Birgir Guðmundsson
Økonomi og lønforhandlinger i centrum
Islands nye statsminister Halldór Ásgrímsson byttede for nyligt plads med Davíð Oddsson, som nu er udenrigsminister. Denne rokade var en del af en aftale mellem Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet da partierne dannede deres tredje koalitionsregering foråret 2003. Det er usandsynligt at statsministeren vil kunne tage det roligt særlig længe. Opgaver på økonomi- og lønområdet kan vise sig at blive en prøvelse for ham. Samtidig har der været en del uenighed om partiernes ministerrokade den 15. september.
Islands nye statsminister Halldór Ásgrímsson vil ikke kunne tage det roligt længe i sit nye embede. Livets alvor vil komme ham hurtigere i møde end man kunne ane. Inden han overtog ledelsen af regeringen, måtte han kæmpe med modstand i sit eget parti, og nu står han foran besværlige opgaver på økonomi- og lønområdet hvor der er behov for en rådsnar vejledning.
Kompliceret ministerrokade
I midten af september byttede Halldór Ásgrímsson plads med Davíð Oddsson, formand for Selvstændighedspartiet, og overtog dermed ledelsen af koalitionsregeringen, mens Davíð Oddsson overtog udenrigsministerposten. Dette var i overensstemmelse med en aftale de to partiledere havde om regeringsdannelsen. En del af denne aftale var at Fremskridtspartiet skulle overlade miljøministerembedet til Selvstændighedspartiet. Ministerrokaden har vist sig at være en prøvelse for Halldór Ásgrímsson, da det faldt i hans lod at foreslå den minister som Fremskridtspartiet skulle ofre. Hans beslutning om at lade Siv Friðleifsdóttir træde ud af regeringen har mødt meget modstand og kritik i hans eget parti. Mange mener at hun er en forbilledlig repræsentant for partiet da hun er ung, kvinde og fra hovedstadsområdet, alle egenskaber der er eftertragtede i det gamle mandsdominerede bondeparti. Halldór Ásgrímsson kan til dels takke Siv Friðleifsdóttirs mådeholdne og partisolidariske reaktion for at ministerrokaden ikke blev sværere end den viste sig at være, selvom det er åbenlyst for de fleste at der under overfladen stadigvæk er utilfredshed med denne beslutning.
Risiko for inflation
Halldór Ásgrímsson vil ikke kunne nyde længe at han endelig sidder på statsministerposten efter tredive års karriere som altingsmedlem og minister. Han må bruge alle sine kræfter på at koncentrere sig om at lede nationen på den besværlige økonomiske vej der ligger foran. Opførelsen af en aluminiumfabrik på østlandet og vandkraftværker på højlandet er begyndt at kunne mærkes i økonomien, og det kan mærkes at folk forventer større velstand. Overekspansion med dertilhørende inflation er ikke længere noget man kun kan læse om i fremtidsforudsigelser. Det kan allerede mærkes i Islands nationalbanks (Seðlabankinn) udregninger. Der har man på forholdsvis kort tid forhøjet renten to gange for at fastholde stabile priser og undgå en høj inflation. Hvis inflationen øges, er der risiko for at andre ting bliver påvirket af det. For eksempel er Landsorganisationen i Island (Alþýðusamband Íslands) allerede begyndt at følge nøje med i hvordan inflationen kan påvirke de lønaftaler de er ansvarlige for. Der er taget højde for en vis prisramme, men hvis inflationen overstiger denne, er det muligt at opsige aftalerne. Udover det har man på det sidste henvist til en paragraf der siger at hvis en bestemt gruppe lønmodtagere laver aftaler om meget højere lønstigning end der er i almindelighed, er det lovligt at revidere de almene lønaftaler ud fra de nye præmisser.
Lærernes strejke komplicerer sagen
Denne paragraf er specielt interessant set i lyset af at den islandske nation står over for et andet problem samtidigt med den økonomiske overekspansion. Den 20. september gik cirka 4.000 folkeskolelærere i strejke for at kræve bedre lønvilkår. Dermed er 45.000 folkeskoleelever uden undervisning. Det medfører forstyrrelser for familierne og forældrenes arbejdsdeltagelse. Lærerne er i konflikt med kommunerne der for cirka tyve år siden overtog driften af folkeskolerne, og kommunerne er ikke er i stand til at imødekomme lærernes krav. Det ser sort ud med at bringe et forlig i stand de første dage af strejken, og mange er begyndt at skæve til regeringen med en svag forhåbning om at de vil bidrage med økonomisk bistand, hvilket ville gøre det nemmere at finde en løsning. Regeringen har dog ikke givet udtryk for at det er deres hensigt, og mange forventer at det vil blive en lang konflikt.
Specialister opfordrer til tilbageholdenhed
Da Islands nationalbank satte renten op i midten af september, kom bankdirektørerne med nogle velvalgte ord om den fare der kunne skjule sig i fremtiden hvis man ikke gik forsigtigt frem. Det samme siger bankernes analyseafdelinger hvor eksperterne er enige om at man med den rette og fornuftige økonomiske ledelse – især tilbageholdenhed med statsfinanserne – vil få økonomien på ret køl.
Den nye statsministers lederegenskaber sættes på prøve
Halldór Ásgrímsson, den nye statsminister og dermed den minister der er ansvarlig for økonomien, må derfor vise sine lederegenskaber for at kunne føre skibet sikker i havn. På den anden side er han kommet til magten med en ”klods om benet”. Ved det sidste valg lovede koalitionspartierne at sænke indkomstskatten det næste år, og nu skal skatten sænkes med én procent. Dette gør det ikke nemt at give overskud i statskassen og modarbejde overekspansionen. Islændingene sejler dette efterår en spændende fremtid i møde med deres nye kaptajn, statsminister Halldór Ásgrímsson. Der står meget på spil hvis denne sejlads ikke går vel – selve stabiliteten i økonomien og Halldór Ásgrímssons fremtid som leder for nationen.
