Statsminister Anders Fogh Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard deler den samme drøm: Når alverdens toppolitikere mødes til FN’s klimatopmøde i København i 2009 håber de to ministre på, at der efter intense forhandlinger kan vedtages en ambitiøs global aftale, som for alvor vil sikre fremskridt i kampen mod klimaforandringerne.

Anders Fogh Rasmussen har én gang tidligere været chefforhandler i en dybt kompliceret forhandlingsproces, hvor meget var på spil. Som ny regeringschef var han i december 2002 vært for et afgørende EU-topmøde i København – under dansk formandskab – hvor han afsluttede en serie nervepirrende forhandlinger med et resultat, som betød, at ansøgerlandene fra Central- og Østeuropa omsider kunne blive medlemmer af EU. Europa blev atter samlet efter den lange adskillelse siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Forud for topmødet rejste statsministeren Europa tyndt for at kortlægge alle forhandlingspositioner og udforme skitser til løsninger, og i dag er han reelt i gang med samme øvelse i et tæt samspil med Connie Hedegaard.

Begge har et hårdt rejseprogram for at kunne gennemføre det vigtige lobbyarbejde overfor de mange politiske beslutningstagere, som skal mødes omkring forhandlingsborde i København fra den 30. november til den 11. december 2009.

Der er dog en væsentlig forskel på dengang og nu: Forud for EU-topmødet var der opbygget et enormt forventningspres, og der var i alle hovedstæder et dybfølt ønske om at se Europa samlet. Før klimatopmødet skal makkerparret Fogh & Hedegaard dels nå at påvirke langt flere, og dels skal de være heldige, hvis de største og mest forbeholdne aktører vil være klar til at indgå en vidtrækkende aftale.

Derfor kæmper de allerede nu mod uret.

h2 class="contentSubheader">En enorm udfordring

For både regeringen og centraladministrationen er der tale om en enorm udfordring, og der arbejdes på højtryk for at sikre, at det danske værtskab for klimakonferencen bliver succesrigt.

Udover at skulle sørge for, at den banale, men overvældende logistik fungerer, skal det danske formandskab først og fremmest arbejde for at sikre en aftaletekst, som alle kan enes om, ligesom Fogh & Hedegaard skal optræde som mæglere i de forventede konfrontationer mellem parterne i forhandlingerne.

På konferencen vil der deltage ministre og embedsmænd fra ikke mindre end 189 lande, og dertil kommer deltagere fra et stort antal organisationer og NGO’ere.

For at kunne håndtere opgaven har statsministeren dannet et særligt klimasekretariat med topembedsmænd, som skal koordinere indsatsen på tværs af ministerierne, og flere af disse embedsmænd er konstant på farten som rejsende klima-diplomater.

Samtidig koordinerer embedsmændene indsatsen mellem alle involverede ministerier. Og de er mange. Lige fra Statsministeriet over Økonomi- og Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Klima- og Energiministeriet, Transportministeriet til Miljøministeriet.

Klima-diplomati

Da Fogh reorganiserede sin regering sidste år, skabte han bevidst en ny konstruktion, som betød, at hans partifælle Troels Lund Poulsen blev indsat som en traditionel miljøminister, mens den hidtidige konservative miljøminister Connie Hedegaard blev udnævnt til klimaminister, så hun kunne få optimale vilkår til at forberede FN-topmødet og gennemføre de mange rejser forud for topmødet.

Men der er ikke kun de danske ministre og embedsmænd, som rejser ud. Allerede nu kommer politikere og eksperter til København i fast pendulfart for at forberede topmødet. I den forbindelse vil de faste dialogmøder med statsministeren for bordenden komme til at spille en væsentlig rolle.

I begyndelsen af maj var Fogh vært for det første dialogmøde, hvor han sammen med klimaministeren mødtes med centrale politikere og eksperter fra nogle af kernelandene i klimaforhandlingerne. På baggrund af et diskussionsoplæg forfattet af eksperter fra Harvard University diskuterede de en række udvalgte udfordringer, og i debatten deltog bl.a. OECD’s generalsekretær Angel Gurria og den verdenskendte britiske økonom, professor Nicholas Stern, som var hovedmanden bag den banebrydende rapport om klimaforandringerne – og ikke mindst konsekvenserne af forandringerne, hvis politikerne ikke griber mere radikalt ind for at mindske udledningen af drivhusgasser.

Svære betingelser

Selv de bedste intentioner og de mest minutiøse forberedelser kan imidlertid ikke skygge for den kendsgerning, at det bliver uhyre vanskeligt at nå et epokegørende resultat i København.

Hvis verdens nationer skal enes om en ny aftale, som skal nå at træde i kraft, inden Kyotoprotokollen udløber, er 2009 ved at være sidste chance. Det lægger naturligvis et pres på alle parter, ikke mindst i den vestlige verden, hvor miljø- og klimadagsordenen konstant rykker op på den politiske dagsorden, og det pres forsøger Fogh at udnytte. Blandt politiske beslutningstagere kloden rundt er der en stærkt stigende erkendelse af, at det er nødvendigt at nå til enighed om en global klimaaftale, så den negative menneskeskabte påvirkning af klimasystemet kan begrænses.

Ingen anfægter for alvor, at de menneskeskabte udledninger har ført til en kraftig forhøjelse af mængden af drivhusgasser i atmosfæren, og at den globale opvarmning går væsentligt hurtigere end tidligere, hvorfor det er nødvendigt at gribe ind.

Senest sendte Europa Parlamentet et kraftigt signal til EU’s stats- og regeringsledere om, at klimamålene skal strammes yderligere, ligesom parlamentarikerne fra hele Europa understregede vigtigheden af, at der nås et resultat i København.

Det er ikke desto mindre tvivlsomt, om de største og tungeste internationale aktører vil være klar til at træffe vidtgående beslutninger i 2009.

I USA er miljø- og klimaspørgsmål generelt kommet langt mere i fokus, og bl.a. den republikanske præsidentkandidat John McCain er stærkt optaget af miljøpolitikken. Dels for at beskytte klimaet. Dels for at mindske USA’s afhængighed af olie fra Mellemøsten ud fra et rent sikkerhedspolitisk perspektiv.

Connie Hedegaard har ført drøftelser med John McCain i forbindelse med, at en delegation af amerikanske toppolitikere ankom til Grønland for at se, hvor dramatisk klimaforandringerne slår igennem og får gletsjerne ved indlandsisen til at smelte. Men det energislugende USA synes alligevel langt fra at være parat til at skrive under på vidtgående aftaler så tidligt som i 2009.

Derudover skal der findes løsninger på den kendte problemstilling, som handler om, at verdens nye økonomiske kraftcentre - Indien og især Kina - ikke vil acceptere at få lagt hindringer i vejen for en økonomisk udvikling, som skal rykke millioner af mennesker ud af fattigdom. De vil ikke lægge ryg til for belastende klima- og miljøkrav, efter at den vestlige verden, firkantet sagt, har fået lov til at fråse med energiforbruget i generationer i deres jagt på økonomisk fremdrift og velstand.

Chance for dansk erhvervsliv

Internationale iagttagere har derfor forskellige vurderinger af, hvor stor beslutningskraften vil vise sig at være i København.

Udover at forfølge det store mål arbejder den danske regering fornuftigvis også på at få opfyldt en række mindre nationale målsætninger. En af ideerne handler om at bruge topmødet som et stærkt afsæt for dansk erhvervslivs kompetencer inden for miljøteknologi og energiudnyttelse.

For at høste den ikke uvæsentlige sidegevinst har dansk erhvervsliv – parallelt med embedsmændene i centraladministrationen - dannet netværk og lobby organisationer for at pulje deres kræfter i forsøget på at sælge deres produkter og ydelser internationalt i forbindelse med klimatopmødet.

Deres benarbejde ligger helt i forlængelse af regeringens ønske om, at klimadagsordenen skal være med til at skabe nye grønne teknologier, som kan blive et stærkt forretningsområde i fremtiden.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger