Massemediernes nyheder og den politiske debat i Island har i de seneste uger mest drejet sig om massemedierne selv – deres styring og drift. Mediernes etiske regelsæt, massemediernes magt, mediernes forpligtelser, massemediernes ejere, mediedriftens form, injurielovgivning – spørgsmålet hvorvidt en sensationel presse overhovedet har en eksistensberettigelse i et lille land som Island med meget små samfund.

I nær fremtid skal der på Altinget vedtages nye love om islandske massemedier, både de privatejede og de statsdrevne. Der er uenighed på begge områder mellem regering og opposition. Oven i dette kommer en begivenhed på Vestfjordene i januar, der faldt som en bombe ind i den islandske mediedebat.

Politisk strid i kølvandet på forsidenyhed

En mand i tresserne begik selvmord i den lille provinsby Ísafjórður, samme dag som eftermiddagsavisen DV havde smækket op på forsiden, at han var mistænkt for en seksualforbrydelse. Omtalen var så sensationel, som pressen er, når den er værst. ”Enarmet lærer beskyldes for voldtægt”, hed det i islandske DV. Overskriften mindede umiskendeligt meget om stilen i en norsk revygruppes (Tramteatret) satiriske overskrift fra 1980erne: ”Nøgen greve jager neger med økse”.

Folk var chokerede over det som skete. Island er lille. Den efterfølgende debat har været som en politisk revy eller en krimi med politisk islæt. Politikerne trådte som de første og stærkeste ind på scenen. Én af dem har allerede bebudet et forslag til lovændring med henblik på at skærpe bøde- og injurielovgivningen. De, der bryder loven, skal for alvor kunne mærke det økonomisk, som det udtrykkes i forslaget. Hjálmar Árnason, formand for Fremskridtspartiets parlamentsgruppe har udtrykt det sådan, at DV har begået mord. Justitsminister Björn Bjarnason, Selvstændighedspartiet, har længe haft et horn i siden på avisen og hele mediekoncernen 365-medier som DV tilhører og som ejes af Baugur-Group. Ministeren skrev også på sin hjemmeside, at han allerede havde givet sin mening til kende om Baugur-mediet DV. Efter de sørgelige nyheder om følgerne af bladets forsidenyhed, har han spurgt, hvor længe avisens ejere mon har tænkt sig at lade DV gå til angreb på forsvarsløse personer på deres regning.

Nyrige islandske finansfyrster

Mediekoncernen 356 medier er en del af en ny magtblok, som det gamle islandske erhvervsvælde og Selvstændighedspartiet har vist antipati overfor i de seneste år. De er en massemediekoncern i privateje hos nyrige islandske finansfyrster. Det nye forretningsimperium ejer mere end massemedier i Island, det ejer også de største firmaer på fødevaremarkedet, en stor andel i en bank, flyveselskaber og i det hele taget det meste af, hvad der kan købes for penge. De nye forretningsfyrster er ikke mange, men de er magtfulde og i offensiven. Deres køb for nylig af huse, butikker, banker og firmaer af mange slags, ikke mindst i Danmark, vil være kendt af de fleste.

Medielovgivningens svære fødsel

En ny medielovgivning er netop under udarbejdelse og har været det længe. Det har voldt et utroligt postyr i de seneste års politiske debat. Ejendomsretten til massemedier har været under debat siden medier i privateje begyndte at blive samlet på meget få hænder. For to år siden, under forberedelserne til en ny medielovgivning, opstod der strid om hensigten og målet med den lov, der blev bebudet. Siden da er begrebet BAUGUR-MEDIER blevet et hverdagsudtryk, især for folk til højre i islandsk politik. Den islandske republiks præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, blev direkte impliceret i mediestriden da han for knap to år siden nægtede at stadfæste medieloven som et flertal på Altinget havde vedtaget for at dæmme op for koncentrationen af ejendomsretten til massemedier. Præsidentens begrundelse var, at nationens flertal ikke støttede loven. Det blev en hed sommer i islandsk politik. Altinget blev indkaldt midt i sommerferien for at tage massemedieloven af bordet for at undgå en folkeafstemning, som alligevel ikke ville have drejet sig om massemedieloven, men ville være blevet en popularitetsafstemning mellem præsidenten og regeringen.

De fleste stridheder og bekymringer har handlet om finansfyrsters indflydelse på massemediernes indhold. På dette punkt har især politikere fra Selvstændighedspartiet brugt store ord om Baugur-medierne. For de vigtigste medier i privateje ligger, hvis man fraregner den gamle avis Morgunbladid, i hænderne på koncernen 365 medier som Baugur-Group ejer, og dermed i hænderne på landets rigeste mænd.

Kan man købe sig fra dårlig omtale?

Tilbage til selvmordsepisoden i sidste uge. Midt i debatten om mediekoncernens grimme ælling, avisen DV, der blev anklaget for mord, skete dette. En nyhed blev læst op på én af det omtalte firmas fjernsynskanaler. Björgólfur far og søn, der ikke tilhører Baugur-imperiet, men som har en lille aktiepost i mediefirmaet og en stor i banker og magtfulde erhvervsvirksomheder, ville købe DV med det formål at lukke bladet. De bryder sig ikke om måden, hvorpå der skrives om dem i avisen. Politikere troede knap nok deres egne ører, men far og søns pressekonsulent kunne bekræfte nyheden. Statsminister Halldór Ásgrímsson erklærede at den slags indgriben er uacceptabel og at det aldrig kunne være faldet politikere ind. Dem var ellers faldet adskilligt ind. Hvorvidt fars og søns forsøg på at dysse ubehagelig omtale af dem selv ned vil medføre, at udkastet til en ny medielov, som netop nu er under udarbejdelse, undergår forandring, vides endnu ikke.

Medielandskabet i Island under forandring

Der har været politisk uenighed i årevis om driften af Ríkisútvarpið (Statsradiofonien). En overgang nåede disse stridigheder ind i regeringspartierne, hvor det ene regeringsparti, Selvstændighedspartiet, længe har ønsket at forvandle institutionen til et aktieselskab, hvad det andet regeringsparti, Fremskridtspartiet, har været imod. Efter en større medieballade i foråret, hvorunder radioens nyansatte nyhedschef blev drevet fra stillingen den første dag efter hadefulde diskussioner og anklager om, at han var politisk udnævnt, er stridighederne drevet over. Begge regeringspartier er nu enige om at ændre institutionen til et aktieselskab, som det er meningen skal være i statseje ud i fremtiden.

Statsradiofonien blev oprettet 1930. Fjernsynsudsendelser begyndte i 1966, og i årevis var Statsradiofoniens fjernsynskanal den eneste på markedet. Om torsdagen og hele juli måned blev der holdt fjernsynsfri. Islændingene mente nok, de var i stand til at bruge denne tid til mere opbyggelige aktiviteter end at se fjernsyn. Nu er de blevet en tv-nation med mange kanaler. Statsradioen konkurrerer blandt andet med den nye nyhedsstation NFS, der er en del af 365 medier koncernen, som har sat som mål at sende tv-nyheder seksten timer i døgnet, for en stor dels vedkommende i direkte udsendelse. Det er ikke noget alle bryder sig om. Kvantitet sikrer ikke kvalitet, siger politikerne. De fastholder at nationen bør have statsstøttede massemedier, der er uafhængige af markedsmekanismer.

Inden for Selvstændighedspartiet har det længe været den herskende opfattelse, at medievirksomhed ikke skal ligge i statens hænder. Det andet regeringsparti, Fremskridtspartiet, har derimod været fast besluttet på fortsat at bevare Statsradioen i statens eje. Både før og nu har regeringspartier været under anklage for at bruge deres indflydelse over for redaktionerne på begge Statsradioens nyhedsstationer, især ved at blande sig i stillingsbesættelser. Radiorådet og institutionens organisation er blevet anklaget af politiske kræfter fra alle sider. Mange klager over at andre misbruger systemet i egen interesse eller at de ikke selv har tilstrækkeligt magt eller indflydelse.

De islandske massemediers miljø forandrer sig for tiden, meget hurtigere end det politiske miljø. Men politikerne er uhyre bevidste om mediernes store betydning – for dem selv – og det bliver derfor spændende at se, hvor den nye medielovgivning, som forventes at blive vedtaget i foråret 2006, vil føre de islandske medier hen.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger