Bankdirektører arresteret

Islændingene oplever en periode, hvor bankfolk – der indtil 2008 var en form for nationalhelte – bliver sat i varetægtsarrest. Den tidligere bestyrelsesformand for Kaupthing, Sigurdur Einarsson, er på flugt fra politiet.

Dette er begyndelsen til en strafretslig undersøgelse, som vil omfatte alle bankerne – og ventes at vare de næste fire år.

Som sagerne står, nyder den særlige efterforsker omkring det økonomiske sammenbrud, Ólafur Hauksson, og hans rådgiver, Eva Joly, stor tillid hos befolkningen. Det er mere, end man kan sige om samfundets øvrige institutioner.

12. april offentliggjordes en rapport fra Altingets undersøgelseskommission, der blev nedsat kort efter sammenbruddet. Rapporten er på mere end 2000 sider.

De fleste er enige om, at der er tale om grundigt arbejde, et basalt skrift om revnerne i det islandske politiske og økonomiske system.

Lige siden rapporten udkom, har den været en bestseller hos boghandlerne. Rapporten forvandler debatten om sammenbruddet; visse kendsgerninger står ikke længere til diskussion.

Af rapporten fremgår helt enkelt, at en række økonomiske kriminelle begik røveri i de islandske banker indefra. Kontrolinstanserne svigtede deres ansvar; politikerne foretog sig ingenting til trods for utallige faresignaler.

Nogle af dem nød bankernes støtte i kraft af ydelser til partikassen eller til de dyre prøvevalg, som kendetegnede islandsk politik i årene op til sammenbruddet.

Lige siden sammenbruddet har der været stor vrede imod politikerne, og efter rapportens offentliggørelse voksede den kraftigt. Kravene om folks tilbagetræden blev særdeles højrøstede.

Nogle af de politikere, der sad i regering i tiden omkring sammenbruddet, gjorde sig usynlige kort inden valget i foråret 2009, heriblandt statsminister Geir Haarde og udenrigsminister Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, formændene for henholdsvis Selvstændighedspartiet og Samlingsfronten, de to største politiske partier.

Nu er de begge efterlønsmodtagere uden nogen politisk fremtid – så kort tid efter at de stod på den højeste tinde af deres karriere.

Samme vej gik det for finansminister Árni Mathiesen. Han er uddannet som dyrlæge og sørger nu for dyrenes sundhed i det sydlige Island.

Politikere forsvinder fra scenen

Efter at rapporten var blevet offentliggjort, blev Þorgerður Katrín Gunnarsdóttir, næstformand i Selvstændighedspartiet, føjet til rækken.

Hun trådte tilbage fra posten som næstformand og forsvandt fra Altinget – dog kun midlertidigt. Þorgerðurs mand var en af de øverste direktører for Kaupthing; mand og kone havde ladet et kæmpelån, som han fik i banken, gå til et særdeles omdiskuteret ejendomsselskab.

To andre indflydelsesrige parlamentarikere tog ligeledes fri: Illugi Gunnarsson, formand for Selvstændighedspartiets parlamentsgruppe, der sad i bestyrelsen for finansmarkedsfonden hos den faldne Glitnir-bank og kan se frem til en strafretslig undersøgelse sammen med resten af bestyrelsen, og Björgvin G. Sigurðsson, forhenværende handelsminister.

Björgvin er anklaget for forsømmelighed i sin embedsførelse, ganske ligesom Geir Haarde og Árni Mathiesen. Det er muligt, at der vil blive nedsat en særlig rigsret som følge af disse sager.

Men kravene om folks tilbagetræden er ikke forstummet. Oplysninger om bankernes og de store selskabers støtte til politikerne er også kommet frem lidt efter lidt. Reaktionerne består i vrede og fortørnelse.

Men de, der nød støtte, stritter imod og har alle sammen tænkt sig at prøve at blive siddende, skønt presset imod dem er stort, ikke mindst inden for partierne selv.

Der er på Island en utrolig lille tradition for, at politikere træder tilbage. Holdningen er snarere den, at en politiker, som én gang har opnået sæde i parlamentet eller en post som minister, betragter dette som et len på livstid.

Mistillid til politikken

Det er den almindelige opfattelse, at partierne ikke har gjort hovedrent oven på sammenbruddet, at de har snoet sig uden om det indre opgør. Rapportens dom er så skandaløs, at man ikke kan krybe uden om den.

Den nuværende statsminister Jóhanna Sigurðardóttir og den nuværende udenrigsminister Össur Skarphéðinsson sad begge i sammenbrudsregeringen. Bjarni Benediktsson, Selvstændighedspartiets nuværende formand, sættes i forbindelse med forskellige mistænkelige finanstransaktioner i tiden for den store ekspansion.

Davíð Oddsson, den tidligere statsminister, bliver i rapporten anklaget for at have forsømt sit embede, mens han varetog posten som nationalbankdirektør; nu redigerer han Morgunbladid, organ for Selvstændighedspartiet, og vedgår ingen skyld.

Alt dette gør den politiske atmosfære på Island meget vanskelig. Tilliden er helt på nulpunktet.

En opinionsundersøgelse for nylig viste, at kun 10,5 % af de adspurgte har tillid til Altinget. Kun 19 % har tillid til regeringen og 14 % til oppositionen. Lederne af de politiske partier får en slem medfart i en tilsvarende undersøgelse: statsminister Jóhanna Sigurðardóttir er ikke længere "Den Hellige Johanna" i befolkningens øjne; kun 24 % siger, at de har tillid til hende.

Upopulær venstreregering

Efter valget i fjor blev magten overtaget af den mest venstreorienterede regering i landets historie, i hvert fald på papiret. I virkeligheden har den imidlertid fulgt et stramt program fra IMF.

Forude venter store nedskæringer i staten – regeringen præsenterede sig i begyndelsen som en nordisk velfærdsregering, men det er ikke nemt at opretholde nordisk velfærd, når staten står i gæld til op over begge ører.

Situationen er nu den, at regeringen er blevet næsten lige så upopulær som Geir Haardes sammenbrudsregering.

Venstrefløjen i Det Grønne Venstre er meget urolig, den består af folk, der er imod IMF og EU og synes, at partiets formand, Steingrímur J. Sigfússon, er alt for bureaukratisk, lydig over for IMF og hvad der blev tilbage af den islandske kapitalisme efter sammenbruddet.

Arbejdsløsheden nærmer sig de 10 %, den almindelige befolkning kæmper med stor gæld. Der er blevet luftet krav om, at gælden på boliger blev nedsat gennem offentlige foranstaltninger, men det har regeringen ikke reageret på.

Samtidig har de, der skylder penge, det som hamsterne i deres hjul: de betaler og betaler, men gælden vokser alligevel. Man har på fornemmelsen, at bankerne bliver genrejst på ryggen af en forgældet befolkning.

Systemet De Fires Parti

Utilfredsheden gærer på Internettet, de gældstyngede har dannet deres egen kamporganisation, en fåtallig gruppe mødes foran Altinget hver lørdag – men alligevel har regeringens liv i realiteten ikke været i fare.

Det Grønne Venstre er i regering efter gennem en lang årrække uafbrudt at have været i opposition. De udgør det parti, som de venstreorienterede har sluttet sig sammen om; der skal meget til, før de for alvor vender sig imod partiet. De tvivler en hel del på regeringen, men de er ikke parate til at gå ud og smide sten på Altinget ligesom i januar 2009.

Nye politiske kræfter har haft vanskeligt ved at vinde fodfæste, modsat hvad diverse forudsigelser lagde op til.

Det såkaldte fire-parti har siddet så længe ved magten på Island, at nogle påstår, at det er en del af den nationale arv.

Mønsteret har været det samme gennem årtier: Selvstændighedspartiet, som er et usædvanlig stort højreparti efter nordisk målestok, Fremskridtspartiet, som veksler mellem at være et liberalt parti og et bondeparti, Samlingsfronten, som er et socialdemokratisk parti efter nordisk forbillede, og Det Grønne Venstre, som er et ægtefødt afkom af det gamle Socialistparti, med en lille grøn tilføjelse.

Dette system har ikke ændret sig væsentligt. Samlingsfronten er blevet større og Fremskridtspartiet mindre. Systemet overlevede valget i foråret 2009. Ganske vist fik Selvstændighedspartiet den hårdeste medfart i sin historie, men siden har det rettet sig i meningsmålingerne, og de to venstrepartier opnåede parlamentarisk flertal for første gang nogensinde.

Det bedste parti

Efter kommunalvalget må man sige, at det politiske system er i opløsning. Både regeringspartierne og oppositionen fik en hård medfart ved valget. Fra en uventet kant kom et kandidatur, som satte valget i Reykjavik på den anden ende.

Dets leder er Jón Gnarr, en af nationens mest populære entertainere, komiker, skuespiller, manuskriptforfatter og standup. Hans karriere er storslået. Han er manden bag de mest populære tv-programmer på Island i det seneste år og står også bag den mest populære film.

Men Jón Gnarrs humor er ofte ekstrem, den balancerer endda usikkert på kanten af det glade vanvid, man ved aldrig rigtig, hvor man har ham – og hvad så med Det Bedste Parti, der begyndte som en lille vittighed tidligt på året?

Vittigheden har vokset sig stor – ved valget fik Det Bedste Parti 35 % af stemmerne og kan bestemme, hvem der skal regere Reykjavik i de kommende fire år.

I Akureyri, Nordlandets navnkundige hovedstad, blev de gamle partier nærmest udraderet, og en uafhængig borgerliste opnåede absolut flertal, endda uden at der var komikere med.

Især Det Grønne Venstre, der sandt at sige ikke havde andel i sammenbruddet, tabte meget af sin vælgertilslutning, og hvad angår Selvstændighedspartiet, har det aldrig før haft så dårligt et valg i Reykjavik.

Partierne ved ikke, hvordan de skal møde den nye trussel: Gnarr taler om isbjørne, om et narkotikafrit Alting i år 2020, om at være god ved alle. Stillet over for dette virker partierne fjogede og stive – som om ingen længere bryder sig om dem.

Men Jón Gnarr har faktisk også hævet stemmen, som i et avisinterview for nylig, hvor han bebuder en kulturrevolution og siger, at de politiske partier hører historien til. Det har nu ellers vakt mindre opmærksomhed end komikken.

Jón er i forbavsende ringe grad blevet spurgt, hvad han egentlig har tænkt sig at gøre. Hvordan bliver vittigheden, når man skal styre en by, som befinder sig i gældskrise ligesom rundt regnet alt på Island?

Der skal værnes om uddannelse og velfærd – og der er næppe penge til at foretage sig ret meget morsomt. Fortsætter vittigheden, eller vil den forvandle sig til et seriøst politisk parti?

Efter valget talte partiet tilmed om muligheden af at udvide det og tilmed stille op til valget af præsident. Kandidaten skulle i så fald være Jónsi fra rockorkesteret Sigurrós.

Antipati mod EU

Endnu har en ekstremist- eller populistbevægelse ikke haft held til at slå igennem på Island.

Indvandrerstrømmen til landet øgedes kraftigt i sidste årti. I løbet af få år var tilflytterne nået op på næsten 10 % af befolkningen.

Det var en stor forandring: et ensfarvet samfund så ud til at ændre sig meget hurtigt. Ved altingsvalget 2007 forsøgte det Liberale Parti, som oprindelig blev stiftet som følge af utilfredshed med systemet til regulering af fiskeriet, at spille på mistænksomheden som følge af det voksende antal udlændinge. Det opnåede 7,3 af stemmerne.

Ved valget 2009 blev partiet udraderet fra parlamentet – og er holdt op med at tale om udlændinge. Antallet af tilflyttere er faldet igen, og deres problemer er i realiteten slet ikke på dagsordenen.

Ikke desto mindre mærker man en betragtelig antipati over for alt udenlandsk.

Nogle, især de, der står længst til højre i politik, vil give fjendtligsindede udlændinge skylden for sammenbruddet i den islandske økonomi og er blevet opfyldt af en nok så bitter nationalisme.

Vreden retter sig ikke mindst imod IMF og EU. Island har søgt om medlemskab af EU, men sådan som situationen er, forekommer det nærmest utænkeligt, at befolkningen vil gå ind for medlemskab.

Hvad gør partierne?

Sejren for Det Bedste Parti og hele resultatet af kommunalvalget var et hårdt slag for partierne.

Er det tænkeligt, at noget lignende vil ske ved parlamentsvalget – som faktisk ikke behøver at blive holdt før end om tre år?

Folk stemmer ikke absolut på Jón Gnarr, men imod partierne. Vil partierne blive tvunget til at tage fat på den oprydning, der stilles krav om, eller vil de leve videre i det håb, at det hele ordner sig, at folk bare glemmer og økonomien bliver bedre?

Der er naturligvis visse farer i en sådan situation: demagoger kan gå ind i det tomrum, som ubrugelige politiske partier efterlader.

Der gik kun to år fra de rene hænders opgør – mani pulite – og sammenbruddet i Italiens politiske system, og så til Berlusconi var kommet til magten.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger