Opinionskapløbet mellem venstrefløjen og højrefløjen om medianvælgeren, altså ham, der afgør valget, fordi han eller hun står i midten og med sin stemme bestemmer om det er den ene eller anden fløj der vinder, er afløst af, at den stærke flertalsregering vi har i øjeblikket ikke efter et nyt valg kan love vælgerne samme fastkurspolitik, som de kunne tidligere. Hvad er der sket?  Jo, idet de radikale løsnede båndende til socialdemokraterne, åbnede de samtidig for muligheden af, at Venstre og Konservative, hvis de danner regering efter næste valg, kan hente støtte til større og mindre forslag hos de radikale. Det er der mange, der er sure over, særligt Dansk Folkeparti. De har ikke lagt skjul på, at det bliver dyrt at have dem med som støtteparti i en kommende regering. De vil gerne stå som tungen på vægtskålen, når regeringen får lovforslag stemt igennem.

Allerbedst ville selvfølgelig være, hvis de kom i regering. Den mulighed aflyste statsministeren ved et pressemøde for nylig, og et nyt politisk landkort ser dagens lys. De faste alliancer dur ikke længere, og vælgerne skal nu til at stemme på det parti de bedst kan lide, i stedet for på den fløj de bedst kan lide. Den klassiske højre-venstreskala afløses af en anden skala, i hvert fald på profileringssiden.

Robin Hood eller Whiskybælte

Den klassiske højre-venstreskala fordeler partierne efter, hvordan de ser på omfordelingen i samfundet. Hvis de mener, at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, så ligger de til højre, hvis de derimod mener, at der skal ske en stor omfordeling af samfundskagen fra rig til fattig, så ligger de til Venstre.

Det kan være svært at indtegne Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre på skalaen. De radikale ligger, med deres ønske om skat ned på arbejde, i mange sammenhænge sammen med de konservative langt til højre. I den seneste periode har de dog sammen med venstrefløjen været utilfredse med skattestoppet, der har sat en markant kæp i hjulet for det offentlige forbrug.

Omvendt profilerer Dansk Folkeparti sig traditionelt som velfærdsparti, men med deres støttepartifunktion for den borgerlige regering, er de i denne figur kommet længere til højre. Kampen har de seneste fem år hovedsagelig foregået på denne klassiske skala. Med regeringen og Dansk Folkeparti som faste makkere gik øvelsen for regeringen ud på, at ’se så socialdemokratiske ud som muligt’, særligt i forhold til velfærdsgarantier. At de var bedre til at føre en hård udlændingepolitik var givet på forhånd. Slagsmålet har stået mellem særligt Socialdemokraterne og Venstre, om at virke mest velfærds- og tryghedsbevarende.

Globalisering eller lokalisering

Efter de radikales brud med Socialdemokraterne har særligt Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti markeret sig kraftigt på den nye skala, i hver sin ende. De radikale har slået på tromme for budskaber om global tolerance og dialog. Dansk Folkeparti har derimod markeret sig i den anden ende. Særligt har en sag om hvorvidt børn fra afviste familier i de danske asylcentre skulle have mulighed for at spille fodbold eller lave fritidsaktiviteter, skilt vandende. Dansk Folkeparti har set stort på at børnene, efter flere års ophold i små rum på centrene, er blevet psykisk syge. Det er deres forældres ansvar, de kan bare rejse hjem, har partiet anført. Partiets indfødsretsordfører Søren Krarup har kaldt det social pornografi at pressen har fokuseret så meget på børnene. Den linje har statsministeren bakket op, hvorimod de radikale og venstrefløjen har været utilfredse med, at børnene bliver taberne.

Både Venstre og Socialdemokraterne har lidt sværere ved at være meget markante på den nye skala, Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har holdt sig mest til den hjemlige linje. Han har afvist EU’s forsøg på at genoplive unionstraktaten og har senest også afvist den kritik af en hård dansk udlændingeretorik, Europarådet netop er kommet med. Den er fyldt med fejl, har statsministeren sagt. Socialdemokraterne støttede asylbørnene, men er udmærket klar over, at de skal passe på med at give for meget efter i forhold til udlændingepolitikken.

(Se forklarende figur nederst i artiklen. Red.)

Socialdemokraterne er kammerater med venstrefløjen

Den 17. maj blev der i alle danske byer afholdt en stor demonstration i mod regeringens velfærdsreformer. Socialdemokraterne valgte at gå på to ben. Det ene ben er solidt plantet under forhandlingsbordet hos Thor Pedersen i Finansministeriet. De vil gerne være medafsendere af den kommende velfærdsreform. Med det andet ben står og går de til demonstrationen. Med en enkelt undtagelse er folketingsmedlemmerne ikke at finde blandt hovedtalerne, men de har vist initiativet stor kammeratlig støtte. De er godt klar over, at ”gadens parlament” i denne sag taler så fornyet kraftfuldt, at de er tvunget til at få mindst nogle af gadens krav med ind i en reform, for at kunne sætte deres navn under.

Både SF og Enhedslisten støtter demonstrationen, og de har brugt de radikales brud til at ofre den hårdere og skarpere venstrefløjspolitik, de har ført tidligere.

Venstre er kammerater med højrefløjens skriversvende

Så gode venner er statsminister Anders Fogh Rasmussen med den borgerlige presse, at han syntes, han skulle invitere en god håndfuld personligt udpegede borgerlige journalister og ægtefæller til middag hos ham og hans kone Annemette på Marienborg. Problemet kom, da det viste sig, at det var Statsministeriets folk, der ringede rundt til journalisterne, for at finde ud af, hvad ægtefællen hed. Officielt var middagen nemlig et Venstrearrangement. Nu er der så slet ikke noget arrangement længere. Forsøget på ’networking’ gik i vasken, da flere deltagere meldte afbud og pressen fik indblik i den penible sag om embedsmandsmisbrug.

Kommunerne melder ud

Kommunernes Landsforenings nyvalgte formand Erik Fabrin (V) siger, at der skal foretages prioriteringer i de offentlige udgifter. Han tilføjer, direkte adspurgt, at der måske er nogle borgere i hans egen kommune Søllerød, som ikke lige er dem, der mangler flest penge, men som ikke desto mindre får fastfrosset deres ejendomsskatter, fordi de er fyldt 65 år. Ifølge Fabrin kunne de penge bedre bruges andre steder i den offentlige sektor, og der er jo kun én kasse at tage af, som han anfører.

Hallo!! Ja, det sagde han faktisk. I dagens danske politiske billede er den slags grundsandheder noget, man bliver nødt til at sige højt. Ikke som et faktum, men som et argument. Nogle kunne jo, midt i en for opløftet løftepolitisk skinvirkelighed have glemt, at når alle skatter, afgifter, bøder og andet er betalt, så kommer det hele ned i den store husholdningskasse, som de offentlige finanser udgør.

Det gamle danske udtryk ”fem kroner til gyngerne er fem kroner mindre til karrusellen”, måtte Fabrin igen lære os.

Ø=Enhedslisten, SF=Socialistisk Folkeparti, S= Socialdemokratiet, R= Det Radikale Venstre, V=Venstre, K=Det Konservative Folkeparti, DF=Dansk Folkeparti

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger