Under den kolde krig havde Island adskilligt mere indflydelse i international politik, end landets indbyggertal lagde op til. Pga. Islands militærstrategiske beliggenhed og medlemskabet af NATO måtte stormagterne nærmest pr. automatik tage hensyn til Island, f.eks. i torskekrigen mod England.

Efter afslutningen på den kolde krig har Island været nødt til i langt højere grad at gøre sig aktive anstrengelser inden for forskellige internationale organisationer for at gøre sig gældende og blive hørt. Islændingene har f.eks. måttet øge deres økonomiske bidrag til fredsbevarende indsats og til udviklingsbistand. De er begyndt at betale penge til NATO i stedet for hovedsagelig at modtage penge fra NATO. Målet er at lade Islands stemme blive hørt så mange steder som muligt for at få lettere ved at varetage landets interesser.

Island søger plads i FN’s sikkerhedsråd

Den beslutning, som daværende udenrigsminister Halldór Ásgrímsson tog i 1998 om at søge at få en plads i FN’s sikkerhedsråd i 2009 og 2010, var led i denne politik. De nordiske lande har længe skiftedes til med fire års mellemrum at kandidere til sikkerhedsrådet. Der har eksisteret en uformel aftale om, at hver anden gang der vælges medlemmer til rådet, så skal den ene af de pladser, der tilkommer gruppen af vestlige lande, tilfalde et af de nordiske lande. I de fire årtier, der gik efter oprettelsen af FN, ansøgte Island derimod aldrig om at være med i køen.

Halldór Ásgrímsson beskrev præmisserne for Islands kandidatur på følgende måde, da han over for Altinget redegjorde for sagen i november 2003: ”Både kampen for at blive indvalgt i rådet og det at deltage i dets arbejde vil afgørende ændre Islands image og position i nationernes fællesskab. Med denne beslutning sendes der dét utvetydige budskab til omverdenen, at Island er en selvstændig og suveræn stat, der er parat til at gøre en indsats for bevarelsen af fred og sikkerhed i verden.”

Tværpolitisk sammenhold om kandidatur

Det er nok ingen overdrivelse at sige, at der lige fra 1998 og frem til i fjor har hersket tværpolitisk sammenhold om Islands kandidatur. Man begyndte at arbejde for valget af Island på traditionel vis; der blev skabt politiske kontakter med fjerne lande i den tredje verden, og sagen blev taget op på alle de møder, som islandske ministre, parlamentsmedlemmer og ambassadører havde med deres udenlandske kolleger.

Islændingene havde håbet på ikke at skulle kæmpe med andre om pladsen, og at der ville herske enighed i gruppen af vestlige lande om Island og et andet land. Østrig tilbød sig, men Islands forhåbninger om en let valgkamp blev gjort til skamme, da Tyrkiet – et andet land, der bestræber sig på at gøre sig gældende på den internationale arena gennem mere aktiv deltagelse i internationale organisationer – også stillede op.

Dyrt kandidatur

Det hele gik ikke desto mindre som smurt, indtil det tværpolitiske sammenhold pludselig stødte på et velkendt skær: penge. Einar Oddur Kristjánsson, et temmelig påholdende parlamentsmedlem for det højreorienterede Selvstændighedsparti og næstformand for Altingets finanslovsudvalg, gjorde i januar i år opmærksom på, at udgifterne til kandidaturet ville beløbe sig til mellem 800 og 1.000 millioner ISK. Island havde, mente han, ingen mulighed for at opnå valg, hvorfor man var i gang med at bruge penge til ingen verdens nytte.

Det viste sig hurtigt, at Davíð Oddsson, Selvstændighedspartiets formand, der blev udenrigsminister i september i fjor, nærede den samme tvivl som Einar Oddur Kristjánsson. I en tale på Altinget i april i år oplyste han, at udenrigsministeriets budget i forbindelse med kandidaturet var på 600 millioner. Man måtte regne med, at udgifterne ville vokse i takt med, at valgkampen blev hårdere. Herfra var der ikke langt til Einar Oddurs beregninger.

Sammenholdet revner

Under indtryk af, at der ikke tidligere var blevet informeret om denne udgift, opstod der nu en vis forlegenhed blandt folk fra forskellige partier, der indtil da ivrigt havde støttet kandidaturet. En milliard kroner er naturligvis mange penge på Island, hvor statens udgifter ifølge finansloven er på omkring 300 milliarder. Og udgifter til udenrigstjenesten har altid været et følsomt anliggende. Offentligheden bliver gerne forarget over penge, der går til luksuriøse ambassadørboliger, flyvebilletter og cocktailparties. I denne sag er bogholderiet endda særlig følsomt, for en kamp for valg til sikkerhedsrådet indebærer ikke mindst rejser af ambassadører til alle verdenshjørner, flyvebilletter, middagsinvitationer og klækkelige repræsentationsregninger.

Debatten begyndte nu at blive ført over på, om det var muligt at bruge pengene på en mere fornuftig måde, f.eks. til at øge Islands udviklingsbistand, som relativt set kun udgør en brøkdel af, hvad de øvrige nordiske lande yder, og derved skabe en bedre basis for et nyt kandidatur til sikkerhedsrådet i fremtiden. Andre sagde simpelt hen, at Island var nødt til at acceptere, at det var et lillebitte land, som ikke havde råd til at bruge penge på en valgkamp, som det slet ikke var sikkert ville give landet en plads i sikkerhedsrådet.

Valgkamp i venteposition

Davíð Oddsson sagde i sin parlamentstale i april, at der for hans vedkommende havde meldt sig “påtrængende spørgsmål”, hvad angik udgiften til kandidaturet, og at det kunne diskuteres, om det skulle fastholdes, indtil sagen var fulgt helt til dørs. Og derefter skete der stort set ingenting – ministeren skar ikke igennem, måske fordi han vidste, at Halldór Ásgrímsson, der i mellemtiden var blevet statsminister, var totalt imod, at hans beslutning blev ændret. Imens så valgkampen ud til at befinde sig halvvejs i venteposition, og de embedsmænd i Udenrigsministeriet, som skulle stå for den, vidste knap nok, hvad de skulle tage sig til.

Sommeren gik, og ingenting skete, udover at de politiske ledere i de øvrige nordiske lande var blevet særdeles forundrede over trakasserierne på Island og var begyndt at spørge på det ene møde efter det andet, hvad Island havde tænkt sig at gøre – for Island havde selvfølgelig klemt sig ind i de nordiske landes kø og dermed forhindret, at Finland, som er det næste land i køen, kunne gøre krav på en plads i rådet ved valget i 2008.

I midten af september satte Davíð Oddsson så det hele på den anden ende, kort tid efter at han bekendtgjorde, at han agtede at trække sig ud af politik og nedlægge sine hverv som formand for Selvstændighedspartiet og udenrigsminister. Davíð sagde i et radiointerview, at han var af den opfattelse, at man burde opgive kandidaturet, men at han ville overlade det til Geir H. Haarde, sin efterfølger på udenrigsministerposten, at træffe den endelige afgørelse om sagen. Geir på sin side nægtede at udtale sig om spørgsmålet, til han havde overtaget posten. Statsminister Halldór Ásgrímsson skar da igennem og bekendtgjorde på FN’s statsledermøde i New York, at Island kandiderede til Sikkerhedsrådet.

Forundring blandt ledere i Norden

De forundrede udenrigsministre fra de øvrige nordiske lande opsøgte da deres kollega Davíð Oddsson, da han ankom til New York nogle dage senere, og spurgte, om Island stadig var kandidat. Hertil svarede Davíð, at det havde ikke ændret sig; ganske vist havde han selv sine tvivl, men han var i færd med at trække sig ud af politik, og da var det mest sandsynligt, at kandidaturet ville blive til noget.

Hjemme i Reykjavik viste det sig, at statsministeren ikke havde noget enigt parti bag sig i sagen. Guðni Ágústsson, næstformand for Fremskridtspartiet og landbrugsminister. og Hjálmar W. Árnason, formand for centrumspartiets parlamentsgruppe, ytrede begge betænkeligheder ved kandidaturet. Også i Selvstændighedspartiet var der delte meninger. Undervisnings- og kulturminister Þorgerður Katrín Gunnarsdóttir sagde, at Island skulle være “en stolt nation og holde op med evig og altid at tale om små nationer. Det kan godt være, at vi er 300.000 enkeltindivider, men vi er på bestemte områder en stormagt, og det skal vi være stolte af.”

Udgifter skåret ned

Få dage senere overtog Geir H. Haarde posten som udenrigsminister og erklærede, at kandidaturet blev fastholdt, men at budgettet blev skåret ned til 200 millioner ISK, bl.a. derved, at der ikke ville blive udsendt rejsende ambassadører til at præsentere Islands kandidatur.

Island stiller således stadig op, men de politiske ledere i de øvrige nordiske lande overvejer sandsynligvis, om Island mon har levet helt op til sine egen udenrigspolitiske ambitioner og fortjener den støtte ved valget til sikkerhedsrådet, som de har ydet.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger