Det blev Socialdemokraterne der med en enkelt by som undtagelse satte sig på ledelsen i Danmarks fire store byer og samtidig fik partiet næsten halvdelen af alle borgmesterposter i landet. Og det blev en valgkamp præget af terrorsnak og personfokus, frem for politiske prioriteringer. Her i artiklen beskrives valgkampen, samt det faktum, at terroren havde sneget sig helt i front i debatten.

Det kommunale Danmarkskort er nu ommøbleret, danskerne har 15. november været ved valgurnerne og stemt på politikere til 98 nye storkommuner og 5 nye ’storregioner’. Valgets store vinder blev Socialdemokraterne hvilket er overraskende i forhold til deres landspolitiske ’lavkonjunktur’. Partiets kan fra 1. januar 2007 sætte sig som høvding i 45 ud af de 98 kommuner.

Kampen om pladserne til de kommende kommunalbestyrelser i de nye storkommuner samt til de nye regionsråd var benhård: I de mindre kommuner fordi de var endnu mindre før (273 i alt), og det betød at der var mere kamp om pladserne. Dertil kom at mange af de mindre partier som SF, Radikale og Enhedslisten stillede op næsten alle steder, hvor de tidligere ikke har været opstillet i mange af de små kommuner. Valgets resultat i de sammenbragte kommuner viste mange steder at folk havde stemt på de lokale kandidater. Som et forsøg på at sikre deres lille by eller område en stemme i de nye kommuner.

I de større kommuner var der alle steder dømt præsidentvalgkamp, fordi landspolitikerne og i særdeleshed Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt har sat det som et klart mål, at borgmesteren i landets fire største kommuner skal være Socialdemokrat. Det lykkedes i Ålborg, Århus og København, hvorimod Odense efter den skandaleramte Tina Turner koncert (som omtalt i en tidligere artikel) overgik til konservativt styre.

At være eller ikke at være bøsse i København

Særligt i København antog kampen helt absurde former. Socialdemokraternes nye overborgmester Ritt Bjerregaard, havde på sin hjemmeside bragt en tegneserie, hvor Venstres nu fratrådte overborgmesterkandidat Søren Pind om sig selv sagde "Hu hej jeg er bøsse". Det blev han rigtig sur over, og krævede at siden skulle fjernes, men det blev den ikke. Som nuværende Bygge- og Teknikborgmester har han til gengæld fået klippet buskene godt ned i Ørstedparken i indre København. Det var den radikale overborgmesterkandidat Klaus Bondam rigtig sur over. Han er nemlig erklæret bøsse, og han henviste til, at buskene i Ørstedparken skulle have lov til at være vildtvoksende, fordi de i mere end 200 år har været benyttet af homoseksuelle til møder af forskellig karakter.

Fejlagtigt indvandrerfokus

Udover de særlige Københavnske facetter har valgkampens hovedtemaer særligt i de større byer, men også i de landsdækkende medier, været terrortruslen og invandrerkriminalitet. Der er flere problemer med den fokusering. For det første, skygger det ensidige fokus på indvandrerkriminalitet og terror for de reelle politiske temaer, som folk rent faktisk er optaget af i Danmark. Ifølge en ny undersøgelse er indvandrerspørgsmålet helt ned på en 8. plads blandt temaer, som vælgere ligger vægt på ved kommunalvalget. Derimod topper folkeskolen og lige efter den sundhed og arbejdsmarked på vælgernes liste over vigtige kommunale temaer. De tre temaer har der til gengæld ikke være sagt meget om i valgkampen. Det skyldes blandt andet, at den udligningsreform, som fastsætter kommunernes økonomi efter sammenlægningen i 2007, - ikke er fremlagt endnu. Det betyder, at kommunerne ikke ved, hvad de har at gøre godt med. Det er en pinlig sag for demokratiet at vælgerne dermed tvinges til at stemme på politikere der hverken kan eller vil fremlægge deres prioriteringer og syn på de områder, som betyder mest for folk.

Kommunale fritænkere

For det andet, er det ensidige indvandrerfokus et problem, fordi de danske kommunalpolitikere i flere tilfælde slet ikke har mandat til eller mulighed for på kommunalt plan at udføre mange af de kriminalitets- og terroristreducerende tiltag, som de forestiller sig. Eksempelvis foreslog borgmester, Louise Gade(V), som altså tabte i Århus (Danmarks næststørste by), at Århus skulle nægte at modtage de nydanskere, som ville flytte til Århus fra et andet sted i landet, hvis de ikke havde bestået en danskprøve. Problemet i forhold til det forslag er, at man i Danmark som hovedregel har fri ’flytteret’, og hvis der skulle ændres på det forhold, er det en opgave for Folketinget. Derudover havde Gade og den kommende borgmester fra socialdemokraterne i byen Nicolai Wammen nærmest en konkurrence om at være først på pletten i Rosenhøjområdet, da der midt i valgkampen opstod indvandreruroligheder netop her.

Den kommende overborgmester i København Ritt Bjerregaard (S) foreslog som idé til at løse særligt beskæftigelsesproblemet for indvandrere, at Københavns kommune kun måtte entrere med virksomheder, der havde udenlandsk arbejdskraft ansat. Det forslag har så også vist sig at være mere end svært at sidde i København og beslutte. Det er ved større ordrer uforeneligt i forhold til EUs regler om arbejdskraftens fri bevægelighed. De unge Venstre-løver fra København Martin Geertsen og Søren Pind ville have de Københavnske skoler til at opsnuse religiøs ekstremisme. Derudover ønskede Søren Pind regler, der betød, at udlændinge efter tredje lovovertrædelse kan smides ud af landet, det er så også et spørgsmål udenfor lokalpolitisk anliggende. Pind anklagede også en socialdemokratisk byrådskandidat for at støtte Hizb ut-Tahrir, det blev dog pure afvist af kandidaten, men beskyldningen var med til holde fokus på terrorproblematikken.

Er vi på til at blive en politistat?

På landsplan er der også terror på programmet. Politiet fandt, meget apropos, to dage før regeringen fremlagde en terrorplan med 49 forslag til terrorbekæmpelse en terrorcelle på dansk jord. Dermed blussede debatten op igen om, hvorvidt Danmark som deltager i Irakkrigen, har gjort sig særligt sårbare over for terrorhandlinger. Terrorplanen er skridt i retning af at sætte sikkerheden over retssikkerheden. Problemet som Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech har påpeget er, hvis man sætter en politistat ind og afløser en retsstat. Et forslag om at kunne aflytte hele boligblokke, hvis blot en mistænkt bor i området vækker minder om et Big Brother-samfund, hvor kravet om begrundet mistanke bliver til muligheden for en helgardering. Det er et farligt skridt ud på det skråplan, hvor man trin for trin giver køb på de ellers helt elementære retsgarantier som en retsstat stiller overfor sine borgere. I en politistat er det i højere grad borgere, der skal bevise deres uskyld end omvendt. Det ville være ærgerligt, hvis man skulle kaste noget af det allermest elementære i demokratiet ud i frygt for terrorristerne.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger