De eneste billetter, som der er betydelig efterspørgsel på, er til Polen. Nu er der udsolgt derover østpå mange uger frem i tiden. Og kunderne køber kun billet den ene vej, de har ikke tænkt sig at vende tilbage til Island og arbejde. Polakkerne har ellers på det seneste udgjort helt op til 80 % af de udenlandske statsborgere på det islandske arbejdsmarked, men nu ser de ikke længere nogen fordel i at arbejde i et land, hvor valutaen er blevet svækket med næsten 100 % på et år.

I begyndelsen af i år gik der godt og vel 90 islandske kroner på hver euro, men i den første uge af oktober kostede hver euro 172 islandske kroner ifølge Nationalbankens officielle kurs. I virkeligheden var det ikke til at få euro til den kurs, men sådan var noteringen. Forringelsen af udlændingenes lønninger har derfor været kolossal.

Alt vendt på hovedet

Nu hersker der besynderlige tider på Island, og alle tidligere målestokke er blevet ugyldige. Man kan dog i det mindste granske tallene for indvandring til landet og udvandring fra det i de senere år, eller man kan studere, hvordan folk har bevæget sig mellem landsdelene. Og man kan da pege på den periode, hvor udlændinge i stort tal søgte til Island for at arbejde i fiskeindustrien, eller dengang da de alle sammen kom til landet for at bygge på den kæmpemæssige dæmning til Karahnjúkur-kraftværket, og hvordan de alle sammen forsvandt derfra igen.

Folk fra Østfjordene flyttede hjem til den landsdel, de kom fra, for at arbejde på den aluminiumsfabrik, der udnytter kraftværkets energi, således at der for en tid kom et voldsomt udsving i befolkningstilvæksten. Og man kan ligeledes pege på den indlysende kendsgerning, at på trods af mindre udsving her og dér er strømmen mere eller mindre gået fra landområderne til hovedstadsregionen.

Alt dette er sandt og rigtigt. Men nu er der blevet vendt op og ned på det islandske samfund. Alle spekulationer om langfristet bopælsudvikling i den ene eller den anden retning er ude af sagaen. Nu må man spekulere over, hvad der sker, når en økonomisk krise hærger med så stor en voldsomhed, at det kun er de færreste islændinge, der er i stand til at forestille sig konsekvenserne.

Vi bliver nødt til at trække vejret dybt og kigge os over skulderen. For et år siden, 8. oktober 2007, dukkede der nyheder op om, at mandskabet på Arbejdsinstituttets arbejdsanvisning i hovedstaden var blevet reduceret ”som følge af de gode tilstande på arbejdsmarkedet”, efter hvad direktøren sagde. Arbejdsløsheden var ganske enkelt så lav, at der ikke var nogen grund til at drive et talstærkt bemandet kontor for at betjene de få, der kiggede indenfor.

Det var for et år siden. Da var byggekranerne det vigtigste kendetegn ved hovedstadsregionen, såvel som andre steder. Arbejderne købte dengang flyvebilletter den modsatte vej, fra Polen til Island, og arbejdede døgnet rundt. Der var masser af arbejde at få.

Nu er tiden en anden. Masseafskedigelserne hærger, og det er tydeligt, at der kan ventes endnu flere fyringer, I de første dage af oktober blev der talt om, at alle de ansatte i de islandske banker ville beholde deres jobs, selv om få i virkeligheden havde troet på det. En uge senere stod det klart, at en tredjedel af de ansatte hos Landsbanken ville miste deres arbejde, og så vil det endda først senere vise sig, hvor mange af de andre bankers medarbejdere der vil følge efter.

Byggeindustrien er gået i stå, og ejendomsmarkedet er frosset fast, for der tilbydes ingen lån undtagen på så hårde vilkår, at ingen lønmodtager kan klare dem. Og nu holder direktøren for arbejdsformidlingen, han, der for et år siden kunne skære ned på sit kontor som følge af mangel på opgaver, foredrag om arbejdsløshed og afskedigelser, og om hvilke udveje der tilbydes de arbejdsløse.

Nogle forudsiger en arbejdsløshed på helt op til 3 % til næste år, andre siger, at arbejdsløsheden under alle omstændigheder vil blive på 4 % eller endda betydeligt mere, selv om det værste forhåbentlig hurtigt vil være overstået. Arbejdsformidlingens kontor vil helt sikkert være fuldt bemandet inden længe.

Ud af byen

Selv om vi ikke har været ude for en lignende krise i en menneskealder, kan man sagtens forestille sig, hvad der bliver det næste, der sker, og i den forbindelse kigge på folks reaktioner andre steder i verden.

Da krisen ramte Asien i 1997, standsede folks transport af deres habengut fra landet og ind til byerne. Det vil helt klart også være tilfældet i Island i den kommende tid. Og ikke nok med det, strømmen vil for første gang i lange tider i et vist omfang gå den modsatte vej, det vil sige, folk vil igen søge ud på landet.

Lilja Mósesdóttir, der er doktor i økonomi, er overbevist om, at dette vil være udviklingen her. Og samtidig øges efterspørgslen blandt islændinge efter de jobs, som udlændingene har varetaget i stedet for os i de senere år. Hun peger på, at der hersker stor ubalance mellem hovedstadsregionen og landområderne, hvad angår opbygningen af erhverv, der kræver knowhow.

De, der har taget en videregående uddannelse i hovedstadsområdet, har slået sig ned dér, men tænker sig helt sikkert om en ekstra gang, nu hvor situationen spidser til i byen, og de vil da være parat til at tage andre jobs på deres hjemegn.

Det vil dog ikke ske lige med det samme. I første omgang stritter folk imod, de vil forsøge på at holde fast ved deres dyre bolig i hovedstadsområdet, som de købte for udenlandske lån. Hvis de mister deres arbejde, så vil de tage imod snart sagt et hvilket som helst job, der bliver tilbudt, og vil måske endda søge til undergrundsøkonomien, hvor lønningerne ikke bliver opgivet til skattevæsenet. Vil man derimod have et sikrere job, kan man finde det ude på landet, og dér vil mange søge hen.

I slutningen af 1960’erne så de økonomiske udsigter for befolkningen for en tid faretruende ud. Dengang forsvandt silden fra havet, og sådan en omvæltning kunne landets erhvervsliv ikke klare med dets mangel på diversitet. De unge børnefamilier, forgældede som den gruppe jo gerne er, søgte hjem til de bygder og flækker, de kom fra.

Imod denne forudsigelige strøm fra hovedstadsområdet og ud på landet arbejder den kendsgerning, at der er et stort overskudsudbud af boliger i Reykjavik. Derimod er der mangel på boliger ude på landet, hvor der ikke har været nogen grund til byggeri i årtier.

Lilja Mósesdóttir gør opmærksom på dette paradoks, at mange måske godt vil kunne få et job ude på landet, men ikke er i stand til at få solgt deres ejendom i hovedstadsområdet. På den måde vil folk fryse fast på det totalt nedkølede ejendomsmarked.

Tilbage til landbrug og fiskeri

Liljas kollega, økonom Vífill Karlsson, erklærer sig enig i hendes vurdering. Han har studeret bopælsudviklingen og befolkningsbevægelserne på Island og peger på, at selv om folk i stort tal er søgt til hovedstadsområdet, så har de kommuner, der ligger lige i nærheden, også nydt godt af det. Mange har ikke set sig i stand til at købe en hundedyr bolig i byen og har i stedet valgt at bo lidt længere væk, selv om de gik på arbejde i hovedstadsområdet.

Denne gruppe vil sandsynligvis tænke sig om, når olieprisen gør deres transport endnu dyrere end før. Når deres forudsætning brister – den at mulighederne for at få en god indtægt var større i hovedstadsområdet – så vil de søge tilbage til de basale erhverv, fiskeriet og landbruget. Og den energikrævende industri vil også kunne ventes at holde sig flydende i den voldsomme brænding, der tegner sig forude.

Måske skal vi vente at se folk fra hovedstaden tage ud på landet og arbejde i en vis periode, når servicebranchen falder sammen og diverse jobs, der kræver knowhow, forsvinder. Så vil der opstå en lignende situation som i årene mellem 1960 og 1980, hvor ufaglærte jobs ude i landområderne var bedre lønnede end tilsvarende jobs i hovedstadsområdet.

Chancerne i krisen

Skønt ingen modtager krisen med glæde, er det tydeligt, at når situationen skærpes i erhvervslivet, bliver der lettere at bemande de jobs, der før blev anset for at være for dårligt lønnede.

Landets børnehaver vil kunne vælge og vrage af arbejdskraft, på plejehjemmene forsvinder i hvert fald en del af de udenlandske kvinder, som har arbejdet dér i stedet for deres islandske kolleger, og det samme gælder på mange af samfundets områder. Uddannede lærere, der ikke som forventet har gjort tjeneste i skolerne, vil børste støvet af deres uddannelse og give sig til at undervise igen. Jobbet i banken er jo alligevel forsvundet som dug for solen.

De drøje hug, som det økonomiske liv har været ude for, vækker unægtelig bekymring på de ældres vegne. Det er længe siden, at det stod klart, at befolkningens alderssammensætning er blevet sådan, at stadigt færre arbejdende hænder skal varetage sygehus- og plejehjemsfunktioner for en stadigt større gruppe af ældre.

Denne tendens forstærkes selvfølgelig under en omfattende arbejdsløshed. Og i øjeblikket forøger det folks bekymring, at landets pensionskasser allerede er begyndt at tale om, at man nok bliver nødt til at pille ved de folks rettigheder, der modtager udbetalinger fra dem, eftersom pensionsfondene har lidt store tab under det hasardspil, der er blevet bedrevet i islandske finansielle institutioner. Det vil blive hårdt for mange pensionister.

Islændingene tager nu et skridt tilbage i fortiden. Måske vil vi, som Vífill Karlsson peger på, slække på vores hovmod over for produktionserhvervene. Når alting bliver vendt på anden ende, bliver vi nødt til at se os om efter noget, der virkelig skaber værdier.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger