Så skete det, nu har de tre store kamelionpartier Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på midten alle gjort det! –bekendt sig til spinargumenter som de væsentligste årsager til, at de melder den politik ud, de gør. Væk er de politiske idealer og idéer om, hvor samfundet skal hen. Tilbage er taktikken i kampen om midtervælgerne. Det i en juletid, hvor Venstres ordfører meldte sig ud af den danske folkekirke, fordi visse præster var kritiske overfor regeringens politik overfor indvandrer. En kritik der i øvrigt blev delvist gentaget af den svenske avis Aftonbladet nogle uger senere.

Venstre indførte kontraktpolitikken, da de kom i regering og fik statsministerposten i november 2001. Kontraktpolitikken går ud på at man laver nogle ’aftaler’ – kontrakter med befolkningen, som man derefter holder. Den slags, måske for nogen, indlysende form for politisk virksomhed skar venstre ud i pap, fordi den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ifølge Venstre var løbet fra et løfte over for vælgerne om at bevare efterlønnen.

Løfte om stilstand

Det særegne ved kontrakt- eller løftepolitikken, som den også kaldes er, er at man helst ikke foretager sig andet, end hvad man har lovet vælgerne. Det konserverende ved kontrakt- og løftepolitikken i sin danske version er, at de løfter og kontrakter, politikkerne udstikker, nærmest udelukkende handler om, hvad de ikke vil gøre. Altså løfter om at forholde sig passivt til en lang række områder, hvor man ellers som politiker havde muligheden for at dreje på nogle håndtag af den gode eller dårlige slags. En uskøn forening af politikere, journalister og meningsmålingsiver har medført, at kontraktpolitikken virker stærkt konserverende på dansk politik; ingen tør gøre noget ingen tør sige, hvad der burde gøres ifølge deres mening, og ingen tør lægge sig ud med, hvad den store fællesmængde af midtervælgere kunne finde på at svare hvis en studerende ansat af Gallup analyseinstitut ringede til dem og spurgte om dette eller hint. Så med kontraktpolitikken ’ved danskerne hvad de har’, de ved også, hvad de ikke udsættes for, og de ved at Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kæmper den strategiske kamp om deres gunst.

Venstre er bedst til kontrakter

Den ’velfærdsvending’ Venstre foretog med Statsminister Anders Fogh ved roret var ikke en grille, som kun varede til et par måneder efter valgsejren i 2001. Lige siden den gang har Venstre både strategisk og kommunikativt arbejdet på at overtage Socialdemokraternes rolle som garant for Velfærdsdanmark. Deres redskab har været kontraktpolikken skåret ud i mundrette letforklarlige bidder, som enhver vælger kunne forstå og tage stilling til umiddelbart. Til gengæld har de holdt sig fra større reformer og indgreb, af den upopulære slags, hvor vigtige vælgergrupper kommer til at miste penge eller rettigheder. Venstres taktiske fordel har været, at de ydelser de til gengæld ’lovede’ vælgerne har som ’skattestoppet’ været så retorisk stærke, at de har været umulige for en opposition at argumentere imod.

Socialdemokraterne er ved at lære det

I sidste valgkamp var Socialdemokraterne ved at komme efter den svære kontraktkunst. Taktikken var at love de samme ting som Venstre lovede i valgkampen (eller var det omvendt?). Det betød at besparelser var udelukket inden for områder som SU overførselsindkomster, boligbeskatning, sundhedsvæsen og pensioner. De områder var fredet allerede inden valgkampen. Der var lige et område, hvor det kneb for Socialdemokraterne, det var skattepolitikken. Anders Fogh (V) syntes, det var rigtigt sjovt at muntre sig over at socialdemokraternes skatteloft i virkeligheden var et ’skatteløft’. Nu er man holdt op med at grine over den vits hos Socialdemokraterne og tidligere statsministerkandidat Mogens Lykketoft erklærede tidligere på måneden, at man i partiet overvejede et skattestop. Forklaringen var ikke, at det danske velfærdsamfund skatteteknisk set netop nu er indrettet på den absolut bedste måde set med socialdemokratiske briller. Nej, den var tværtimod, at skattestoppet var en lettere kontrakt at lave med vælgerne end en skattepolitik med både forklaringer og grafer skrevet med småt.

Dansk Folkeparti følger trop med uro i baglandet.

Siden Dansk Folkeparti brød ud af Fremskridtspartiet, satte de kursen mod de socialdemokratiske vælgere, særligt dem, der mente at Socialdemokraterne var for indvandrer- og globaliseringsvenlige. Da partiet blev regeringens støtte i 2001 bakkede de op om nærmest alt, hvad regeringen foreslog mod til gengæld at få gennemført nogle tydelige mærkesager. Det har givet partiet vælgerfremgang og indtil for nylig har den linje ikke kostet ridser i troværdighedslakken. Men partiet har nu mødt et af de klassiske politiske dilemmaer, som alle partier med hang til magt kommer i: Hvordan beholder man sin magtposition uden at må gå på kompromis med sine holdninger? Partiet har hele tiden meldt ud, at de ikke ville ændre på efterlønnen. -Indtil i fredags, så ville de lige pludselig godt skubbe hele ordningen to år frem. Årsagen var, at de ellers kunne se frem til for første gang i flere år at blive sat uden for indflydelse, når regeringen og Socialdemokraterne formegentlig vedtager en ny pensionsreform. Det ville måske se godt ud på troværdighedsskalaen, til gengæld ville de ikke se politisk manøvredygtige ud, som de netop har forsøgt med held så længe. Da baglandet, efter at have fået mundkurv på af gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF), kom med protester gik gruppeformanden i over i spinlogikken; det er bedre at sige at vi vil skubbe tilbagetrækningsalderen i stedet for at sige vi vil bevare den, hvor den er selvom det i virkeligheden er det vi vil, lød logikken. Forklaringen på den selvmodsigelse var, at partiet ikke regnede med at komme igennem i Folketinget med deres synspunkter, hvis de ikke gav sig

Menneskerettighedskritik af Danmark

Hvis der er en vælgergruppe der ikke har oplevet de helt store kontrakter i positiv retning med regeringen, så er det flygtninge og indvandre i Danmark. Europarådets kommissær for menneskerettigheder Alvaro Gil-Robles har advaret Danmark om at landets integrationslovgivning og tone i indvandrerdebatten skaber for store barrierer mod reel integration. Det gav den svenske avis Aftonbladet i skarpe vendinger kommissæren ret i for nylig i en leder. Heri i hed det blandt andet: Danmark är inpyrt av islamofobi, större delen av etablissemanget vräker ur sig grova fördomar om ”muselmäääänerne”. Till och med den annars upplysta drottningen har med fyrkantiga argument varnat för islam. Radio Holger har gjort come back och väntas på nytt utbrista: ”Död åt muslimerna.” Vårt lilla grannland är Västeuropas mest fördomsfulla, bigotta och inskränkta nation.

Religionsfrihed

Under juleprædiken valgte en gruppe præster, at kritiser regeringens udlændingepolitik og tonen i debatten. Det faldt Venstres politiske ordfører, så meget for brystet at han gik til medierne for at fortælle dem, at han havde meldt sig ud af den danske folkekirke, partikammeraten Birthe Rønn Hornbech, som altid vogter adskillelsen mellem den udøvende, dømmende og lovgivende magt i Danmark med stærke rettighedsbriller var straks ude med en kritik af sin gruppeformand. ”Vi har religionsfrihed i det her land”, sagde hun og mente dermed ,at Jens Rohde utidigt blandede kirke og stat sammen.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger