I den forudgående afstemning pr. brev bidrog i alt 12.000 medlemmer af partiet, det højeste antal, der nogen sinde har deltaget i formandsvalget i et islandsk politisk parti.

Ingibjörg Sólrún har været en af de stærkeste ledere på den islandske venstrefløj i de senere år. Hun var byrådsrepræsentant for Kvindelisten i Reykjavik 1982-1988 og tog da det ene slagsmål efter det andet med Davíð Oddsson, Selvstændighedspartiets borgmester. Under hendes ledelse lykkedes det i 1994 for Reykjaviklisten at erobre flertallet i Reykjaviks byråd fra Selvstændighedspartiet, der på det tidspunkt havde regeret byen i 61 år af de 65, der var gået fra partiets stiftelse. Ingibjörg Sólrún var borgmester i næsten ni år, eller indtil hun besluttede at stille op til Altinget for Samlingsfronten i begyndelsen af 2003. Så ville Samlingsfrontens samarbejdspartier på Reykjaviklisten, Det Grønne Venstre og Fremskridtspartiet, ikke længere have hende i borgmesterstolen.

Øget selvtillid hos Samlingsfronten

Ingibjörg Sólrún blev kørt i stilling som Samlingsfrontens statsministerkandidat ved Altingsvalget i 2003. Skønt Samlingsfronten fik forøget tilslutning, bevarede regeringspartierne, Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet, alligevel deres flertal, og Ingibjörg Sólrún opnåede ikke selv valg til Altinget. Til gengæld kan hun overtage en plads i Altinget til efteråret, når et af Samlingsfrontens parlamentsmedlemmer overgår til et andet hverv.

Selvtilliden hos Samlingsfronten er tydeligvis vokset efter landsmødet. Ingibjörg Sólrún er en stærkere leder end Össur Skarphéðinsson og viste som leder af Reykjaviklisten og borgmester, at hun både kunne vinde valg og lede koalitioner af forskellige partier. Samlingsfrontens folk nærer derfor store forhåbninger om, at partiet under hendes ledelse kan blive talstærkt nok til at vælte regeringen, sammen med de øvrige oppositionspartier. Den nuværende regering har siddet længe ved magten, og opnår de nuværende oppositionspartier flertal i Altinget, bliver det sandsynligvis deres første chance for at danne regering sammen. Mange taler nu om Ingibjörg Sólrún som den kommende statsminister.

Den første rendyrkede venstreregering?

Det Liberale Partis situation (som er en del af oppositionen) er temmelig usikker; det får for tiden en vælgertilslutning på 4-6 % i opinionsundersøgelser, og et af dets parlamentsmedlemmer, Gunnar Örlygsson, sluttede sig her for nylig til Selvstændighedspartiets parlamentsgruppe, hvad der var et hårdt slag for de liberale, hvis fremtid nu er uvis. Det må regnes for mest sandsynligt, at Samlingsfronten vil fæste lid til at kunne danne regering med Det Grønne Venstre. Det ville i så fald være den første gang, at en rendyrket venstreregering sad ved magten i Island. Midterpartiet Fremskridtspartiet havde nemlig andel i alle de regeringer, hvor de daværende socialdemokrater og socialister sad sammen i det 20. århundrede.

Samlingsfronten præsenterede på landsmødet diverse tiltag i retning af at bevæge sig ind på midten efter samme mønster som det britiske Labour (eller det svenske højreparti Moderaterna). I partiets resolutioner om sundhedsspørgsmål lægges der f.eks. op til øget albuerum for det private initiativ i sundhedssektoren. Mindre enighed er der inden for partiet om ideerne om at tillade et øget antal af uafhængige skoler, drevet af private. Og i udenrigspolitik minder partiets kurs mest om linjen hos den gamle Folkealliance (Alþýðubandalagið) end om holdningen hos Folkepartiet (de gamle socialdemokrater) der altid værnede om forsvarssamarbejdet med USA og medlemskabet af NATO. Således kunne man blandt formuleringerne i landsmødets resolutioner finde en idé om at sende de amerikanske forsvarsstyrker ud af landet, men stadig beholde forsvarsaftalen, om end på papiret, samt medlemskabet af NATO. Denne linje skulle samtidig lette samarbejdet mellem Det Grønne Venstre og Samlingsfronten.

Fremskridtspartiet i bund

Ifølge de nyeste opinionsundersøgelser måles Samlingsfronten og Det Grønne Venstre til at have en vælgertilslutning på sammenlagt 49 %, Samlingsfronten med 34 % og Det Grønne Venstre med 15 %. Regeringspartierne har en tilslutning på 46,5 %. Selvstændighedspartiets vælgertilslutning ligger tæt på det traditionelle, eller 38 %. Derimod har Fremskridtspartiets vælgertilslutning aldrig været mindre ifølge Gallups undersøgelser, eller 8,5 %. Det synes ikke at have indbragt partiet noget, at det sidste efterår overtog statsministerposten ifølge en intern aftale mellem regeringspartierne.

Tværtimod er statsminister Halldór Ásgrímsson lidt efter lidt havnet i en vanskelig situation, har været udsat for hård kritik fra oppositionen og måttet døje drøje hug i medierne. Først skyldtes det Islands stillingtagen til krigen i Irak, dernæst beskyldninger om, at ministeren havde været inhabil til at træffe beslutninger om privatisering af Búnaðarbankinn (Landbobanken) som følge af sin lille indirekte aktieandel i et firma, der afgav tilbud på banken. Rigsrevisionen er nået til det resultat, at Halldór ikke har været inhabil og desuden pga. sygeorlov ikke har taget del i beslutninger om salg af banken. I begge tilfælde drejer det sig om sager, der for længst er fortid, men ikke desto mindre har Halldór ikke kunnet få fred for dem – og statsministeren har ikke gjort nogen heldig figur, når han har ladet sig interviewe til massemedierne i forbindelse med disse sager.

Regeringen synes, måske hovedsagelig af disse grunde, at være kørt en smule træt. Fremskridtsfolk har bebudet en omgruppering til efteråret blandt sine ministre, og i kredsen omkring regeringen er mange af den opfattelse, at selvstændighedsfolkene bør benytte sig af lejligheden og også rokere imellem sine ministertaburetter, måske endda bytte nogle ministerposter med Fremskridtspartiet. På denne måde kunne regeringen vise et nyt ansigt det sidste halvandet år inden valget og muligvis få frisket op på sit image.

Økonomien spiller en rolle

Det betyder meget, hvordan det lykkes regeringen at bestyre økonomien. Der er for øjeblikket tegn i sol og måne, der tyder på, at stabiliteten i økonomien er i fare; kronens kurs er alt for høj i forhold til eksporterhvervenes interesser. Høje renter indebærer, at spekulanter er begyndt at investere i kroner, og mange frygter, at hvis de trækker sig ud af markedet igen for at indløse en kursgevinst, vil kursen falde hurtigt. Seðlabankinn (Nationalbanken) har besvær med at holde inflationen nede og kritiserer regeringen for ikke at udvise tilstrækkelig tilbageholdenhed med statsfinanserne.

Inden sidste valg kunne regeringen henvise til de gode resultater, den havde opnået i økonomien, og mange stemte utvivlsomt på regeringspartierne af denne grund. Selvfølgelig vil regeringspartierne fortsat kunne påstå, at de er de eneste, erhvervslivet kan nære tillid til. Men man kan også fremføre, at det ikke absolut er dårligt for den nuværende regering, at der hersker en vis usikkerhed omkring udviklingen inden for økonomien, så længe der blot ikke bliver vendt op og ned på alting. Man går i så fald ud fra den præmis, at vælgerne vil frygte, at en venstreregering vil forkludre økonomien – endnu en gang.

Nej, ikke på vej ind i EU

Nogle gør sig overvejelser om, hvilken indflydelse en ny regeringssammensætning efter et valg vil have på Islands Europapolitik. Franskmændenes og hollændernes afvisning af EU's forbundstraktat betyder sandsynligvis, at Island, ganske ligesom Norge, vil forholde sig afventende og følge med i, hvordan det lykkes EU at klare sig ud af situationen.

Men selv om et eller andet mirakel skulle redde forfatningstraktaten, ville det være overordentlig usandsynligt, at Island søgte om EU-medlemskab i næste valgperiode. I en venstreregering dannet af Samlingsfronten og Det Grønne Venstre ville Det Grønne Venstre stille sig i vejen for et EU-medlemskab. Samlingsfronten er det eneste politiske parti, som direkte har medlemsansøgning på sit program. Fremskridtspartiet vedtog på sit seneste landsmøde en ulden resolution om ”tænkelig forberedelse af forhandlinger med EU om medlemskab”. Men selv i tilfælde af, at Samlingsfront og Fremskridtparti skulle danne regering – hvad der må anses for usandsynligt – er der kræfter inden for Fremskridtspartiet, anført af landbrugsminister Guðni Ágústsson, der helt og aldeles modsætter sig medlemskab.

Faktisk er det sådan, at så længe Islands største politiske parti, Selvstændighedspartiet, er imod EU-medlemskab, vil dette ikke blive vedtaget ved en folkeafstemning. Selvstændighedsfolkene skifter næppe mening, med mindre der opnås en eller anden garanti fra EU om, at det vil være muligt at opnå undtagelser fra EU's Fælles Fiskeripolitik. Og den slags garantier synes det ikke muligt at få.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger