For de fleste danskere står det pinagtigt klart, at det stort anlagte klimatopmøde i december 2009 ikke ligefrem blev en stjernestund for dansk diplomati – og ej heller et internationalt gennembrud for statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Med ord som ”kaos”, ”katastrofe” og ”fiasko” forlod politikere, erhvervsfolk og pressefolk fra alverdens lande det snedækkede København for at rejse hjem efter frustrerende forhandlinger, endeløse diskussioner og direkte skænderier i Bella Center.

I flere internationale medier blev der skudt med skarpt mod den danske regeringschef, som fik at vide, at han ikke havde været i stand til at skabe tillidsfulde relationer til en række af de afgørende aktører.

En ren nedtur, var det! For statsministeren, forstås, men også for en befolkning, som kan lide historien om det grønne og miljørigtige Danmark – hvilket som regel har været fortællingen i de internationale medier - og som havde håbet på, at København skulle lægge navn til en global klimaaftale.

Kritikken blødes op

Efter at roen har sænket sig – og parterne har raset af – er der imidlertid tegn på, at begivenhederne i København tolkes i et nyt og mildere lys.

Senest mødtes det internationale samfund under World Economic Forums årsmøde i Davos.

Og da topledere fra erhvervslivet og indflydelsesrige politikere gjorde status i slutningen af januar, var det tydeligt, at den første ekstremt negative vurdering af mødet i København så småt var ved at blive erstattet af en mere pragmatisk analyse.

Alle var enige om, at man langt fra nåede målet om at få vedtaget en ambitiøs global - og bindende - klimaaftale. Mange havde også fortsat svært ved at forså, at klimakonferencen og topmødet kunne forløbe så kaotisk.

Men kritikken af udkommet - resultatet - var blødt op. I stedet for udelukkende at blive associeret med fiasko, anerkendes det, at der blev skabt et afsæt på vejen mod en mere ultimativ aftale.

Vigtige fremskridt

Det lykkedes, at få langt flere lande forpligtet på det vigtige mål om, at temperaturen ikke må stige med mere end to grader - hvilket ifølge forskerne er afgørende for at holde de ødelæggende konsekvenser af klimaændringerne i skak.

Man opnåede et gennembrud, når det handler om at få landene til at rapportere deres mål for udledningen af CO2. Kritikerne vil ganske vist sige, at indrapporteringerne allerede viser, at det bliver umuligt at nå målet om en maksimal stigning på to grader.

Omvendt fremhæver pragmatikerne, at indberetningerne er en landvinding, fordi tallene nu vil udløse mere direkte internationale diskussioner om, hvad der skal ske for at nå målene, ligesom det mere klart kan debatteres, hvordan landene skal dele mankoen mellem sig.

Derudover nåede man en del af vejen i forhold til at blive enige om støtten til udviklingslandene, som ikke vil have undermineret deres muligheder for at opbygge industrier og skabe vækst som følge af stramme CO2-mål.

Politikere og erhvervsfolk peger desuden på, at der forud for COP 15 i København skete en enestående mobilisering, så der er udbredt konsensus om, at der globalt skal arbejdes målrettet for at dæmme op for klimaændringerne.

Endelig fremhæves det, at det lykkedes at få skabt et af historiens største opbud af stats- og regeringschefer, og det blev en manifestation af, at klimakampen er blevet placeret i toppen af den politiske og økonomiske dagsorden.

Verden har givet tilsagn

Under en session i Davos – med overskriften ”From Copenhagen to Mexico” - fastslog FN’s klimaforhandler Yvo De Boer, at København godt nok ikke leverede det, som verden havde håbet på, men at der blev opnået resultater:

- København leverede et meget vigtigt politisk statement. 120 stats- og regeringschefer kom til byen. De gjorde det klart, at klimasagen er afgørende, og en vigtig gruppe af lande– fra store industrilande over de nye vækstøkonomier til de mindre udviklingslande – blev enige om en politisk pakke. Resultatet vil ganske vist ikke tilfredsstille juristerne, men politikerne gav et afgørende signal. Det er væsentligt, udtaler De Boer.

Også det amerikanske kongresmedlem, demokraten Edward Markey, som spiller en central rolle i USA’s klima- og energipolitik mente, at resultatet i København giver et godt afsæt:

- Efter USA’s opfattelse skete der et vigtigt skridt i København. Vi kom ikke så langt, som vi havde håbet, men alle de afgørende aktører kom med et tilsagn, ifølge Markey.

Edward Markey gjorde det samtidig klart, at præsident Barack Obama vil arbejde for, at USA får en nøglerolle at spille, når det gælder klimadagsordenen.

Dels er præsidenten klar over de enorme økonomiske muligheder, som ligger i at udvikle nye teknologier.

Dels er det i USA’s sikkerhedspolitiske interesse at blive mindre afhængig af importen af olie:

- En stor del af det amerikanske underskud skyldes importen af olie fra lande, som USA ikke burde sende penge til, lyder det fra Edward Markey.

Løkke fortsat i gabestok

Alt dette kan EU’s nye klimakommissær Connie Hedegaard samt statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans kritiserede embedsmænd i Statsministeriet glæde sig over.

Ikke desto mindre er det tydeligt, at den internationale beundring overfor netop regeringschefens og hans rådgivere fortsat kan ligge på et lille sted. Mens Connie Hedegaard fortsat nyder stor respekt, lyder der ikke mange rosende ord til Løkke & Co.

Kritikken af Lars Løkke Rasmussen og hans rådgivere går på, at de forfulgte en for snæver dagsorden med for ensidigt fokus på USA, at de ikke forstod FN-systemet, at de fejllæste positionerne hos vigtige aktører, herunder en række af udviklingslandene og det magtfulde Kina, og at statsministeren generelt virkede som om, han ikke var blevet klædt ordentligt på.

På de officielle sessioner i Davos udtrykkes kritikken ikke så direkte – den kunne man til gengæld høre i korridorerne.

Men når eksempelvis Mexicos præsident Felipe Calderon, som er vært for COP 16, betonede vigtigheden af, at den videre proces skal være gennemsigtig, og at alle skal involveres, kan det ses som en indirekte kritik af det, der ikke fungerede for Løkke.

Ja, præsidenten udtrykte det faktisk direkte, da han sagde, at der er behov for at ”lære af fejltagelserne” fra København.

Og når amerikanske politikere jublende talte om, at der vil sidde en ”World Leader” for bordenden i Mexico, kan det noteres, at ingen anvender det udtryk om den danske regeringschef.

De næste skridt

Og hvad så med de næste skridt? Fra dansk side er man i gang med at levere opgaverne videre til Mexico, som skal forsøge at komme i mål med en mere ambitiøs og bindende klimaaftale.

Præcis som i København bliver det svært, for der er fortsat stor afstand mellem parterne, og flere af de afgørende aktører har kun et begrænset manøvrerum.

Eksempelvis er det begrænset, hvor langt en trængt Barack Obama kan gå. Kineserne overvåger nøje, hvad USA gør, og sammen med andre af de nye store vækstøkonomier mistænker Kina i høj grad USA og Vesten for at ville lade dem betale en for stor del af regningen og indirekte lægge en dæmper på deres forrygende vækst.

Mange af verdens fattigste udviklingslande frygter, at klimaaftalen vil gøre det sværere for dem at få gang i deres små sårbare økonomier, og de ser generelt med dyb skepsis på Vesten, som har brugt løs af ressourcerne i årtier for at nå et velstandsniveau, som udviklingslandene kun kan fantasere om.

Erhvervslivet satser

Ikke desto mindre er der mange opmuntrende træk.

Klimadagsordenen er ikke lagt død. Tværtimod var det tydeligt i Davos, at der er lagt op til en intens international konkurrence om at komme på vinderholdet, når det handler om at udvikle nye bæredygtige teknologier og energibesparende tiltag. Her ligger nemlig et forretningsområde med et kæmpe potentiale og millioner af job på verdensplan.

Efter debatterne i World Economic Forum konstaterede Connie Hedegaard, at både politikere og erhvervsfolk fremover vil øge deres fokus på klimadagsordenen:

- Det nye er, at det er ved at gå op for lande og regioner, at dette her kommer til at definere, hvem der vil klare sig bedst økonomisk og politisk i det 21. århundrede, sagde EU-kommissæren og fortsatte:

- Klimadagsordenen handler ikke ”bare” om at beskytte klimaet. Investeringer i nye energiformer handler i høj grad også om at komme ud af den økonomiske krise og ind på et marked, som vil få enorm betydning.

I den proces vil EU - herunder Norden - være dem, som presser på.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger