Velfærdssystemet har været stærkt, men alligevel ikke stærkt nok til at sikre alle samfundsborgere ordentlige levevilkår. Undersøgelser har således vist, at lavtlønnede, arbejdsløse, invalider og ældre havde svært ved at få enderne til at nå sammen, mens alt så ud til at gå som smurt i økonomien. En del af disse grupper blev rubriceret som fattige og lå under den forsørgelsesgrænse, som de offentlige institutioner regnede ud fra. Og nu strammer det yderligere til.

Tilskud rækker ikke til forsørgelse

Fattigdom har ikke været undersøgt særlig meget på Island. Der er således ikke blevet foretaget regelmæssige undersøgelser eller langtidsundersøgelser af udviklingen i fattigdommen. Kun de færreste vil påstå, at den ikke eksisterer i det islandske samfund, omend diskussionen ind imellem bliver drejet over i et skænderi om, hvor fattigdomsgrænsen skal trækkes. For syv år siden blev der talt en del om en omfattende undersøgelse foretaget af samfundsforskeren Harpa Njáls, hvor det kom frem, at der manglede et anseligt beløb i, at bistandsklienter, som ikke havde andre indtægter end hvad de modtog fra staten, kunne forsørge sig, regnet i forhold til samme stats forsørgelsesminimum. Endne større var forskellen mellem islændingenes gennemsnitsforbrug og størrelsen af den statslige bistand.

Resultatet af undersøgelsen var, at der fandtes fattigdom på Island som følge af sprækker i velfærdssystemet. Staten regnede ud, hvor stort minimumsbeløbet til forsørgelse skulle være, men bistanden nåede aldrig op på dette beløb. De, som viste sig at leve i fattigdom, var invalide- og folkepensionister, enlige forældre, arbejdsløse, folk med lave indkomster og børnerige familier. Der blev peget på, at ca. 7 % af befolkningen måtte anses for at have levet i svær fattigdom 1997-1998, ifølge en undersøgelse, som blev foretaget dengang, og der var intet, der tydede på, at fattigdommen siden var blevet reduceret. På det tidspunkt var de fattiges levevilkår noget ringere end for sammenlignelige grupper andre steder i Norden. Dette blev faktisk senere bekræftet i en rapport fra statsministeriet, hvor man forsøgte at vurdere, hvor mange børn der havde levet i fattigdom på Island i 2004. Det blev på det tidspunkt opgjort til 6,6 % af de islandske børn.

I årene efter, at resultaterne af Harpa Njáls’ undersøgelse lagdes frem, greb det offentlige til adskillige foranstaltninger, der skulle rette op på forholdene, men de rakte ikke langt. Børnetilskuddet er blot ét eksempel på, hvordan et system, som skal støtte folk, ikke i virkeligheden gør det. Børnetilskud reguleres nemlig efter forældrenes indkomst, og indkomstgrænsen er lagt så lavt, at kun ganske få forældre får ubeskåret tilskud. I et land, hvor folk gerne får mange børn, er dette forståeligt nok et problem, og den islandske stat har som regel afsat langt mindre beløb til støtte for børnefamilier end de andre nordiske lande, skønt andelen af børn er højere her.

Søger til velgørende organisationer

En nedslåede manifestation af det økonomiske sammenbrud sås nu i efteråret, da skolerne åbnede efter sommerferien. Da viste det sig, at en betragtelig andel af forældrene ikke havde råd til at købe undervisningsmateriale til deres børn, og at børnenes deltagelse i idræt og forskellige fritidsaktiviteter måtte indskrænkes. De velgørende organisationer lagde sig i selen for at skaffe madvarer og tøj til folk, der ikke kunne forsørge sig selv. Kirkens folk sagde, at alting tydede på, at fattigdommen tog til, og det endda hurtigt. Der var behov for en større revision af velfærdssystemet, for at det ikke det skulle gå galt. Kommunerne greb ind og sikrede, at skolebørn fik mad i frokostpausen, selv om forældrene ikke havde råd til at betale for den.

Sålænge der ikke blev arbejdet målbevidst imod fattigdommen under de såkaldt gode tider, er det forståeligt nok vanskeligt at få bugt med problemet nu. Hullet i statskassen er skrækindjagende, og store skatteforhøjelser ligger forude. Staten har nu meldt ud om sine planer og indført trinreguleret skat. Det er her tydeligt, at man forsøger at skåne de mest udsatte grupper, f.eks. vil indkomstskatten for lavtlønnede forældre blive sænket. Andre skatter vil derimod blive forhøjet, og der vil blive opkrævet en særlig rigmandsskat fra dem, der ejer mest. Den skat vil kun være en dråbe i havet, men befolkningen forstår skam at værdsætte det moralske budskab, den indebærer.

Selv om statsmagten vil skåne de mest udsatte grupper ved skatteforhøjelsen, gælder dette kun indkomstskatten. Det står klart, at afgifterne vil blive forhøjet på alle forbrugsvarer, som tilmed er steget hurtigt i de seneste måneder, nu hvor den islandske krone er blevet en frygtelig svag valuta. Det er allerede blevet svært for mange at købe de nødvendigste ting, og de bebudede prisstigninger på benzin, el og varme gør ikke situationen bedre.

Mange er bekymrede for, at øgede afgifter og stigende priser vil drive endnu flere ud af landet. Og eftersom de, der rejser ud af landet, er de veluddannede enkeltpersoner, som kan være sikre på at få arbejde andetsteds, f.eks. i andre nordiske lande, sidder de lavtlønnede grupper tilbage i et samfund, der skal kæmpe med et kolossalt økonomisk problem.

Lavere tilskud til de unge

Erfaringen fra andre nationer burde have lært os, hvor vigtigt det er at tage sig af de yngste, når man går strenge tider i møde. Men ikke desto mindre består en af regeringens ideer i at nedskære arbejdsløshedsdagpengene for personer på 25 og derunder til det halve. Argumentet er, at de penge, der spares, skal kunne bruges til alle mulige forholdsregler, så disse unge mennesker igen kan komme ud på arbejdsmarkedet, hvad der også er meget vigtigt. Det kan de færreste indvende noget imod, for det er hårdt at skulle se den mulighed i øjnene, at en generation skal vokse op i arbejdsløshed her i landet. Modargumentet er imidlertid, at det med disse ændringer bliver gjort endnu vanskeligere for de unge at forsørge sig selv i strenge tider, noget, som altid har gjort problemet endnu større og gjort det sværere for folk at få fodfæste på arbejdsmarkedet, hvis og når der var arbejde at få. Desuden kan man pege på, at regeringen har forhøjet den afgift, der pålægges arbejdsgiverne, for at skaffe midler til arbejdsløshedsdagpengene. Arbejdsgiverne siger, at den øgede afgift vil medføre, at de sidder på deres hænder og vil være mindre tilbøjelige til at ansætte folk. På den måde ser der ud til at være skabt risiko for en ond cirkel.

Skønt man ikke bør bagatellisere problemerne for de fattige på Island, er det værd at nævne, at mange ser lys i mørket. Således dokumenterede en nylig undersøgelse, at børn og unge på Island ikke har det værre nu end før det økonomiske sammenbrud. Hvis krisen rammer dem, vejer andre forhold klart nok imod. Det forlyder bl.a., at mange nu har mere tid til at drage omsorg for deres familie. Sammenholdet er vokset; folk rykker tættere sammen, når vanskelighederne trænger sig på. Bekymringen går snarere på, hvad der vil ske, hvis de økonomiske vanskeligheder trækker i langdrag. Så er der en risiko for, at håbløsheden, fattigdommens følgesvend, griber om sig hos de enkeltpersoner og familier, der har det svært. Forskere har mange gange dokumenteret, at vedvarede fattigdom i barndommen har konsekvenser for børnenes helbred helt op til voksenalderen.

Kamp imod fattigdom

Til næste år vil landene i Europa kæmpe imod fattigdom og social isolation. I en nylig undersøgelse fra EU viste det sig, at tre fjerdedele af medlemslandenes indbyggere anser fattigdom for et udbredt problem i deres hjemland, og at ni ud af ti ønsker, at myndighederne reagerer.

At fattigdom er et problem på Island, er hævet over enhver tvivl, selv om der mangler informationer om problemets omfang. Men islændingene taler lige for tiden meget om nødvendigheden af at komme hinanden nærmere og tage deres livsværdier op til ny vurdering, i kølvandet på det økonomiske sammenbrud, der kom så voldsomt bag på de fleste. Måske vil denne diskussion bevirke, at udryddelsen af fattigdom bliver prioriteret højt, for trods det økonomiske sammenbrud kan islændingene stadig finde udveje.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger