Så sluttede den,..nej ikke Muhammedkrisen, men borgfreden, som gik ud på at de politiske partier gav regeringen arbejdsro til at koncentrere sig om løsninger på Muhammedkonflikten. Startskuddet til enden på borgfreden blev endegyldigt givet af statsministeren selv, da han erklærede, at han, som følge af Muhammedkrisen, opdelte grupper i samfundet i får og bukke. Så begyndte alle at bræge, og det holder forhåbentligt ikke op foreløbig, for er ytringsfrihed ikke netop, at både får og bukke bræger med hver sin mule? Fårene brægede fordi de var glade for at være får og bukkene, fordi de ikke ville være syndebukke.

Det spørgsmål som statsministeren så som det centrale var, om man kan sige ”Ytringsfrihed, men”. Han mente nej. Et princip må stå alene. Modstandere mente, at det må være muligt at bræge sin ytringsfrihed ud på en måde, så alle kan holde ud at være i flokken og alligevel udtrykke sin mening. De kalder deres linje for dialog. Og der står vi så: Ytringsfriheden mod dialogen.

Hvad udad tabes skal indad vindes

Hvis der er læsere udenfor Danmark, der ikke kan se hvordan de to ord ytringsfrihed og dialog overhovedet kan optræde som hinandens modsætninger, så er der vel kun at sige, at det er, hvad der kan ske, når der går indenrigspolitisk kamp om vælgere i en sag, som for længst har nået en langt større international skala. Muhammedkrisen, har udviklet sig til en kompliceret og global konflikt, hvor løsningerne er svære at finde. De gode forklaringer på, at det gik så vidt spænder over forskelle mellem modernitet og tradition, religiøse følelser, konfliktlinjer internt i arabiske lande og gamle konflikter med helt andre temaer, som nu blot iklæder sig Muhammedkonflikten som mere eller mindre komfortabel overfrakke.

Grøftegravning

Statsminister Anders Fogh Rasmussens kritik som på tre sider blev bragt i avisen Berlingske Tidende var især møntet på de syndebukke, der efter statsministerens mening ikke fuldbyrdet havde bakket op om regeringens linje. Uden at ville komme det nærmere ville han gerne fortælle, at bukkene blandt andet var visse dele af pressen, dele af forfatterkorpset og de dele af det danske erhvervsliv, som efter statsministerens mening havde givet køb på ytringsfriheden. Sekunderet af Venstres politiske ordfører Jens Rohde og skatteminister Kristian Jensen, fik erhvervslivet at vide at de have svigtet og brancheorganisationen Dansk Industri ligeså. Således opmuntret blev der sat et par dybe plovfurer mellem grupper i det danske samfund.

Det lille ”men”

Spørgsmålet er, om statsministeren ikke også selv begik et ”men”, da han gik på arabisk TV og udtrykte, at han personligt ikke ville have tegnet eller bragt tegningerne af profeten Muhammed? Det gjorde han. Ikke på den måde at han gradbøjede ytringsfriheden, men på den både, at han underkastede sig den tilgang at ytringsfrihed, respekt og dialog godt kan gå hånd i hånd. Sådan så modstanderne fra oppositionen det, og de mente ikke, at de på noget tidspunkt havde gradbøjet ytringsfriheden. Den mest ramsaltede kritik af statsministeren kom fra lederen af det Radikale Venstre Marianne Jelved. Hun mente, at statsministeren var direkte farlig for landet, fordi han gravede grøfter med sin tilgang. Hun beskyldte ham for, at han med sit fokus på udlændingeproblemerne blot fastholdt sit mandatflertal i stedet for at søge dialog. Hendes sekundant, landshelten Naser Khader, som ikke ville gå så langt som til at kalde statsministeren for ”farlig” tilføjede, at Anders Fogh Rasmussen var ”Bushagtig” i sin ’enten er du med os, ellers er du imod os’- retorik.

Connie-partiet

Det var ikke kun oppositionen, der mente at Statsministeren var gået for langt, lederen af det konservative regeringsparti Bendt Bendtsen, var hurtigt ude og melde, at han ikke kunne se nogen problemer med erhvervslivets opførsel. Dermed fik han lige reddet et par af de erhverslivsstemmer, der ellers ville løbe skrigende over til de radikale, og han sikrede et nogenlunde arbejdsklima i sit virke som erhvervslivets minister. Et par dage senere var de konservatives kronprinsesse Connie Hedegaard ude med en noget mere spids kritik af statsministeren meldinger. Hun ville gerne melde sig ind i dialogpartiet, kritikere mente at hun nærmere burde danne Conniepartiet, da hendes kritik ikke ligefrem var ros til regeringschefen.

Mødet, der ikke blev holdt

En særlig begivenhed forblev central i diskussionen om, hvorvidt regeringen på nogen måde kunne have håndteret optakten til krisen anderledes, og dermed måske medvirket til, at den ikke tog den triste udvikling som den gjorde. Omdrejningspunktet var et møde statsministeren ikke holdt med 11 ambassadører fra muslimske lande. Ambassadørerne havde bedt om mødet på baggrund af en tiltagende antimuslimsk stemning i Danmark, som de hævdede var et faktum. I et brev til statsministeren nævnte de som eksempler den højreradikale radio ”Radio Holger”, folketingsmedlem Louise Freverts (Dansk Folkeparti) kommentarer om udlændinge på sin hjemmeside, kulturminister Brian Mikkelsens (Konservative) udtalelse på et landsmøde om krig mod muslimer, og Jyllandspostens Muhammedtegninger.

Sætningen, der ikke kunne oversættes

Med udgangspunkt i eksemplerne skrev ambassdørerne “We deplore these statements and publications and urge your Excellency’s government to take all those responsible to task under law of the land ...” (se hele brevet på http://www.rogerbuch.dk/jpabrev.pdf )

Netop dette citat blev af den danske statsminister brugt, som anledning til ikke at afholde mødet. Efter statsministerens opfattelse krævede ambassadørerne, at regeringen skulle tage retslige skridt over for avisen Jyllandsposten, som i første omgang trykte tegningerne. Kritikerne fik efter en nærlæsning af brevet til gengæld ikke det indtryk at man så klart kunne fortolke brevet i retning af krav om retslige tiltag mod Jyllandsposten, men snarere, at man ønskede at statsministeren inden for lovens rammer skulle prøve at modvirke den negative stemning mod islam.

Hvad så nu?

Er der overhovedet kommet noget godt ud af Muhammedkonflikten? Måske ikke lige her og nu, men hos dansk erhvervsliv fornemmes en vilje og en gejst til at ville deltage i den offentlige debat. Dansk erhvervsliv har alt for længe levet efter parolen ’den der lever stille, lever godt’. De er nu vågnet op til en virkelighed og erkendelse af, at hvis man først interesserer sig for det danske samfund, når krisen kradser på ens egen bundlinje, så er det lidt for sent. Hvis erhvervslivets stemme fremover vil være en del af den offentlige meningsdannelse er det sundt for demokratiet. Man kan ikke udlicitere debatten. Der er måske også store grupper af borgere, der har sovet en prinsessesøvn lidt for tungt. Denne sag har fået både mange borgere til at tage bladet fra munden: 60.000 underskrifter ’for dialog’ har en gymnasielærer fra Ålborg indsamlet og afleveret til udenrigsministeren, som takkede varmt. Og en forening ved navn Demokratiske Muslimer har med stor medietække fået slået fast, at alle muslimer er ikke ens, størstedelen af dem er tilhængere af demokratiet og tager afstand fra reaktionerne i de muslimske lande.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger