Islands statsminister og formand for Fremskridtspartiet Halldór Ásgrímsson, trak sig uventet ud af politik i begyndelsen af juni. Den nye statsminister blev Geir H. Haarde, Selvstændighedspartiets formand. Højst besynderlige brydninger inden for Fremskridtspartiet er grunden til, at en ny regering, dannet af de samme to partier, og med den samme politik, har taget over på Island. Mange ministre blev skiftet ud, selv om der kun er ti måneder til næste altingsvalg. De konflikter i Fremskridtspartiet, der til sidst førte til statsministerens tilbagetræden, er ikke nye. Der er blevet trukket i partiet fra højre og venstre, fra land og by, af nationalistiske konservative og af europæisk indstillede nyliberale. Hvad der dog har plaget partiet mest, er begrebet ”halvdelen til hver”. Heri ligger en anklage for korruptionslignende tilstande, hvor de to regeringspartier, Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet, har delt magten, indflydelsen og posterne imellem sig overalt, hvor dette har kunnet lade sig gøre. Ifølge anklagen danner ”halvdelen til hver” et mønster, som gennem årtier har sikret Fremskridtspartiet en magtposition, der står i skrigende misforhold til partiets opbakning hos vælgerne.

Limen i islandsk politik

Fremskridtsfolkenes egen forklaring på tingenes tilstand går ud på, at Fremskridtspartiet er et parti, der står for forlig og kompromiser. Derfor har partiet været ofte og længe ved magten. Det er limen i islandsk politik, der sammenknytter samfundssind på den ene side og reformer på den anden. Men det bliver ikke vurderet efter fortjeneste. Partiet får især skylden for regeringens mere upopulære beslutninger, hvorimod Selvstændighedspartiet gerne får ros, når noget gøres godt. Ledelsen inden for Fremskridtspartiet har måttet finde sig i mobning, ja, nærmest personforfølgelse, og partiet har været skydeskive for medierne. Oven i alt dette kommer så de interne stridigheder.

Fremskridtspartiets vælgertilslutning lå usædvanlig lavt op til kommunalvalget i foråret og var intetsteds mindre end i statsministerens valgkreds i Reykjavik. Her stod statsministerens rådgiver, Björn Ingi Hrafnsson, øverst på partiets liste. Det så længe ud til, at han slet ikke ville komme ind, og vælgertilslutningen lå til at gå tre-fire procent tilbage.

Fremskridtspartiets tilbagegang

Som så ofte før vandt Fremskridtspartiet terræn i slutfasen, men alligevel måtte partiet opleve tilbagegang i de fleste regionale og kommunale organer. Ikke desto mindre kunne partiet danne flertal i langt flere kommunalbestyrelser end de partier, der var gået frem. Mange steder dannede de flertal sammen med Selvstændighedspartiet. Statsministerens højre hånd klarede med nød og næppe at komme til fadet, som den eneste på Fremskridtspartiets liste i Reykjavik. Han dannede flertal sammen med Selvstændighedspartiet. Dermed hersker regeringspartierne nu i hovedstaden, og det til trods for Fremskridtspartiets tilbagegang. Det er første gang i mere end et årti, at Selvstændighedspartiet deltager i bystyremajoriteten.

Statsminister Halldór Ásgrímsson sagde på valgaftenen 27. maj, at han ville påtage sig ansvaret, men ikke hvordan. Det viste sig nogle dage senere. Den 2. juni blev det pludselig besluttet at sende Altinget på sommerferie, og nyheden om, at statsministeren tænkte på at gå af, nåede ud i medierne. Samtidig forlød det, at Finnur Ingólfsson, en omstridt tidligere minister for Fremskridtspartiet, som senere blev nationalbankdirektør, var udset til at genrejse partiet. Finnur Ingólfsson havde forladt posten i Nationalbanken til fordel for et hverv som direktør for Islands største forsikringsselskab VÍS, hvor Fremskridtspartiet efter sigende altid har haft stor indflydelse.

Flammende intern kamp i Fremskridtspartiet

Weekenden der fulgte gik med bombastisk formulerede udtalelser og tilkendegivelser fra Fremskridtspartiets afdelinger over hele landet, som erklærede, at de holdt med partiets ledelse, med dets græsrødder, med en bestemt person i ledelsen eller med nogle andre. Afdelingerne protesterede i kraftige vendinger mod beslutninger, der aldrig var kommet frem offentligt. Finnur Ingólfssons mulige comeback i politik blev modtaget meget forskelligt. Der dukkede partiafdelinger op, der støttede Fremskridtspartiets næstformand, landbrugsminister Guðni Ágústsson, som står for det gamle Fremskridtspartis traditionelle landboværdier. Konflikterne i ledelsen af Fremskridtspartiet blev stillet offentligt til skue, og man havde knap nogen sinde set mage i islandsk politik.

Industriministeren gav til kende, at hun nærede mistillid til næstformanden som mulig arvtager for formanden, og den hede længsel hos bestemte parlamentsmedlemmer, ja, endda ministre, efter en videre karriere inden for partiet kom til udtryk i interviews og udtalelser. Fra medlemmer knyttet til en bestemt fraktion i partiet kom der opfordring om, at hele ledelsen skulle træde tilbage.

Statsministeren træder tilbage

Der blev holdt en pressekonference i ministerboligen på Þingvellir, islændingenes helligste sted, om aftenen 5. juni. Her gav statsminister Halldór Ásgrímsson meddelelsen om sin tilbagetræden. Forinden havde han haft et møde med partiledelsen. Journalister blev inviteret med en frist på kun én time, og medierne havde fuldt op at gøre med at nå frem til stedet til tiden. Tv-stationerne hentede stof med helikoptere, og til at begynde med blev der som følge af tidnød sendt direkte gennem telefonen.

Ministeren forklarede pressen, at inden Altinget blev sendt hjem, havde han og partiets næstformand indgået en overenskomst. Den gik ud på, at begge skulle forlade deres post. Men næstformanden, landbrugsminister Guðni Ágústsson, reagerede ligesom sagaernes helte. Han sagde ikke et ord. Med bister mine forlod han islændingenes gamle tingsted og tog til Selfoss på Sydlandet. Derfra udsendt ministeren en erklæring om, at der ikke gjaldt nogen overenskomst. Han ville undersøge, om der var støtte til ham som formand.

Men det var der også andre, der ville. Der fandtes knap nok det parlamentsmedlem eller den minister fra Fremskridtspartiet, der på forhånd ville udelukke, at han eller hun gik efter formandskabet. Selvstændighedsfolkene stirrede lamslåede på hele denne ståhej. De var blevet sat udenfor. Men utålmodigheden var åbenbar. Man erklærede, at det var tvivlsomt, om man ville kunne samarbejde med et splittet parti. Nu måtte Fremskridtspartiet se at komme til fornuft. Før eller siden måtte der dannes en ny regering under ledelse af Geir H. Haarde, formand for Selvstændighedspartiet. Og sådan kom det også til at gå.

Fremskridtsfolkene holdt et stort møde. På dette faldt alt fuldstændig til ro. Formand og næstformand sagde, at de havde løst alle uoverensstemmelser og taget hinanden i hånden. Der er stadig ingen, der ved, hvad uenigheden gik ud på, og endnu mindre, hvad enigheden handler om. Man strides ikke længere om, hvem der skal vige pladsen. Statsministeren er væk, og en ny minister hentet uden for Altinget er kommet ind i regeringen. Andre medlemmer af partiet overvejer deres situation. En ny ledelse bliver valgt til august.

Ny regering

Ændringerne i regeringen blev offentliggjort lørdag den 10. juni. Fra Fremskridtspartiet kommer der tre nye ministre ind. Selvstændighedspartiet får én minister mindre. Det er prisen, man må betale for statsministerposten. En enkelt af Fremskridtspartiets ministre er hentet uden for Altingets rækker. Det er en sjældenhed, men under striden i Fremskridtspartiet stod det hurtigt klart, at arvtageren for statsministeren ikke skulle komme fra parlamentsgruppen.

Fremskridtspartiet gik derfor i banken, hvor man hentede nationalbankdirektør Jón Sigurðsson. Posten som nationalbankdirektør bliver dermed ledig, og i den forbindelse nævnes Halldór Ásgrímsson, den afgående statsminister. Jón Sigurðsson er nu industri- og handelsminister. Altingsmedlem Jónína Bjartmars er miljøminister. Altingsmedlem Magnús Stefánsson er socialminister. Valgerður Sverrisdóttir, som før var industri- og handelsminister, bliver udenrigsminister. Fremskridtspartiet fik et ministerium ekstra, mens Selvstændighedspartiet afgav ét. Sigríður Anna Þórðardóttir fra Selvstændighedspartiet holdt op som miljøminister og forlod regeringen.

Mange selvstændighedsfolk finder det bittert at have været nødt til at ofre en minister på Fremskridtspartiets interne problemer. Ikke desto mindre erklærer man, at man ser frem til et solidt regeringssamarbejde og er stærkt indstillet på at styre nationens skude gennem økonomiens oprørte hav frem til næste valg.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger