedspartiets landsmøde sagde Davíð Oddson farvel til politikken. Ved mødets åbning benyttede han imidlertid sin sidste chance til at ruske op i den politiske debat. Han gik voldsomt til angreb på Baugur Groups finansimperium og måden, hvorpå det har brugt sine mange massemedier til at rette op på sin stilling i den retssag, som er rejst mod Baugurs ledere. ”En sådan brug af et finansimperium på massemedierne har jeg aldrig set i lignende omfang, og jeg følger ellers ganske godt med,” sagde Oddson.

Davíð Oddson kritiserer Samlingsfronten og præsidenten

Han rettede også et kraftigt angreb mod Samlingsfronten, blandt andet for ikke at være parate til at skærpe lovgivningen over for de store koncerner på Island. Han sagde, at det virkede, som om Samlingsfrontens ledelse ”knap nok længere syntes at betragte Samlingsfronten som et politisk parti snarere end som et relativt ubetydeligt datterselskab til et multinationalt selskab – hvormed han naturligvis sigtede til Baugur. Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, fik også en kritisk bemærkning med på vejen. Davíð Oddson talte om det angreb på parlamentarismen i landet – som længe vil blive husket – da præsidenten i fjor tørrede støvet af forfatningens § 26 og nægtede at stadfæste loven om begrænsning af den private ejendomsret til massemedier.

Uenighed om forfatningen

Denne sidste politiske bredside fra Davíð Oddssons blev afspejlet i landsmødets resolutioner. En forfatningsrevision står for døren, og her vil Selvstændighedspartiet afskaffe præsidentens ret til at nægte at stadfæste love og lægge dem ud til folkeafstemning ifølge § 26. Partiet vil derimod have mere rummelige bestemmelser om folkeafstemning i almindelighed, end der er i forfatningen nu. Det er tydeligt, at der ikke hersker enighed herom i det forfatningsudvalg, der er nedsat med repræsentanter fra alle partier i parlamentet. Oppositionens repræsentanter vil bevare § 26, og Fremskridtspartiet er splittet i spørgsmålet. Samtidig vil oppositionen have mere rummelige bestemmelser om folkeafstemning end Selvstændighedspartiet. Den ønsker, at en bestemt andel af vælgerne skal kunne kræve folkeafstemning, hvorimod selvstændighedsfolkene ser ud til at ville lade en bestemt andel af altingets medlemmer være nok. Heri ligger der dog en vis selvmodsigelse, for man kan se sådan på det, at hvis vælgerne kan forlange folkeafstemning, er der ikke noget behov for, at præsidenten også kan gøre det. I så fald vil han blot være et overflødigt mellemled.

Stadig strid om medielovgivningen

Efter Ólafur Ragnar Grímsson nedlage veto mod loven om privat ejendomsret til massemedier kølede regeringen sagen ned, trak loven tilbage og nedsatte et tværpolitisk udvalg, der udarbejdede et forslag til lovgivning om begrænsninger på ejendomsretten til massemedier. Dette forslag ville ingenting ændre ved den nuværende situation. Nemlig, at en af landets største koncerner ejer hovedparten af alle privatdrevne massemedier i landet. Selvstændighedspartiets landsmøde fik temperaturen i sagen til at stige på ny, da partiet i en resolution udtalte, at der nu var brug for en ny medielov, som kunne forhindre store firmaer i at have indflydelse på nyhedsformidlingen og meningsdannelsen i landet.

Det er på dette punkt, at mange er holdt op med kunne forstå, hvad der er venstre og hvad højre i islandsk politik. Selvstændighedspartiet, det private initiativs konservative parti, vil vedtage love imod multinationale selskaber og begrænse deres ejendomsret til massemedier. Samlingsfronten, et socialdemokratisk parti, vil derimod give finansfyrsterne så bredt et spillerum som muligt. Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, formand for Samlingsfronten, anklagede da også Selvstændighedspartiet for at ville bryde den enighed, der var blevet opnået om sagen efter alt røret i fjor.

Selvstændighedspartiet nærmer sig midten

Og mens vi taler om højre og venstre, så ser det ud til, at den nye ledelse i Selvstændighedspartiet vil strække sig betydeligt i retning af midten. Både den nye formand, Geir H. Haarde, og den nye næstformand, undervisningsminister Þorgerður Katrín Gunnarsdóttir, lagde mere vægt, end man længe har hørt, på velfærdspolitik i deres taler på landsmødet. De vil skabe forbedringer i skole- og sundhedspolitikken, forbedre kårene for ældre og invalide. Selvstændighedspartiet er tydeligvis begyndt at forberede sig på den næste valgkamp, hvor partiet vil føre en hård kamp om midten med Samlingsfronten. Det slag bliver ikke mindre hårdt som følge af at Fremskridtspartiet, det traditionelle midterparti, ikke synes at appellere til vælgerne og opnår ringe tilslutning i opinionsundersøgelser.

Den nye ledelse i Selvstændighedspartiet vil derimod opnå resultater i velfærdsspørgsmål ved at gå nye veje, især ved at private virksomheder i større omfang end nu sørger for at yde offentlig service, så at der på den måde opstår øget konkurrence og borgerne får større valgfrihed end før. Island ligger i nogle henseender bagude i forhold til de andre nordiske lande, hvad angår dette. Eksempelvis findes der kun seks eller syv private grundskoler i landet.

De venstregrønne vil have en venstreregering

På de venstregrønnes landsmøde blev alle ideer af denne slags naturligvis fordømt. Steingrímur J. Sigfússon, der blev genvalgt som formand på landsmødet, var i sin åbningstale inspireret af den nye venstre-grønne regering i Norge og sagde, at VGs tilbud om en lignende regeringsdannelse på Island stadig stod ved magt. Nu skulle både Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet smides ud af regeringsbygningen, disse partier var i færd med i ekspresfart at føre landet væk fra den nordiske velfærdsmodel og i retning af amerikanisering af samfundet. Steingrímur ser med andre ord frem til et regeringssamarbejde mellem VG og Samlingsfronten, ganske som Ingibjörg Sólrún gjorde på sit partis landsmøde i foråret.

Bevæger Samlingsfronten sig mod højre?

Tilfældet ville imidlertid, at på samme tid som partiformanden indbød Samlingsfronten til et regeringssamarbejde efter valget, skrev formanden for de venstregrønnes parlamentsgruppe, Ögmundur Jónasson, et åbent brev til samlingsfrontsfolkene i Morgunblaðið, hvori han fordømte, at Samlingsfronten havde taget forskellige ideer op fra Selvstændighedspartiet om privatisering og privatfinansiering i velfærdsystemet. Ögmundur ved lige så lidt som så mange andre, hvad der er venstre og højre længere. ”I lyset af diverse erklæringer, der på det sidste er kommet fra Samlingsfronten, er jeg unægtelig kommet i tvivl om, hvor man skal placere Samlingsfronten i det politiske spektrum. Jeg kan ikke se andet end, at der nu blæser højrevinde fra det parti.”

Venstreregering ingen selvfølge

I den strøm af svar, der indløb fra Samlingsfrontens medlemmer af parlamentet, tilbagevises det selvfølgelig, at Samlingsfronten skulle være et højreparti, men privatisering hører nu alligevel hjemme i moderne velfærdspolitik. Ágúst Ólafur Ágústsson, Samlingsfrontens næstformand, henleder for eksempel Ögmundurs Jónassons opmærksomhed på de øvrige nordiske lande hvor privat foretagsomhed spiller en betydelig større rolle i sundhedssystemet end på Island. Et andet af partiets parlamentsmedlemmer, Helgi Hjörvar, gør opmærksom på, at et samarbejde med VG ikke er nogen selvfølge. Selvstændighedspartiet kunne være et mere nærliggende samarbejdsparti, hvis man vil have forbedringer i sundheds- og skolepolitikken, og Fremskridtspartiet ligger tættere på Samlingsfronten i Europapolitikken.

Et samarbejde i en venstreregering efter næste valg vil således formentlig afhænge af, om folk kan blive enige om, hvad der er venstre og hvad der er højre i islandsk politik.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger