Debatten om en EU traktatafstemning blev hurtigt til dansen om den varme grød i dansk politik. Efter to på hinanden følgende nej’er i Frankrig og Holland, var dansen næsten gået helt i stå. Men både regering, Socialdemokraterne og De Radikale var klare i spyttet, vi skulle ikke lade os kue af to nej’er. Danskerne har krav på selv at tage stilling til traktaten hed det over en bred politisk kam. Da England så lagde sin afstemning på is stivnede også den danske rundedans. Der var bare ikke nogen, der turde sige det rent ud: ”Venner en afstemning er til grin, den traktat bliver alligevel aldrig til noget, sådan som der ser ud nu”. I stedet lukkede politikerne luften ud af løfterne om en kommende afstemning. -Vi venter på Rådsmødet i juni og tager endelig stilling herefter, hed det. Udenrigsministeren kunne dog ikke dy sig og gik et par dage før Rådsmødet ud med en 95% aflysning af afstemningen. Efter at han havde mødtes med de 24 andre udenrigsministre, synes han ikke længere, at danskerne skal stemme om noget som ikke er sikkert.

Inhabilitet, kævl og dronningefødsel forude

Ellers har vi igen haft en måned, hvor det har været så som så med de store politiske udmeldinger i dansk politik. Det har været sager om en miljøminister, der af hendes chef blev erklæret inhabil, og en opblussen af uroen hos socialdemokraterne efter genansættelsen af en kontroversiel spindoktor, det førte til ævl kævl og nedtur i meningsmålingerne igen. På grundlovsdagen var den store nyhed, at politikerne er klar til at pille ved tronfølgeloven, så hvis prinsesse Mary føder en pige, så kan hun blive dronning. Hvis alle politiske problemer, som ligger så mange år fremme i tiden bliver løst med samme konsekvens, klarsyn og handlekraft, så behøves Folketinget kun at mødes et par måneder om året.

Nyt Danmarkskort på vej

En vigtig milepæl i dansk politik er dog ikke til at komme udenom. Danmark får i 2007 et nyt kommunalt landkort. De ca. 273 kommuner bliver til 98, og de 14 amter som før havde egent budget og en stor indflydelse på mange dele af den regionale politik reduceres nu til fem regioner med stort set kun sygehusdriften som ansvarsområde. Det har i årtier været en stående diskussion i Danmark om tre politiske og forvaltningsmæssige niveauer ikke var ét for meget. Lysten til at skære i amternes indflydelse har ofte været størst hos de partier, som sjovt nok ikke have så mange amtsborgmesterposter. Men da det for nogle år siden kom frem at flere medlemmer af Venstre gerne ville af med den trearmede skattetyvkægt (både kommuner amter og stat kan i dag opkræve skat). -Så lå det lige til højrebenet for de Konservative at sætte blusset op under den gamle drøm om at komme amterne til livs.

Det tog cirka tre år at få landkortet til at passe og opgaverne løst på det rigtige niveau. I første omgang fremlagde regeringen reformen med et snævert højreflertal. Men med de nye forhandlingstoner hos Socialdemokraterne har oppositionen i de forløbne uger forhandlet ændringer hjem på blandt andet sundhed, trafik- og kulturområdet.

Indvandrerdebattens svære kår

Først skød en muslim en anden muslim på åben gade på Nørrebro i København, så blev der tilbudt blodpenge og mægling fra en Imam, og få dage efter blev integrationsministerens bil sprængt i luften. Ja, indvandrertemaerne nåede nye højder i den forløbne måned. Selvom det kunne se ud som om, der var en forbindelse mellem gadedrab og bileksplosion, så var det uafhængige episoder. For indvandrerne i Danmark og de der kæmper for bedre integration har hele miseren dog været en trist ’Sisyfostur’ ned af bjergsiden.

Blodpenge eller hævndrab, retsstaten fik travlt

Da muslimen brev dræbt i København var mange bange for, at nu var ilden antændt og en stribe opgør ville følge i kølvandet på drabet. Derfor tilbød den mediebevidste Iman Abu Laban at mægle mellem parterne. Inden nogle iagttagere nåede at få armene op over den udmelding, kom så Labans beskrivelse af, hvordan mæglingen skulle foregå. Offerets familie skulle have blodpenge af drabsmandens familie! Ramaskrig… Nja.. altså ikke helt af familien, men af alle de muslimer, der vil give et bidrag. Til gengæld skulle familien flytte ud af byen.

-Sådan hidkalder man debatten om demokrati, retssamfund og retsprincipper. Kære nordiske broderlande, jeg tror ikke I kan møde en dansker, der ikke i dag har en helt fast mening om blodpenge. Da diskussionen efter et par dage blev lidt mere nuanceret kom der nogle interessante retsteoretiske emner på bordet.

Mægling kan sagtens virke indenfor retsstaten

På den ene side er det jo rigtigt, at det er mange år siden vi opgav ”sagalovgivningen”, slægtsfejder og hævndrab og gik over til at den eneste legitime magtudøver er staten.

Men i imamens forslag om blodpenge til den efterladte familie lå også et princip om mægling som en del af konfliktløsningen. Situationen i Danmark på det område er, at vi halter langt efter særligt Norge som er mønstereleven, når det gælder positive erfaringer med mægling som en del af den retslige konfliktløsning. Rent faktisk har oppositionen længe ønsket at kopiere den model og justitsminister Lene Espersen(K) har omtalt mægling som et godt supplement til den almindelige retspraksis. Da regeringen senest skulle fremlægge forslag på området blev det dog meget begrænset da støttepartiet Dansk Folkeparti ikke bryder sig om den ”samtalende retsform”.

Den modstand blev tydelig, da partiet opfordrede videnskabsminister Helge Sander (V) til at fyre en juraprofessor ved Københavns Universitet, som havde sagt at dansk retsvæsen fint kunne blive inspireret af islamisk lov, når det gjaldt mægling.

Om videnskabsministeren vælger at fyre professoren er ikke afgjort, men hans partifælle Birthe Rønn Hornbæk (V) tog skarpt afstand fra Dansk Folkepartis krav. Birthe Rønn Hornbæk er selv jurist og politimester og har været en af Danmarks fremmeste fortalere når det gjaldt adskillelsen af politik og ret. På det punkt er hun aldrig som retsordfører faldet for populistiske fristelser til at lege dommer fra Folketingest talerstol. På demokratiets vegne kan jeg kun takke hende for, at hun dermed har medvirket til, at vi stadig har et demokrati, der er værd at kæmpe for.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger