Mens de fleste danskere var travlt optaget af sommerens ferieplaner, blev der i juni måned i år indgået forlig om den kommende kommunalreform i Danmark. Forliget var det snævrest mulige, da kun regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, tilsluttede sig det endelige resultat. Oppositionen og herunder især Socialdemokraterne besluttede sig for at holde sig uden for forliget. Lige efter jul starter nu det hårde lovgivningsarbejde. Omkring 150 nye love skal gennem maskineriet, før kommunalreformen er en realitet. Reformen forventes at træde i kraft 1. januar 2007.

Det kommunale landskab står over for en række kæmpe udfordringer. Ikke siden 1970, hvor Danmark gennemgik den seneste kommunalreform og reducerede antallet af kommuner fra 1200 til de nuværende 267, har der været større fokus på det kommunale selvstyre. Hvilke opgaver skal kommunerne overtage? Hvordan sammenlægges kommuner? Og hvad nu, hvis nogle kommuner ikke vil være med? Den planlagte reform rejser en lang række spørgsmål, som denne artikel skal forsøge at give et overblik over.

Større og mægtigere kommuner

Danmark har i dag en tredelt magtstruktur. Centraladministration, amter og kommuner. Groft set varetager centraladministrationen - udover den overordnede planlægning af Danmark - forsvar, universiteter og udenrigspolitikken. Amterne tager sig af sygehuse, visse dele af sundhedsydelserne, gymnasier og miljøplanlægning, mens kommunerne tager sig af "resten", dvs. størstedelen af sundhedsområdet (læger, plejehjem, dagcentre m.v.) børnehaver og skoler.

Procentvis anvender staten omkring 35% af husholdningsbudgettet, amterne 15% og kommunerne næsten 50%. Med den foreslåede reform er der lagt op til, at amterne (nu kaldet regionerne) fremover kun skal tage sig af sygehusområdet, en del af miljøkontrollen og overvågningen af miljøet. Danmarks fremtidige kommuner skal helst have mindst 30.000 indbyggere. Dog kan kommuner med minimum 20.000 indbyggere fortsætte som selvstændige kommuner. Hvis der er færre end 20.000 indbyggere i en kommune, og den fortsat ønsker selvstændighed, skal den indgå i et forpligtende samarbejde med minimum en anden kommune, så befolkningsgrundlaget bliver mindst 30.000. I dag er det kun 63 af Danmarks 267 kommuner, der har mere end 20.000 indbyggere. Mere end 130 har under 10.000 indbyggere.

Efteråret i Danmark har derfor været præget af den helt store "kommunedating", hvor man har set hinanden an for at finde ud af, om der kunne indgås et fornuftigt giftermål. Og hvordan gør man lige det? Mange kommuner har ikke umiddelbart set nabokommunen som en attraktiv ægtefælle men snarere som en konkurrent i kampen om nye indbyggere og tiltrækningen af nye virksomheder og dermed arbejdspladser til egne borgere.

En række kommuner har afholdt vejledende afstemninger, mens andre har ment, at kommunalbestyrelserne kunne beslutte sig for et fremtidigt ægteskab. Men regeringen har lagt en deadline ind. Og beskeden til kommunerne er klar: Finder I ikke en passende ægtefælle senest 31. december i år, kan et tvangsægteskab komme på tale. Så der udfoldes store bestræbelser på at finde den eneste ene. Økonomien spiller naturligvis her en vis rolle. Der er ingen kommuner, der har lyst til at indgå ægteskab med den fattige nabokommune, der ikke har sat tæring efter næring. Tradition spiller også ind. Opfatter indbyggerne i en kommune sig som "landboere", er udsigten til sammenlægning med en egentlig "bykommune" ikke stor. Omvendt har indbyggerne i "vækstkommuner" med et blomstrende erhvervsliv stor lyst til at dele seng og bord med ligesindede. Særligt omkring København har det været iøjnefaldende, at det har været vigtigt at slå pjalterne sammen med de kommuner, der ville blive en del af den fremtidige hovedstadsregion.

Borgerne er noget skeptiske

Den forestående kommunalreform er ikke et politisk hit blandt danskerne. En meningsmåling har vist, at 43 % er imod reformen, mens 36 % er for. Dette tal står i skærende kontrast til holdningen blandt lokalpolitikerne. Blandt landets kommunale borgmestre er mere end 70 % for reformen, men knapt 25 % er imod. Ikke overraskende er tallene lige omvendt blandt amtsborgmestrene, som jo også står til at miste en stor del af deres nuværende opgaver. Der er da også flere, der stiller spørgsmål ved, om begrundelsen for reformen holder. Vil der, når alt kommer til alt, være de lovede stordriftsfordele ved den forestående sammenlægning? En tommelfingerregel i Danmark siger, at omkring 10 % af indbyggere i en kommune er ansat i den kommunale sektor og heraf er ca. 10 % ansat på rådhuset. En kommune på 20.000 indbyggere vil således have omkring 2.000 kommunalt ansatte. De 1.800 vil være at finde blandt lærere, sundhedspersonale, teknisk forvaltning m.v., mens 200 vil være ansatte på rådhuset og bl.a. betjene det politiske system, behandle sociale sager m.v.

Kritikerne hævder derfor, at det jo kun er en beskeden del af de offentligt ansatte i kommuner, der kan "komme i spil" ved den foreståede reform, nemlig de rådhusansatte. Det vil jo ikke blive brug for færre lærere eller sygeplejersker, fordi to eller flere kommuner lægges sammen. Kritikerne stiller også spørgsmål ved, om de reformivrige politikere har tænkt på de merudgifter, der vil være forbundet med reformen. F.eks. skønnes det, at alene udgifterne til sammenkøring af kommunernes forskellige IT-systemer vil koste mere end 1 mia. kr. Endelig hæfter kritikerne sig ved nærdemokratiet. Hvis pludselig mit lokale bysamfund "vokser" fra 5.000 indbyggere til 30.000, jamen hvor stor vil min indflydelse så være fremover?

Bedre sammenhæng i servicen

Tilhængerne af en kommunalreform peger omvendt på de mange stordriftsfordele, der vil være ved den forestående sammenlægning. Kommunerne er simpelthen nødt til at være større for fremover på ordentlig vis at kunne varetage serviceforpligtelserne over for borgerne. Ligeledes peger tilhængerne på ønsket om at sikre klarhed og sammenhæng i betjeningen af borgerne. Fremover skal der således kun være én indgang til det offentlige system – nemlig kommunerne. Dermed undgås, at folk "falder ned mellem de berømte stole" i f.eks. det sociale system.

Som konkret eksempel kan fremhæves stofmisbrugere, hvor behandlingstilbuddet i dag forestås af amterne, mens andre sociale tilbud som arbejde og bolig er kommunernes ansvar. Nærdemokratiet vil ligeledes blive styrket. Synspunktet er, at med overførslen af flere opgaver fra stat/amter til kommuner, vil flere borgere begynde at interessere sig for det lokale miljø. Endelig peges på en række forenklinger, bl.a. at antallet af skatteudskrivningsmyndigheder reduceres fra 3 til 2. Udover en reduktion af skattemyndigheder vil denne beslutning føre til en mere ensartet vurdering af skattesager i Danmark.

Den politiske proces omkring den forestående kommunalreform er nu sparket i gang. Selvom oppositionen allerede har meddelt, at de vil tage reformen op til revision i tilfælde af en valgsejr, er det mest realistiske trods alt, at den vil blive gennemført. Bryllupsklokkerne har allerede lydt for adskillige kommuner, og der er et stort flertal af borgmestre – uanset partifarve - der bakker op om reformen. Så når danskerne i sommeren 2006 drager på ferie, er det meget sandsynligt, at det kommunale billede i Danmark ser radikalt anderledes ud end i dag.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger