Handlinger tilknyttet webside

Ragnhildur Sverrisdóttir

Marts 2010: Icesave afstemning sætter den internationale finansverden på prøve

Island står overfor en afstemning om den aftale regeringen har indgået med England og Holland om Icesave-skandalen. Ifølge flere kommentatorer er hele sagen en bombe under den internationale pengeverden, hvis det viser sig, at man kan stemme sig ud af så store gældforpligtelser, som der er tale om her.

02/03 2010

Oppe på væggen i en idrætshal i en af Reykjaviks nabokommuner hænger der en meddelelse. Her bliver idrætsudøverne gjort opmærksomme på, at hallen vil være lukket lørdag d. 6. marts, hvis der holdes folkeafstemning den dag.

Når brugerne af idrætshallen læser meddelelsen, er der 5 dage til afstemningsdagen, hvor vælgerne skal stemme om Icesave-lovens skæbne, uden at nogen dog ved, om afstemningen overhovedet bliver til noget.

Der er ikke meget, der beskriver tilstanden på Island for øjeblikket så lysende som denne meddelelse. Måske bliver der stemt, men hvis der ikke bliver stemt, ved folk ikke, hvad der vil ske i stedet.

Bliver folkeafstemningen aflyst, fordi der er opnået en ny aftale med briterne og hollænderne? Bliver folkeafstemningen udsat, mens det bliver undersøgt til bunds, om der kan opnås en sådan aftale? Ville man ikke kunne få en bedre aftale, hvis resultatet af afstemningen forelå, nu hvor der er udsigt til, at et flertal forkaster loven?

Er det rigtigt, som rygterne vil vide, at briterne helst vil undgå, at islændingene stemmer om Icesave, fordi den islandske regering dermed vil stå med et stærkere forhandlingsmandat fra befolkningen?

Og hvis dette er tilfældet, er der i det mindste grund til at hilse med tilfredshed, at de britiske myndigheder og den islandske regering kan blive enige om noget, selv om det, de er enige om, er, at en folkeafstemning er noget af det værste, man kan tænke sig.

Presset regering

Den islandske regering vil stå i en besynderlig situation efter en folkeafstemning, hvor et flertal blandt vælgerne har forkastet en lov, som regeringen selv har lagt stor vægt på at få igennem.

Det kan ikke undre, at talen om politisk krise bliver stadig mere højrøstet og endda overdøver talen om selve den økonomiske krise.

Som sædvanlig, når der udskrives valg, har folk mulighed for at stemme pr. brev i nogle uger inden den fastsatte afstemningsdato. Som regel benytter en vis gruppe vælgere sig heraf, da det ikke er alle, der kan komme hjemmefra på selve valgdagen.

Nu tager disse mennesker så hen på et offentligt kontor og spekulerer på, om deres stemmer mon nogen sinde vil blive talt.

Nogle stemmer endda pr. brev, selv om de godt ville kunne møde op på valgstedet 6. marts, simpelt hen fordi de vil have lejlighed til at afgive deres stemme, uanset hvordan det går.

De vil ikke gå glip af folkeafstemningen, hvis det lykkes myndighederne at afblæse den inden 6. marts, sådan som disse helst vil.

Forsøg på forlig i London

Hvorfor er det endt med en folkeafstemning?

Altinget vedtog en lov om Icesave-gældsforpligtelserne i slutningen af i fjor, efter at briterne og hollænderne havde forkastet de islandske forbehold over for den aftale mellem landene, som forelå sidste efterår.

Disse forbehold var af økonomisk art, det vil sige, at der blev sat begrænsninger på, hvor meget der skulle betales og på hvilke tidspunkter, set i forhold til de økonomiske forudsætninger på Island runde for runde.

Den nye lov, som var helt efter briternes og hollændernes hoved, blev forelagt for Islands præsident, som i begyndelsen af dette år nægtede at skrive den under og heri kunne støtte sig til en liste med underskrifter fra omkring en fjerdedel af de stemmeberettigede.

Dermed er det op til befolkningen at træffe afgørelse om lovens skæbne. Og befolkningen har allerede besluttet sig, hvis man skal tro opinionsundersøgelserne.

Lige fra præsidenten nægtede at stadfæste loven, har man diskuteret nødvendigheden af at opnå en ny aftale med briterne og hollænderne. Det er der kommet et vist skred i de seneste dage.

Briterne og hollænderne besvarede islændingenes nye tilbud med et modtilbud, som man til at begynde med sagde, var deres sidste tilbud.

Islændingene havde lagt vægt på, at formuen i Landsbankinns fallitbo skulle gå til at betale Icesave-gældsforpligtelserne, men i modtilbuddet blev der også lagt vægt på statsansvaret for forpligtelserne.

På den anden side blev der tilbudt variabel rente, i stedet for den 5,5%- rente der er fastsat i den lov, der nu venter på folkeafstemning.

Selv om der var tale om et sluttilbud, kom noget andet for en dag, da islændingene forkastede tilbuddet – i hvert fald mødte det islandske forhandlingsudvalg op til nye møder med briterne i London, på de sidstnævntes anmodning.

På dette tidspunkt var hollænderne ikke med til festen, hvilket efter de flestes mening mere hang sammen med deres regerings fald end med, at de ikke vil komme til forligsforhandlinger. De vil så følge med fra sidelinjen.

Islændingene har fremsat et nyt tilbud og siger, at det bygger på, at briterne og hollænderne ikke skal kunne tjene på Icesave med høje rentekrav.

Ændret tone i medierne

Tonen i de udenlandske medier over for islændingene har ændret sig betydeligt i de forløbne uger.

Vetoet fra Islands præsident gjorde, at mange begyndte at overveje, om briterne og hollænderne havde optrådt hensynsløst i sagen.

Den 26. februar bragte det britiske dagblad Financial Times en umådelig skarpt formuleret leder, hvor de britiske myndigheder blev anklaget for at gå alt for hårdt frem, og hvor der blev talt om fumleri i den store stil (’grotesque mishandling’).

Ved at lægge vægt på Islands ansvar har de britiske myndigheder ifølge Financial Times ledt opmærksomheden væk fra det faktum, at de europæiske regler for bankvirksomhed mellem lande ikke kan håndtere bankkrak i stor målestok.

Mange sætter lederen i Financial Times i forbindelse med det faktum, at det britiske forhandlingsudvalg ønskede at sætte sig til forhandlingsbordet dagen efter.

Udvalget frygter, at en forkastelse af Icesave-aftalen ved folkeafstemningen vil fremkalde en kædereaktion over hele Europa.

Hvis hovedvægten lægges på Islands ansvar og Island afviser ansvaret, vil investorer ikke anse national betalingsstandsning for lige så utænkelig som før, efter hvad Financial Times vurderer.

Og den islandske befolknings vrede, som lederskribenten kalder det, kan føre til, at befolkningen andre steder afviser at betale gæld, som andre bærer ansvaret for.

Regeringen gidsel hos oppositionen

Nu er der opstået den besynderlige situation, at islændingene ønsker at stemme om en aftale, som ingen egentlig har tænkt sig at lade bestå.

Briterne og hollænderne har allerede givet islændingene tilbud om mere lempelige tilbagebetalingsbetingelser end dem, der forelå, da loven blev vedtaget.

Er det så ikke klart, at alle forkaster den gamle aftale, vel vidende, at der allerede bliver tilbudt en bedre? Ikke alle. I hvert fald siger finansministeren, at hvis han går hen og stemmer, vil han stemme for loven.

Ministeren vil altså alligevel stemme for det dårligste af de to resultater – om end han selv siger, at afstemningen allerede er blevet forældet, eftersom man har fået et bedre tilbud, Det er vanskeligt at forstå denne holdning, medmindre han har så svært ved at bryde sine følelsesmæssige bånd til den lov, som han i sin tid lagde overdrevent stor vægt på at bringe igennem parlamentet.

Mere sandsynligt er det dog, at han overhovedet ikke regner med at behøve at afgive den stemme.

Tidligere statsminister, senere ambassadør i London, Þorsteinn Pálsson, mener, at det overhovedet ikke vil styrke Islands position, hvis Icesave-loven bliver forkastet ved en folkeafstemning. Han erklærede 28. februar, at det rigtigste ville være at indstille afstemningen og simpelt hen erklære loven for ugyldig.

Et nyt aftaletilbud over for briterne og hollænderne indebærer under alle omstændigheder, at loven vil være uden betydning.

Modparten har jo allerede tilbudt en bedre aftale, og oppostionen i Island har i realiteten fået det afgørende ord at skulle have sagt over for en ny aftale, efter krav fra briterne og hollænderne, som forlanger politisk sammenhold på Island – vel vidende at regeringen ikke har tilstrækkelig kraft til at føre sagen igennem på egen hånd. En politisk krise af denne slags afslører svaghed og ikke styrke.

Hykleri på højt plan

Endnu én sluttede sig til dem, der kritiserer briterne og hollænderne, da den canadiske professor Harry Mintzberg skrev en artikel i en islandsk avis 1. marts.

Han betegner Icesave som undertrykkelse og kalder det hykleri at gøre den islandske befolkning ansvarlig for et tab, når det står klart, at islændingene jo ikke ville have fået andel i fortjenesten, hvis det hele var gået godt.

I det frie markeds, kapitalismens og internationaliseringens navn skulle islændingene sige nej til Icesave, mener Mintzberg.

Briterne vil naturligvis ikke have, at islændingene forkaster Icesave-loven fra december ved en folkeafstemning, for i så fald kunne den situation opstå, som lederskribenten i Financial Times advarer imod: At den brede befolkning rundt om i verden rejser sig imod regeringer, som har pumpet penge i krakkede banker.

Og den islandske regering ønsker ikke afstemningen, for den ved, at man dermed har fældet dens største mærkesag fra de seneste måneder.

Hvordan kan en sådan regering blive ved med at sidde ved magten, når den sender en aftale til afstemning, selv om den arbejder på en ny og bedre aftale? 

Den islandske befolkning vil imidlertid stadigvæk gerne have lejlighed til at vise sin holdning i praksis og stemme.

(Artikel skrevet 1. marts – den efterfølgende udvikling kan følges i dagspressen)

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger

Kontakt

Michael Funch
E-mail:

Søg i Analys Norden