Hvordan kan det være, at det lille land, hvor fordommene over for homoseksuelle indtil for få år siden var så overvældende, at folk følte sig tvunget til at flytte ud af landet, som regel til København – lige med ét fører an i kampen for homoseksuelles rettigheder? Det ville få have troet for ti år siden, men efter nytår vil lovgivningen om bøssers og lesbiskes rettigheder sandsynligvis ikke noget sted være mere liberal end på Island.

Kampen for ligeberettigelse

I lange tider herskede der tavshed om spørgsmål vedrørende homoseksuelle på Island, ligesom så mange andre steder. I et land, der kendetegnes ved små, tætte samfund, hvor alle kender alle, og hvor storbykultur er et nyt fænomen, var det vanskeligt, næsten umuligt, at komme ud af skabet. Omkring 1980 begyndte homoseksuelle dog at blive mere synlige, oprettede en organisation og indledte en systematisk kamp for deres rettigheder. Den begyndte at bære frugt fra omkring 1990. Først blev diskrimination i forhold til seksuel lavalder afskaffet i 1992. Fire år efter føjede Altinget homoseksualitet til listen af straffelovens forbud mod diskrimination af mennesker på grundlag af nationalitet, hudfarve, køn og religion. Samme år vedtog parlamentet loven om borgerlig vielse af homoseksuelle, som dog ikke fik lov at hedde sådan, men i stedet kaldes ”registreret partnerskab for personer af samme køn”.

Med registreret partnerskab følger næsten de samme rettigheder og pligter som med et traditionelt, heteroseksuelt ægteskab, dog med vigtige undtagelser. Homoseksuelle par må ikke adoptere børn, og gifte lesbiske må ikke modtage kunstig befrugtning. Det vil sige ikke på Island, hvorfor man er taget til Danmark eller Californien. Samtidig har der været talt om at sælge udlændinge service med kunstig befrugtning. Ydermere, må præster og ledere af anerkendte trossamfund ikke vie homoseksuelle par. Der har været betydelig debat inden for den evangelisk-lutherske folkekirke om, hvorvidt homoseksuelle skal have lov til at gifte sig i en kirke, men denne diskussion har for det meste været teoretisk, eftersom lovgivningen ikke har åbnet for denne mulighed.

Gay Pride-parader for hele familien

Til trods for forbedringerne i homoseksuelles rettigheder i 90’erne forblev homoseksualitet på mange måder et tabuemne. Men omkring årtusindskiftet skete der en brat og synlig ændring af den offentlige opinion på Island. I 1999 blev der for første gang arrangeret en friluftskoncert i Reykjavik under sloganet ’Gay Pride’, den internationale bevægelse for homoseksuelle. Ca. 1.500 mødte op, hvad der ansås for et godt resultat. Året efter kom der 15.000. Og i år fandt omkring 50.000 mennesker vej til centrum af Reykjavik for at deltage i de homoseksuelles fest, hvor man går i karnevalsoptog ned ad Laugavegur, hovedstadens vigtigste forretningsstrøg. Venner og slægtninge til homoseksuelle kommer i store grupper for at vise dem støtte. De fleste af de homoseksuelle, der har børn, tager dem med i optoget, og det samme gør alle andre. Dagen er blevet en familiefest. Pludselig er bøsser og lesbiske langt fra at være ensomme og forladte. Kun nationaldagen 17. juni overgår Gay Pride-dagen, hvad angår størrelsen af menneskemængden i Reykjaviks centrum.

Folkelig opinion presser politikerne

Man må spørge, hvad det er, der har fremkaldt dette pludselige skift i islændingenes mentalitet. Det er der ikke én enkelt, god forklaring på. Sandsynligvis har det spillet ind, at Island i løbet af kort tid er blevet et meget mere åbent og mangfoldigt samfund, hvor forskellige kulturelle verdener mødes. Og selv om den fåtallige befolkning betyder, at der undertiden kun synes at være plads til én holdning, ligger det også heri, at befolkningen kan skifte mening nærmest fra den ene dag til den anden.

Politikerne har måttet tilpasse sig en ændring i den offentlige mening. I 2002 fremsatte Guðrún Ögmundsdóttir, altingsmedlem for Samlingsfronten (det socialdemokratiske parti) et forslag på Altinget sammen med politikere fra alle de øvrige partier. Man foreslog her, at regeringen skulle nedsætte et udvalg til grundigt at undersøge de homoseksuelles retsstilling på Island og finde veje til at afskaffe diskrimination, hvor den måtte være at finde. Altinget vedtog forslaget, og udvalget blev nedsat. Udvalget afleverede sin rapport i september i fjor og foreslog, at stort set alle forskelle i homoseksuelles og heteroseksuelles retsstilling blev udlignet. Blandt andet skulle det forbydes at diskriminere homoseksuelle på arbejdsmarkedet; de skulle have lov til at lade sig registrere som samboende ligesom heteroseksuelle, med de samme rettigheder og pligter, og de skulle have lov til at adoptere børn inden for landets grænser. Udvalget anså det endvidere for ønskeligt, at præster og ledere af anerkendte trossamfund fik lov at vie homoseksuelle par, og opfordrede folkekirken til at ændre sin holdning.

Udvalget blev splittet i to spørgsmål, som er velkendte stridsspørgsmål i debatten andre steder i Norden. Man kunne ikke blive enige om, hvorvidt der burde gives tilladelse til kunstig befrugtning af lesbiske i registreret partnerskab, og man kunne heller enes om, hvorvidt man burde tillade homoseksuelle at adoptere børn fra udlandet. Skeptikernes argumenter er utvivlsomt også velkendte. I spørgsmålet om kunstig befrugtning blev der peget på, at børnene ikke ville kende deres fader, og i adoptionsspørgsmålet blev der peget på, at ingen af de stater, hvor islændinge henvender sig om adoption, tillader homoseksuelle at adoptere børn.

Island i front for homoseksuelles rettigheder

De fleste havde regnet med, at regeringens konklusion ville blive at fremsætte forslag til lovgivning i de spørgsmål, som der havde været enighed om i udvalget, men at lade de spørgsmål ligge, som der havde været splittelse om. Det kom derfor som noget af en overraskelse, da statsminister Halldór Ásgrímsson i sidste måned meddelte, at regeringen havde tænkt sig at fremsætte et forslag, der ville fjerne forskelsbehandling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle på alle områder, herunder også vedrørende adoption og kunstig befrugtning. Regeringens ministre mente sig helt enkelt ikke i stand til at sætte sig imod en offentlig opinion, der er skiftet til fordel for de homoseksuelle og deres kamp for egne rettigheder.

Hrafnhildur Gunnarsdóttir, formand for de homoseksuelles organisation, erklærede, at hvis forslaget blev til lov, ville Island være gået længst af alle lande i retning af at sikre homoseksuelles rettigheder.

Det eneste, som regeringen ikke så sig i stand til at gøre, var at lovfæste en tilladelse til trossamfund om at vie homoseksuelle. Halldór Ásgrímsson sagde under debatten om forslaget på Altinget, at man med en sådan beslutning ville presse folkekirken op ad en mur, hvad der ikke ville være passende i forholdet mellem stat og kirke. Guðrún Ögmundsdóttir varslede derimod, at hun ville fremsætte et ændringsforslag til lovforslaget, som ville give trossamfund mulighed for selv at afgøre, om de ville vie homoseksuelle. Det ser ud til, at der både inden for regeringen og oppositionen vil være støtte til en sådan lovparagraf. Socialminister Árni Magnússon, som var hovedtaler på Gay Pride-dagen, erklærede, at han ville støtte, at der i loven blev givet trossamfund tilladelse til at vie homoseksuelle par.

Hvad gør folkekirken nu?

Det ser ud til, at folkekirken alligevel trods alt bliver presset op ad en mur. Selv hvis lovparagraffen ikke skulle blive vedtaget, er der et kraftigt pres inden for kirken, ikke mindst fra yngre præster og teologer, for at acceptere ægteskab mellem homoseksuelle. Argumentet er, at til trods for, at Bibelen forbyder homoseksualitet, vil det være i den kristne næstekærligheds ånd, om kirken åbner sine porte for bøsser og lesbiske. Karl Sigurbjörnsson, Islands biskop, står i en vanskelig situation. Han vil ikke bringe de konservative kræfter inden for kirken i oprør, men han kan samtidig se, at kirkens konkurrencesituation er blevet forværret som følge af holdningen til homoseksuelle. Flere og flere melder sig ud af folkekirken, blandt andet på grund af dette spørgsmål. Frikirkerne, af hvilke flere har en solid basis, benytter sig af chancen, byder velkommen til homoseksuelle og dem, der støtter deres rettigheder, og opfordrer til, at kirkeligt ægteskab mellem dem bliver anerkendt. I de senere år har frikirkefolket haft fremgang som aldrig før.

Biskoppen har overgivet sagen til kirkens interne læreudvalg. Udvalgets betænkning vil blive forelagt en præsteforsamling, en lægmandsforsamling og et bispemøde. Samtidig skal man have samråd med de lutherske folkekirker i Norden. Folkekirken forventes at været parat til at tage en beslutning på et kirkekonvent i 2007. Det vil da vise sig, om endnu et historisk skridt i kampen for homoseksuelles rettigheder vil blive taget på Island.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger