Der har hersket uvished om Islands forsvar siden 15. marts i år, da de amerikanske myndigheder meddelte deres ensidige beslutning om at rejse fra Island med deres tropper.

Beslutningen blev meddelt ved en telefonopringning til udenrigsminister Geir H. Haarde. I den anden ende af ledningen sad USA’s viceudenrigsminister Nicholas Burns. De islandske myndigheder vidste til at begynde med hverken op eller ned, eftersom der netop foregik forhandlinger med amerikanerne om forsvarsaftalens fremtid. Hverken islændingene eller amerikanerne har opsagt aftalen, skønt dette kan gøres med atten måneders varsel.

Den amerikanske base har været på Keflavik Lufthavn lige siden 1951, ifølge en forsvarsaftale med Island, som endnu gælder formelt. Alle de helikoptere og jetfly, der har været stationeret på Miðnesheiði i området omkring Keflavik Lufthavn, vil være ude af landet inden slutningen af september. Tusind mand, herunder soldater, amerikanske ansatte og deres familier, forlader den lille militærbygd på Miðnesheiði. Mange hundrede islandske jobs forsvinder.

Ændret verdensbillede – nye trusler

Amerikanernes afgørelse om at kalde deres tropper hjem siges at være præsident George W. Bushs personlige beslutning, som han skal have taget i samråd med forsvarsminister Donald Rumsfeld. Det må tages for givet, at ingen stater kan ventes at føre krig mod islændingene. Den kolde krigs tid er forbi, og verdensbilledet totalt ændret i forhold til for et halvt århundrede siden. Amerikanerne har i de seneste år vist ufortrøden vilje til at reducere aktiviteterne i Keflavik betydeligt. Islændingene har til gengæld sat sig imod dette og anset det for værende i nationens interesse at beholde tropperne. Det har dog ikke været nemt at overbevise Bush-administrationen om nødvendigheden af at blive, og det kan da også være vanskeligt at se, hvorledes militære jetfly og helikoptere i Keflavik skulle kunne være det bedste forsvar imod den terrortrussel, som verdens nationer nu først og fremmest gruer for.

Island ønsker et synligt forsvar

Den islandske regering har lagt stor vægt på, at der her i landet bør være et synligt forsvar. Kravet om mindst fire militære jetfly i Keflavik Lufthavn er blevet opfattet som symbolsk for et sådant synligt forsvar og således en slags minimumsberedskab for en nation, der deltager i det vestlige forsvarssamarbejde. Forhandlingerne med amerikanerne trak ud den ene måned efter den anden og havde stået på i næsten to år, da amerikanernes endelige afgørelse faldt. På det tidspunkt havde man ikke i lang tid hørt noget nyt om de to nationers forhandlinger, udover at de foregik i hemmelighed. Og at den amerikanske regering ville vedstå forsvarsaftalen, men alligevel rejse væk med tropperne. På Miðnesheiði har der været drevet en helikoptereskadrille, og den amerikanske hærs helikoptere har ofte spillet en rolle ved redningsaktioner på Island. Derudover har amerikanerne båret en betydelig, om end aftagende udgift til driften af den internationale lufthavn i Keflavik. Islændingene havde ellers tilbudt at overtage ansvaret for alle start- og landingsbaner og for selve lufthavnen for at berede vejen for forhandlinger om landets forsvar. Udenrigsminister Geir H. Haarde, som havde det islandske forhandlingsmandat, sagde efter den sidste forhandlingsrunde, at han var optimistisk, og at den var gået godt. Men det hele var åbenbart forgæves. Ministeren har udtalt, at han ikke ville lægge skjul på, at den amerikanske meddelelse 15. marts havde været en skuffelse. Ikke alene dens indhold, men også måden, den meddeltes på.

Bliver forsvarsaftalen sagt op?

Siden da har den politiske diskussion for det meste handlet om, hvordan man skal forsvare sig i fremtiden. Hvad er truslen? Bør islændingene søge mere i retning af Europa, når det gælder sikkerheds- og forsvarssamarbejde? Hvor langt bør de strække sig for at bevare forsvarsaftalen med USA? Og har amerikanerne ikke allerede brudt aftalen? Endvidere er det et spørgsmål, hvor NATO egentlig kommer ind i billedet, i betragtning af, at NATO-ledelsen ikke på forhånd kendte noget til den amerikanske beslutning, og at den også for dem kom uventet. Nu, en måned senere, siger Halldór Ásgrímsson, Islands statsminister og formand for Fremskridtspartiet, at han er blevet pessimistisk. Forholdet mellem USA og Island vil aldrig blive det samme som før. Det er ikke udelukket, at forsvarsaftalen vil blive sagt op. Og det må skaffes et svar fra USA’s regering inden for den allernærmeste fremtid. Udenrigsminister Geir H. Haarde, formand for Selvstændighedspartiet, lægger stadig stor vægt på en bilateral aftale med USA’s regering. Han vil dog lige så lidt som statsministeren udelukke, at det kan ende med, at forsvarsaftalen bliver sagt op. Samtidig har han dog betonet, at der må kigges vestpå i sikkerheds- og forsvarsspørgsmål. Heroverfor har Halldór Ásgrímsson talt om øget samarbejde med de europæiske lande og den Europæiske Union.

Tropperne gør klar til afrejse

På selve basen er folk begyndt at pakke de ejendele, der tilhører de tusind indbyggere i militærbygden på Miðnesheiði. De flytter væk til sommer. Man regner med at pakke tre flyttelæs om dagen i tre måneder, og der arbejdes på det både hverdage og søn- og helligdage. I den lille amerikanske by på Island findes der kirker, skoler, børnehaver, radiostation, biograf, supermarked, hospital, klubber og værtshuse og ellers det meste af, hvad man finder i et hvilket som helst samfund. En mellemstor by på Island tæt på landets mest befærdede landevej bliver mennesketom. Tilbage står forladte huse, som ingen ved hvem der skal overtage. Om det, som om så meget andet, er ingenting aftalt.

Islandske myndigheder skuffede

Den almindelige islænding er ikke indstillet på at lade de fire militære jetfly og den amerikanske hærs forbliven være afgørende for nationens sikkerhed. Adskillige har ytret bekymring for øgede udgifter for Island til redningstjeneste m.m. for slet ikke at tale om beskæftigelsesspørgsmålet. Den amerikanske hær har været til disposition og sendt militære helikoptere til undsætning, når islandske borgere kom i vanskeligheder eller kom ud for større ulykker; de islandske helikoptere har ikke været tilstrækkelig hjælp. Desuden har amerikansk militær opbygget og til dels drevet den internationale lufthavn i Keflavik. Islændingene har lidt efter lidt overtaget denne drift, og man så i forvejen frem til øgede udgifter. Den ensidige meddelelse fra den amerikanske hær om, at nu ville den stoppe og rejse, kom som en stor skuffelse for myndighederne og var da også helt ude af trit med den hidtidige forbindelse, som man mente byggede på gensidig tillid og respekt og på indbyrdes venskab.

Oppositionen kritisk

Derimod har oppositionens medlemmer modtaget udsigten til en snarlig opsigelse af basesamarbejdet med åbne arme. De spørger ministrene, om dette skal forestille at være amerikanernes tak for den islandske regerings støtte til invasionen i Irak? Om ministrene er så naive, at de ikke har forstået, at tropperne var på vej til at rejse? Om den islandske regering stadig er så blind, at den tror, at man på sine grædende knæ kan bede tropperne om at blive? Derudover er regeringen blevet kritiseret, dels for mangel på agtpågivenhed, dels for manglende indsigt i sikkerheds- og forsvarssager.

Basemodstanderne himmelhenrykte

Lige siden amerikanerne slog sig ned på Miðnesheiði, har basemodstanderne holdt Keflavik-marcher under parolen ”Island ud af NATO – Væk med hæren”. Dette er fortsat frem til i dag, men gruppen har tit været fåtallig. I de seneste år har troppernes fortsatte tilstedeværelse ikke været noget varmt debatemne i det islandske samfund. Ikke desto mindre er basemodstanderne i dag himmelhenrykte. Dog ville de hellere selv have jaget tropperne bort end se dem rive sig løs imod islændingenes vilje. Og hertil kommer, at USA’s militære engagement i Irak lægger en dæmper på glæden. Mange mener, at de militære jetfly har det bedre med at være gemt væk i Keflavik Lufthavn, hvor de bare står og samler støv, end med at deltage i krigens tummel. De fleste ytrer ingen speciel begejstring, med mindre de selv har interesser at varetage. Og hvad angår dem, der har arbejdet for tropperne, ville de muligvis helst tage sig en Keflavik-march i modsat retning af den sædvanlige og anmode tropperne om ikke at rejse.

Forsvarsbehov bør redefineres

Regeringen er nu nødsaget til at fremskynde forhandlingerne med amerikanerne så meget som muligt og på ny definere landets forsvarsbehov. I de næste måneder vil det vise sig, i hvor stort et omfang Island, nationen uden militær, bliver nødt til at stole på sig selv, og hvordan man kan støtte sig til et samarbejde med andre NATO-stater, ja, selv med den Europæiske Union, hvis den bilaterale forsvarsaftale med USA viser sig at svigte totalt.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger