Muhammedkrisen er drevet over, og det er tid til at tælle de sårede, og gøre status: Hvem vandt, og hvem tabte? De, der troede, at Muhammedkrisen ikke ville få varig indflydelse på den indenrigspolitiske bane i Danmark, må i hvert fald i tro om, for de 12 tegninger har vendt op og ned på det politiske landskab. Radikale flirter med regeringen, Dansk Folkeparti spiller forsmåede ægtefæller, og socialdemokraterne med dårlige meningsmålinger er der ingen, der vil lege med.

Dybt inde hos de socialdemokratiske smede og rygtesmede forsøger kræfter at køre en ny dronning frem. Hun hedder Ritt Bjerregaard. Med over 25 år i toppen af dansk politik ligner hun, ifølge tilhængerne, den kombination af tyngde og fornyelse som er nødvendig for både at sikre ro og tilslutning til Socialdemokratiet. Mens partierne åbent og lukket diskuterer navne og bogstavkombinationer er alle enige om noget, der tidligere end ikke kunne tales om: Efterlønsalderen, den særlige danske førtidspension indført i 1979, bliver sat op.

Det kunne have været så sjovt at hedde Helle Thorning-Schmidt (formand for Socialdemokratiet) den seneste måned, men det blev bare så trist. Hun forudsagde, som den første i nyere tid, en nødvendig efterlønsreform. Hun fik ret. Den er nu fremlagt af regeringspartierne og bliver gennemført efter næst valg, højst sandsynligt med et bredt flertal.

Hun havde i sine tiltrædelsestaler slået på tromme for, at den danske fødevaresikkerhed var en pose bakteriebefængte hindbær værd. Hun fik ret. Ud over dårlige hindbær, som har kostet flere mennesker livet, er der i den seneste tid bogstaveligt talt væltet gamle skeletter, koteletter og andet over sin udløbsdato ud af skabene hos de danske fødevareproducenter.

Myndighederne har, helt efter Thorning-Schmidts forudsigelse, slet ikke styr på kontrollen af det, som vi skal putte i munden. Den ansvarlige minister Lars Barfod (K) er kommet i problemer, men det, der skulle være Thorning-Schmidts sejr, blev til Dansk Folkepartis folkelige nederlag, fordi de holdt hånden over ham.

Velfærdsreform med mere pisk og mindre gulerod

Regeringen har fremlagt en velfærdsreform, som har overrasket ved at tage relativt modigt fat på problemerne med de få fremtidige hænder på arbejdsmarkedet til at forsørge de mange fremtidige pensionister. Regeringen vil sætte efterlønsalderen op til 63 år og pensionsalderen op til 67 år. Kritikken over at røre ved efterlønnen udeblev. De slag, der skulle tages på den konto tog Helle Thorning-Schmidt dengang hun som den første vovede pelsen og krævede opgør med efterlønnen.

Derudover skal en stribe initiativer - blandt andet sænkning at studiestøtten ved for mange sabbatår før studiestart og kortere dagpengeperiode for unge under 29 - få de unge presset tidligere ind på det arbejdsmarked, som ellers vil drukne under den byrde, som ingen tør kalde ældrebyrden, selvom det er det, den er.

Med reformen stod regeringen pludselig ved, at den er borgerlig. Reformen indeholdt, ud over de allerede nævnte, flere strammeskruer til den offentlige sektor. Det gav både socialdemokraterne og venstrefløjen en chance for at træde i karakter som klassiske venstrefløjspartier med omfordeling og stærk offentlig sektor på programmet.

Og det lykkedes faktisk for Helle Thorning-Schmidt at bide regeringen i haserne med nogle skarpe angreb på besparelserne, samtidig med at hun så ”forhandlingsagtig” ud og altså ikke kritiserede mere, end at hun lignede en kommende medafsender af en velfærdsreform. Det kunne have været en måned med mange indholdsdiskussioner om fremtidens velfærdssamfund. Men så trak de radikale stikket ud.

Radikale vil have magt som de har agt

Man skulle jo tro, at midterpartiet Det Radikale Venstre synes det var fint, at socialdemokraterne var så beredte til reformer hen over midten. Man skulle også tro, at samarbejdsklimaet mellem de to partier ville bedres med den strammere udlændingetone, som deres shooting star i Folketinget, indvandreren Naser Khader lagde for dagen.

Men begge argumenter måtte vige for den herskende vilje i politik; viljen til magt.

De radikale gad simpelthen ikke længere stå ude i tabermarken og slå rødder sammen med socialdemokraterne. De vil være dem, der er ”inde” i magtspillet. Og med et snuptag løsnende de bindingen til socialdemokraterne og valsede mod regeringen - særligt de konservative - og lod det stå klart, at de er klar til næste dans om ministertaburetterne sammen med de to nuværende regeringspartier.

Konservative nyder flirten

Endelig kunne den skjulte kærlighed mellem konservative og radikale få lov til at vise sin styrke. Ud af busken sprang den konservative EU-parlamentariker Gitte Seeberg og erklærede, at Dansk Folkeparti var globaliseringsskræmte. Også den konservative borgmester fra Frederiksberg kommune, Mads Lebech, sang med. De to partier har en stor mængde fælles; begge roste Velfærdskommissionens oplæg, som gik langt videre end regeringens eget udspil. Derudover ser begge partier gerne skatten på arbejde sat ned.

Dansk Folkeparti rystede ikke på hånden, da de efter fødevareskandalen krævede den konservative forbrugerminister Lars Barfod sat under administration af Finansministeriet. DF havde allermest lyst til at sætte ham på porten og bevare den store folkelige appel, som der er i at kræve mad på bordet, som ikke er livsfarlig. Problemet var, at de selv havde lagt stemmer til nedskæringer på området ved den seneste finanslov. Så de ufravigelige krav til ministeren var som minimum deres standpunkt.

Det ville de konservative ikke være med til, og den radikale parringsdans kom derfor som sendt fra himlen for Anders Fogh Rasmussen: Hvis I stiller krav til ministeren, så udskriver jeg valg, var hans besked til støttepartiet. Dermed blev ufravigeligt til ’fravigeligt’ og Dansk Folkeparti rettede ind.

Modvillig konservativ indrømmelse

Men der blev danset lige lovlig tæt sejrsdans mellem konservative og radikale, syntes Dansk Folkeparti, som lige pludselig kunne se, at fem års kamp og fremgang i magtens smørhul kunne forsvinde efter næste valg. De peb så voldsomt, at den konservative leder Bendt Bendtsen til sidst blev tvunget til at understrege, at det skam er Dansk Folkeparti, der er regeringens støtteparti. Han tilføjede også, at han ikke kunne se, at den parlamentariske situation vil være ændret efter et valg.

Det kan han nok godt i sit stille sind, men udtalelsen var nødvendig midt i regeringens værste krise med et støtteparti, som i den grad truer med ballade. Spørgsmålet er om det er nok, eller om Anders Fogh Rasmussen tidligere end planlagt bliver nødt til at udskrive valg.

Socialdemokratisk panik

Hvis han udskriver et valg snart, er der ikke mange chancer for socialdemokraterne. End ikke SF synes, de er sjove at lege med. Selvom Helle Thorning-Schmidt ikke har jokket i spinaten med dramatiske kiksere, har summen af uro og fravær af udmeldinger rystet Socialdemokraterne: Hvor sjovt er det endnu engang at tage en valgkamp, som bare skal overstås (læs: tabes) for at komme videre? Ikke sjovt, synes nogle strateger i partiet, og de er i disse dage i færd med at sætte den dronning på skakbrædtet, som måske er den eneste socialdemokrat, der kan ’slå Anders Fogh Rasmussen’: Ritt Bjerregaard, nuværende overborgmester i København, tidligere socialminister, undervisningsminister, fødevareminister og EU-miljøkommissær.

Indtil videre er planen en skuffeplan. Ingen ved, hvad Ritt Bjerregaard siger til tilbuddet, og mens vi venter, rasler de, der kan, med de sabler, de nu engang har at rasle med.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger