Situationen er ikke blevet bedre den sidste tid, fordi mange fattige familier i bygder og yderdistrikter er blevet ramt af restriktioner på fangst og fiskeri og ikke mindst klimaændringer, der gør havet og vejrliget ufremkommeligt om vinteren, når isen ikke bliver farbar.

Der har været stort politisk pres på Grønland for at få politikerne til at mindske fangsttrykket på havpattedyr og isbjørne.

Det har resulteret i at fangerne har mistet en stor del af deres indtægter på både hjemmemarkedet og den globale handel med for eksempel isbjørneskind, der nu er stoppet.

Der er desuden kommet en række restriktioner på handelen med sælskind, der har lammet markedet. Fangerbefolkningen har i de sidste par år oplevet et stort fald på deres indtægter på skind, som nu udelukkende overlever via tilskud fra det offentlige.

Samtidig er de grønlandske myndigheder gået i gang med en tiltrængt omlægning af fiskeriet, der er forældet.

Fiskerierhvervet er for mange borgere udenfor Nuuk, det eneste erhverv, der kan forsørge mange familier. Og bygdefiskeindustri overlever også på tilskud.

Selvstyret er ved at barsle med en fiskerilov, der vil effektivisere fiskeriet. Dermed vil en række fiskere og industriarbejdere miste deres i forvejen udhulede indtægter fra et erhverv, der allerede har mistet sin rentabilitet.

Der er ikke noget at sige til, at undersøgelser viser, at en stor del af Grønlands børn fører en kummerlig tilværelse, med mangel på mad og ordentlig omsorg af forældre, der ikke har overskud til at dække barnets mest basale behov.

En interviewundersøgelse, som selvstyrets videnscenter for børn og unge, MIPI, udgav i 2008 viser, at fire ud af ti børn lever i familier, der må ty til offentlig hjælp en del af året. Og det sociale sikkerhedsnet er i forvejen ikke så finmasket som i de øvrige nordiske lande. Der er for eksempel ikke en arbejdsløshedssikring.

Mad eller varme

Almindelige ledige enlige på offentlig hjælp med for eksempel to børn kan i visse dele af Grønland få udbetalt 650 kroner om ugen til mad, tøj og andre daglige fornødenheder.

Da prisniveauet er højere end i Danmark må familien droppe aftensmaden i slutningen af ugen, viser forskellige interviews.

Mange af familierne lever stuvet sammen i små usunde boliger, hvor der ikke er egentlige møbler eller ordentlig opvarmning – og det sker vel at mærke i et arktisk land.

En del forældre må i perioder vælge mellem mad og olie til en gammel skibsovn, der kan være husets eneste mulighed for opvarmning.

Mange af forældrene til disse sultne og frysende børn kan ikke bare gå ud og søge arbejde.

Der er distrikter i Grønland, hvor det stort set er umuligt at finde et arbejde, fordi de døende erhverv, fiskeriet og fangsten, er den eneste mulighed.

Men da det kræver en form for investering i en jolle, påhængsmotor, skydevåben og fiskeriredskaber at etablere sig som jæger eller fisker, kan mange ikke komme i gang, og så er de hensat til et liv på kanten af samfundet.

Den sociale arv følger børnene, fordi de heller ikke når langt i uddannelsessystemet.

Det er en meget lille procentdel af børnene i de tyndt befolkede egne, der får en uddannelse. Det hænger sammen at folkeskolen i bygder og yderdistrikter er ringe og døjer med mangel på uddannede lærere.

Børnene må flytte til en større by, hvis de skal afslutte folkeskolen, og flytte igen, hvis de går i gang med en kompetencegivende uddannelse.

Omverdenens pres på at få gjort noget ved børnefattigdommen har været stor de sidste par år. Det er dog en svær nød at knække for politikerne. Hvis børnenes liv skal gøres tålelig må det ske ved at løfte forældrenes indtægter og det er svært at skabe jobs i tyndt befolkede egne med ringe infrastruktur.

Selvstyre

Både selvstyret og kommunerne har gjort en indsats overfor børnene.

De fleste kommuner har nu indført skolemadsordninger med hjælp fra selvstyret. Det mætter børnene i de timer, de går i skole.

Landspolitikerne har øget børnetilskuddet, der bliver ydet til familier med indtægter under 280.000 kroner. Børnetilskuddet er dog kun på godt 600 kroner om måneden for familier, der har under 130.000 kroner i indkomst om året.

Fra nytår skal familierne dog ikke søge om, at få tildelt børnetilskuddet, der nu også bliver udbetalt hver måned i stedet for fire gange om året.

Men børnetilskuddet er ikke tilstrækkeligt til at løfte levevilkårene hos de fattigste familier, når 15,2 procent af Grønlands befolkning lever i relativ fattigdom, med under 60 procent af medianindkomsten.

Det er heller ikke nok til at dække indtægtstabet i fanger- og fiskerierhvervet, der nærmest oplever en nedsmeltning i disse år.

Selvom politikerne har drømme om, at sluse en stor del af den grønlandske befolkning ind i jobs i en fremtidig råstofudvinding, har det lange udsigter her under finanskrisen, med faldende priser på råstoffer.

Hjemmestyrets overforbrug af offentlige midler gør det også svært at skabe økonomisk råderum til at øge velfærden for de dårligst stillede.

Siden Grønland fik demokrati, da hjemmestyret blev indført for 30 år siden, har regeringen været ledet af det socialdemokratiske Siumut, der i en årrække er blevet beskyldt for massivt misbrug og nepotisme.

Venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit vandt sidste valg og nu leder af et landsstyre i samarbejde med to små højrefløjspartier.

Siden landsstyrets første egentlige arbejdsdag i midten af juni er skeletterne begyndt at falde ud af skabene i administrationen.

Den nye regering har modvilligt postet 500 millioner kroner i den offentligt ejede nødlidende fiskeindustri og bevilget andre millionbeløb til pelsvirksomheden og bygdeindustrien.

Paradoksalt nok skete det under festlighederne i forbindelse med indførelsen af den seneste selvstyreordning, der med tiden vil øge udgifterne i det offentlige, når selvstyret overtager flere ansvarsområder.

Landstingets finansudvalg har efterfølgende for femte gang i år sat sin underskrift på en ambulancebevilling til det skrantende sundhedsvæsen, der nærmest bliver drevet af dyre vikarer fra bureauer i Danmark.

Stor ulighed

De akutte tilskud er frygteligt mange penge i et samfund, der kun rummer 56.000 borgere spredt ud over et område, der er mere end dobbelt så stort som hele Skandinavien.

Godt nok giver den danske stat godt tre milliarder kroner i om året i bloktilskud. Men de penge får hurtige ben at gå på, når befolkningen bor spredt ud over mange tusinde kilometer af kyststrækning i et af verdens mest ugæstfrie egne.

Siden Grønland fik hjemmestyre er ressourcerne gået til nærmest at fastholde befolkningen i de mindre byer og bygder.

Centralisering og koncentration for at reducere udgifterne blev et tabu blandt politikerne, fordi vælgerne protesterede kraftigt hver gang, en politiker tog et skridt til at åbne en debat.

Den massive protest skyldes, at staten lukkede mange bosteder i 1950-erne og 1960-erne på grundlag af beslutninger, der blev taget i København.

De små samfund blev under hjemmestyret det idealiserede billede på den kultur og identitet, som mange grønlændere mistede i kolonitiden.

Det er dog et noget forvrænget billede, fordi de oprindelige grønlændere var et nomadefolk. Bygderne blev etableret af kolonien og missionen med handel og kirke, som omdrejningspunktet.

Bygdelukninger er dog ikke længere tabu i den politiske debat, fordi det bliver sværere og sværere at opretholde et rimeligt serviceniveau i de godt 65 bygder og yderdistrikter, når hele landet er på vej mod øget selvstyre med kommende udgifter til de områder, som Grønland med tiden kommer til at overtage fra staten

Vælgerne er også blevet opmærksom på den store ulighed, der hersker i det grønlandske samfund.

Den seneste statistik viser en bred kløft mellem rig og fattig. Uligheden er betydeligt større end i de nordiske lande.

Gennemsnitsindkomsterne viser et klassedelt samfund på kryds og tværs. Groft sagt bor de rigeste i Nuuk, mens de fattigste bor i bygderne.

Den gennemsnitlige skattepligtige indkomst er på 220.000 kroner i Nuuk, mens den er 98.000 kroner i Qaanaaq, der ligger ved den amerikanske base, Thule.

Misbrug

Kløften bliver endnu bredere, når det stort set kun er den uddannede del af befolkningen, der får tildelt en bolig i hovedstaden Nuuk, hvor der er flest jobs.

Der kan en ufaglært uden ret til en personalebolig vente op til 20 år på at få adgang til en almennyttig lejlighed i byens nedslidte boligblokke. Det er kun fire ud af ti, der har en uddannelse i Grønland.

Boligsituationen og fattigdommen giver grobund for en række massive sociale problemer, som rammer børnene hårdt.

Misbrug på alle planer er årsag til massiv omsorgssvigt også i de familier, der ellers har en lønindkomst i de større byer.

Socialforskningsinstituttet SFI i Danmark, der har interviewet en bred vifte af familier i Grønland, skriver, at mange mødre i deres barndom har været udsat for seksuelt misbrug af voksne.

I visse egne af Grønland er det rent faktisk hver tredje mor, der i sin barndom er blevet misbrugt. Flere af mødrene er i dag voldsramte og mange af børnene fortæller, at der er alkoholproblemer i hjemmet.

Tænketank

Alt dette er en stor mundfuld for en lille befolkning i et meget stort land.

Vælgerne kræver ved hver valg, at politikerne må løse vore børns problemer.

Den seneste regering har kun siddet i 4-5 måneder og har brugt mange ressourcer på brandslukning i de offentlige selskaber, der må skære ned for at overleve under finanskrisen.

Selvstyrets medspillere kommunerne har netop i denne tid ingen overskud til at gøre det sociale sikkerhedsnet mere finmasket.

Grønlands 17 kommuner er nu reduceret til fire, der arealmæssigt er verdens største kommuner. De fire kommuner slås med de komplicerede sammenlægninger, der i år er endt i økonomisk mareridt.

Landsstyret har dog bebudet, at man vil nedsætte en tænketank, der skal komme med forslag til at løse børnenes store problemer.

Landsstyret lægger også op til et byggeboom af boliger i Nuuk. Desuden forsøger landsstyret at finde alternative jobmuligheder i bygder og yderdistrikter, ligesom der er planer for at sætte gang i uddannelsen af børn og unge.

Foreløbig er alt dette kun på tegnebrættet i en økonomisk trang tid.

Imens må børnene vente på at spise sig mætte i familier, der ikke bare lever i armod, men også ødelæggende mismod.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger