Der var propfyldt af journalister og pressemedarbejdere og chefer for hele Organisationsdanmark i Eigtveds Pakhus, da formand Torben M. Andersen pakkede to års arbejde ud og præsenterede Velfærdskommissionens rapport onsdag den 7. december.

Kommissionen var nedsat for at sikre et velfungerende velfærdssamfund. Problemerne eller udfordringerne, som alle enedes om at kalde dem, er alvorlige nok.

De få unge skal betale for de mange gamle

Ifølge en fremskrivning som kommissionen har foretaget, vil Danmark om 40 år have en arbejdsstyrke, som er skrumpet med 350.000 personer, det er næsten hver sjette der forsvinder ud af arbejdsmarkedet. Samtidig lever folk til den tid meget længere. De bliver nok ikke så syge, som de gør i dag, når de er i tresserne, men groft sagt betyder en længere levetid også flere år at være syg i og flere år at være på offentlig forsørgelse i. Kommissionen påpeger også, at udvandringen fra arbejdsmarkedet betyder underskud på de offentlige budgetter fra 2020 og i 2040 vil underskuddet på den offentlige sektors samlede budget være 3,4 % af BNP.

Hurtigt ind og sent ud af arbejdsmarkedet

Med udgangspunkt i de relativt dystre tal, fremlagde kommissionen en samlet pakke bestående af 43 forslag. De ønsker blandt andet pensionsalderen sat op fra 65 til 67 år og efterlønnen, som er en mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet allerede når man er 60, helt afskaffet efter en 20-årig nedtrapningsperiode.

I den anden ende skal skolebørnene tidligere i gang og på deres vej gennem uddannelsessystemet skal der være belønning til dem der bliver hurtigt færdige og pisk til de andre. I dag har hver femte dansker ikke en uddannelse og det tal skal være meget lavere.

Nordiske lande er mål for kortere dagpengeperiode

Kommissionen sammenligner derudover med Sverige, Finland og Norge, når den foreslår at dagpengeperioden skal nedsættes fra fire år til to et halvt år. I de tre nordiske lande er perioden alle steder på maksimalt to år.

Det er ikke de mest vælgervenlige forslag

Som om det ikke var nok vil kommissionen skære i børnechecken og lade boligskatterne stige. Til gengæld vil de have skatten på arbejde ned. Alle forslag vil ramme så store vælgergrupper, at de ikke har mange chancer, i en politisk virkelighed i Danmark præget af mange løfter, få problemer og en intens kamp om midtervælgerne.

Statsministeren siger nej

Selv om der ikke var mange kilometer fra kommissionens pressemøde på Christianshavn til statsministerens pressemøde i Spejlsalen nogle timer efter fremlæggelsen, var der langt fra kommissionens forslag til statsministerens politiske svar på, hvad man ville tage sig af i regeringen. Statsministeren vil kun tage fat på to områder. Det ene er ønsket om at få flere indvandrere i arbejdsstyrken. Det har været et erklæret mål for regeringen siden den tiltrådte i 2001 og kan altså ikke betegnes som en særlig imødekommelse af kommissionen.

Det andet er at kigge på tilbagetrækningsalderen, som de Konservative altid har foreslået. Siden efterårets debat om emnet har Venstre også meldt ud, at en beskeden ændring af tilbagetrækningsalderen vil blive foreslået. En total afskaffelse af efterlønnen, som kommissionen har foreslået, er der dog slet ikke tale om.

Socialdemokraterne siger nej

Hos Socialdemokraterne ligger man i intens tryghedskamp med Venstre. Hvis der er to der følges ad i dansk politik, så er det Venstre og Socialdemokraterne. Men sådan må det bare ikke hedde sig, da de jo optræder som henholdsvis regering og opposition. Som tegn på de to store partiers fællesfront til kamp mod ændringer der kan koste vælgere her og nu, indgik partierne samme morgen som offentliggørelsen en slags alliance: I morgenradioavisen blev der henvist til en ”endnu ikke offentliggjort rapport” fra Beskæftigelsesministeriet, der sjovt nok viser, at der ikke er brug for store ændringer af efterlønnen. Til at kommentere rapporten var den tidligere chefarkitekt bag den seneste efterlønsreform og Socialdemokraternes tidligere statsministerkandidat Mogens Lykketoft i radioen. Han var ligeledes meget tilfreds med virkningerne af den seneste reform.

Radikale og Konservative er positive

Hvis man skulle øjne en alliance i dansk politik, som er positive overfor forslagene fra kommissionen, så er det Det Radikale Venstre og Konservative. Desværre for de to partier og deres fremgang ved seneste valg, er det ikke dem, der har så frygtelig meget at bestemme i Danmark. Radikale er som oppositionspartiet, der ikke kan blive enige med Dansk Folkeparti om noget som helst, sat helt uden for indflydelse. Konservative er ”lillebroderen” i regeringen, og det har længe irriteret dem. Ikke mindst Venstres forsøg på at omfavne de socialdemokratiske vælgere nager de Konservative. Som et slags modtræk til statsministerens forventelige afvisning af kommissionens forslag, var de Konservative ude inden kommissionens fremlæggelse i en annonce i en morgenavis. Partiet forsikrede, at de ikke ville parkere regningen for fremtidens velfærd i børneværelset. De ville handle nu. Så de to regeringspartier kan hygge sig med at diskutere, om man vil fremtidssikre velfærdssamfundet eller lefle for de socialdemokratiske vælgere. Det bliver nok Venstres strategi, der trækker det længste strå i den kamp.

Syltekrukken

Nogle kaldte fra begyndelse kommissionen en syltekrukke, som i et lukket rum kunne tage sig af de problemer, som politikerne absolut ikke havde lyst til at konfrontere vælgerne med. Knap kom forslagene så ud af syltekrukken før låget blev skruet på igen. Meget få politikere virkede som om resultaterne overhovedet gjorde et indtryk på dem. De fleste betragtede samtlige spørgsmål, som en slags teoretisk tankespind og fastslog i stedet deres manglende gang på politisk jord.

Taberne

Tilbage står os under 40 og håber i øjeblikket på, at landets allerskarpeste hjerner inden for økonomien ikke kan regne, og at politikerne har ret, når de håber, det hele bliver bedre i morgen. I øjeblikket ser det ud til at fremtidssikringen gavner dem der tisser først i bukserne, for os andre bliver det en kold omgang, når den tid kommer.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger